Paramore er ikke, hvad de har været.
Det er der vel sådan set ikke nogen af os, der er. Men selvom jeg smaddergodt kunne lide ‘After Laughter’ fra 2017, må jeg indrømme, at 2023’s ‘This Is Why’ ramte ved siden af for mit vedkommende.
Og den kloge læser – det er stort set kun sådan nogle, vi har her i firmaet – vil nok have gættet, hvorfor jeg taler om Paramore. I et mindre lødigt magasin kunne det have været nok, at der var en kvindelig vokalist og nogle mænd i baggrunden. Men det er naturligvis ikke grunden til, vi nævner det.
Næh, det handler såmænd mest om lyden. Men lad os lige lytte til ‘You Look Like A Drunk Phoebe Bridgers’, så I kan få syn for sagen.
Forsanger (og multiinstrumentalist) Coco Kinnon er en dynamo af nostalgisk pop-punk-energi, der alligevel, som sangtitlen antyder, er solidt forankret i nutiden.
Videoen, som finder sted i en skaterampe hensætter mig til hine tiders modstræbende crush på Avril Lavigne eller netop den lidt mere acceptable Hayley Williams. Williams kan da også høres i det fantastiske “woah-oah”, der figurerer prominent i omkvædet og får undertegnede til straks at mindes ‘Misery Business’, både i fjernsynet og i ‘Guitar Hero World Tour’.
Det er ikke planket – langtfra – men man kan ikke være i tvivl om, at Winona Fighter har lyttet til både Paramore og Jimmy Eat World samt resten af slænget, og det er der altså noget fedt ved i en verden, hvor jeg oftest fortaber mig i sorte sange om at æde sig selv figurativt eller bogstaveligt.
Jeg elsker pop-punk og jeg skammer mig ikke over det.
Derfor er det også fantastisk igen at høre et band med et dumt navn synge sange med titler, der ikke som sådan har noget med tekstindholdet at gøre, der ikke er bange for at spille et uapologetisk bouncy riff og lade lige dele cheekiness og store følelser skinne igennem.
Pop-punk er nemlig, som en klog person engang skrev, en genre, der bygger på ægthed. Ikke som vores norske fætre i sort tøj opfatter den, men på den måde, hvor alt, vi er, kan komme til udtryk. Vi har hele skalaen fra “slås” til “bolle” med, som et ægte menneske indeholder. Der er ikke noget Kantiansk selvfornægtelse eller en ren fordybelse i hedonisme. Det er ikke hverken mormonsk eller tiktoksk i sin performative puritanisme, ej heller er det gennemført lallelykkeligt og virkelighedsfornægtende som dansktop eller dansemusik. Det er det hele, og derfor er det uimodsigeligt menneskeligt. Og det kan gå fra den ene yderlighed til den anden i løbet af en sang på to og et halvt minut.
I ‘HAMMS IN A GLASS’ synger Kinnon dermed således:
“I’m a little stressed out, just a little stressed out / Is anybody else stressed out? / I’m a little stressed out, just a little stressed out / Is anybody else stressed out? / Agh” med en solidt knækkende stemmeføring, der gør, at det føles ægte, og helt ærligt, i det herrens år (forstået på begge måder) 2025 er der så nogen af os, der oprigtigt kan sige, at vi ikke engang imellem har det på præcis den måde?
Næppe.
Økonomi, arbejde, studier, kærlighed, bolig, pligter, alting. Det er noget, der kan sætte selv den mest standhaftige i ubalance fra tid til anden. Desperationen er til at tage og føle på.
Og så bevæger vi os over i en relativt letbenet sang som ‘R U FAMOUS?’, der, selvom den er småhidsig, ikke har meget andet at komme med end en velfortjent gang self empowerment. Og det er også fedt nok.
Denne variation er også det, der gør, at det er værd at skrive om en ny plade i en genre, der er så tidstypisk og knyttet til lige præcis min ungdom som en mand, der hastigt nærmer sig fyrre og derved nemt kunne opfattes som både umoderne og eksisterende efter sidste salgsdato.
Der er simpelthen noget i det album og derved også i genren, der i så perfekt grad indkapsler den menneskelige tilstand på en måde, man nærmest kan indtage intravenøst.
“Hope you know I love you / But I don’t really like you” fra ‘I Think You Should Leave’ er en anden linje, der sætter sig fast i sin næsten barnlige oprigtighed og rigtighed. Hvad fanden gør man i det tilfælde? Og kender man det ikke godt?
“I don’t like to think you’re having fun / I hope you suffer / And boys like you should rot for what they’ve done / Don’t blame your mother / Bet you’re crying like a baby / And pay to lie in therapy / I don’t like to think you’re having fun / Look what you’ve done, look what you’ve done” er også perfekt i en Baldoni-tid og viser, at genren er kommet videre. Det er ikke bare sjov og ballade og statutory rape på Warped Tour. Det er stadig punk, og det er et los i røven til mænd, der har lært at tale psykologsprog og høster medlidenhedspoints i overflod på at lade, som om det slet ikke er deres skyld.
‘My Apologies to the Chef’ er lige, hvad jeg havde brug for. Og det er også i høj grad noget, scenen trænger til. Det kan godt være sjovt at høre musik, nogle gange. Også selvom det handler om noget tungt.
Forsvar pop-punk, skrev Hanna om Blink-182 ovenfor. Men hvis det står til Winona Fighter, lader det til, at den godt kan forsvare sig selv.
