Vi starter hos Isis. Heldigvis, kan man sige, da det er et dybt savnet band, og Adzes langt om længe står klar til at fange lyden. I hvert fald noget af den. Åbningen af ‘Inver’ er eksplosiv og sørgmodig på en og samme tid, og parallellen til ‘Panopticons’ åbner, den evigt geniale ‘So Did We’ er åbenlys.
Det kommer måske heller ikke som en overraskelse for folk, der kender manden bag, der netop nævner Isis og de tematisk beslægtede Kowloon Walled City som store indflydelser. Det er også heromkring vi befinder os med denne nye plade fra den New Zealand-baserede amerikaner Forest Bohrer, der står for projektet.
På en måde er det en ny side af Adzes. Vi har efterhånden hørt ham skrive flere forskellige plader og udtrykke flere forskellige lyde, fra The Cure og Peter Gabriel covers i de tidlige dage, over den støjende, rå og desperate ‘No One Wants To Speak About It’, der flåede i os med flossede negle, forbi den smukke og aparte EP ‘Microclimates’, der demonstrerede en meget større kærlighed for noiserock i dens behandlinger af Gillian Welch og Tom Petty. Sidstnævnte EP har fået aldeles megen spilletid herhjemme, og det er med en ikke uanseelig mængde glæde vi mærker samme bløde dybde på ‘Inver’. Baslinjen i ‘Eroding Tides’ er mild og rar, samtidig med at den buldrer som en forræderisk understrøm i et, på overfladen, roligt hav.
Det samme kan siges om Bohrers efterhånden mere og mere raffinerede rene vokal, der driver værket på for eksempel opfølgeren ‘Strange Warmth’, der både minder om australske Ne Obliviscaris’ allerførste EP, før de fik samme forhold til frygtelige mængder studiemagi som en Monterey-husmoder har det til ansigtsløftninger eller om Agalloch på den uovertrufne ‘The Mantle’.
Begge sørger for at kombinere en stærk, rå vokal med en blid og blød stemme, der rummer rust lige under overfladen. Det er skønt og på ‘Inver’ føles det for første gang, som om alle Bohrers talenter kommer i spil.
Udover at være en ikke ueffen guitarist, har han også fået finpudset sin vokal, ligesom trommeprogrammeringen er stærkere end tidligere.
Måske er det en blødere plade, end vi tidligere har modtaget, men det gør ikke noget, for som ‘Microclimates’ demonstrerede, kan den slags godt være mere udtryksfuldt end selv den mest rå gang støj.
Det, der særligt gør ‘Inver’ værd at lytte til, er netop denne underspillede seriøsitet, som tidligere nævnte Kowloon Walled City også mestrer. Hvor ‘No One Wants To Speak About It’ var tårevædet frustration, er ‘Inver’ sardonisk resignation. Det er den fattede ekspert, der fortæller verdens ledere, hvor stor risikoen er, og når disse endelig forstår, at de har brug for hjælp, bliver de lige så køligt informeret om, at tiden for længst er løbet ud.
Alle elementer, fra den besnærende guitartone eller de diabolsk lokkende baslinjer understøtter denne pointe, og selvom tonen hverken er vred eller decideret trist, er den dog nedslået. Det er en stemning af tilbagetrukkethed og afdæmpethed, der kommer os i møde. Det adstadige tempo understreger dette. Soloer står frem som hastigt smeltende isbjerge i horisonten, og ser skønne ud altimens de varsler vor undergang.
Som tidligere er fokus for Adzes nemlig samspillet mellem kapitalismen i det senmoderne samfund og den omkring os vildt rasende klimakrise. Som i filmen ‘Don’t Look Up’, handler det om et febrilsk forsøg på at gøre opmærksom på noget, som samfundet ikke kan eller vil lægge mærke til.
Enden er ikke nær. Den er her. Det er bare et spørgsmål om tid, før vi opdager det.
