Year of The Knife er her ikke for at få venner.
“Feels like I’ll never find my place/Nowhere is home, nothing is safe/Feels like I’ll never find myself/Never wanted to burden anyone else” lyder det alt andet end muntert fra frontpersonen Madi Watkins på åbneren ‘Sometimes’ fra Year of The Knifes soniske rusketur ‘No Love Lost’. Man kunne godt forledes til at tro, at vi blev udsat for en form for offerdyrkelse eller en passiv redegørelse for hvor synd det er for dem, men kender du Year of The Knife, så ved du også godt, at det eneste der er synd for dem, er den medfart de fik i sommer, der næsten kostede dem et medlem.
For selvom bandet har hardcore i deres dna, er de ikke blege for at kaste sig ud i et decideret blandingsmisbrug af alverdens genrer, noget der som regel er enten helt galt eller komplet genialt, oplevet gennem mine ører. Men hvad jeg synes er allermest imponerende ved deres piskesmældsfremkaldende humørsvingninger er, hvordan de formår at finde den vredeste version af den pågældende genre. De langsomme chugs fra deathcore lyder som om de er for tunge til at spille fuldt oprejst og går glimrende i spænd med den hektiske riffing fra thrash som alle andre end thrashfans måske ikke er ubetinget glade for – jeg kigger på dig, ‘Alice’.
To skaller og en finger i øjet
Madi Watkins lyder gennemgående som om hun er på nippet til at miste forstanden og pande nogen ned. Hendes almindelige, hæse råb står ikke tilbage for hendes dyriske brøl og der bor en vildskab i hende, der ej står tilbage for resten af bandets anstrengelser udi musikalske øretæver. Hardcore, siger de. Ja ja, hvis grindcore-blasting er det nye hardcore, så skal jeg ikke sidde her og stampe i gulvet og holde fast i noget så gammeldags som genrer. Der er alligevel flere smagsprøver i ét nummer end i Kvickly lørdag eftermiddag, og for nogen er det bedre end hele retten.
Men det er heller ikke fordi man kan beskylde YOTK for at spilde tiden. Det korteste nummer, ´Last Laugh´, varer lige nøjagtig 47 sekunder og med hjælp fra Full of Hell og Dylan Walker komprimeres vreden til mindre end et minuts eksplosiv aggression og jeg må nikke anerkendende af hvor meget larm, man kan nå at lave på så kort tid. Sammenlagt varer pladen 20 minutter, hvilket i min optik er ganske passende. Det er en meget koncentreret aggression og jeg må tilstå, at det fungerer bedst i små doser, som her.
Sømbeslåede Vans
Det ville være synd at skulle trække oplevelsen i langdrag, når nu de arbejder så hårdt på at levere en god plade; det fungerer virkelig godt, at numrene er så korte, kontante og kogt ned til de mest tunge og brutale egenskaber. Deres drops og chugs og blasts og hvad jeg ellers kan komme i tanker om af terminologi, falder som næver og rammer plet, og deres valg af gæstestjerner er fremragende.
Skal jeg komme med noget kritik så er det, at deres mange flirts med det fulde spektrum af vred metal, efterlader dem sårbare over for sammenligninger med andre bands. De har været snedige nok til at sørge for, at de aldrig helt minder mig om specifikke bands, med en enkelt undtagelse. Cult of Occult er måske, måske ikke, at finde i marginalerne, men det skal ikke afholde fans af både band og multi-genre-metal, fra at give “No Love Lost” lidt kærlighed.
