‘Sort Nadver’ trækker os ind i en verden af snask, schlock, seksualiseret vold, exploitation og kosmisk horror.
CW: Voldtægt, seksuel vold
NMAAR, aka Nicolei Martin Aagaard Rasmussen også kendt fra Extended Suicide, er udover at være musiker og tatovør tegneserieforfatter. Nogle af os har måske hørt om ham, da han gæstede Omegalisten på 24syv, hvor han uddybede sit ganske grænseoverskridende tegneserieprojekt samtidig med, at han fortalte om den musik, der optager og inspirerer ham.
Det er ikke overraskende en masse beskidt stads, og det er nok særligt de mere groteske emner, som Pulling Teeth, Contaminated og Gravesend, der umiddelbart stikker ud som det mest åbenlyse, men også The Prodigy optræder tydeligt i serien – mere om det om lidt.
Først og fremmest skal vi have en forventningsafstemning. Som coveret antyder, er vi solidt placeret i horrorgenren, men af den slags, der i 1980’erne agerede i modstand til Comics Code Authoritys retningslinjer og derved ikke opnåede mainstreamcirkulation. De var ofte kendetegnede ved grotesk vold og snask og derudover en stor mængde fanservice i form af hel- eller halvnøgne damer. Således også ‘Sort Nadver’.
For når vi bevæger os i metallens omgangskredse så duer nonner kun til to ting. Den ene er drab – ex. Nunslaughter, og den anden er sex – ex. Mercyful Fate. Og i ‘Sort Nadver’ gør de begge dele. På en måde er nonner nemlig fællesnævneren for ‘Sort Nadver’, i flere forskellige afskygninger. ‘Sort Nadver’ er nemlig også en antologi-serie, der her udkommer i andet afsnit. Tre af de fire historier er selvstændige, mens en enkelt er et kapitel i en fortløbende historie. Det er desværre også den, der fungerer dårligst, så måske ville det give mere mening at fokusere på de klare budskaber i de kortere fortællinger.
Advarsel, spoilers følger herefter.
Første – og bedste – historie hedder ‘Miasma’ og tager inspiration fra førnævnte The Prodigys berømte video til ‘Smack My Bitch Up’.
Videoen, der blev bandlyst på MTV og som stadig er ekstremt svært at få lov at se på internettet finder sted fra et førstepersonsperspektiv og viser en aften i byen med al dens depravitet og hæslighed. Den blev berømmet som et kunstnerisk mesterværk og var instrueret af tidligere Bathory-medlem Jonas Åkerlund, der er blandt verdens bedste musikvideoinstruktører.
NMAAR benytter sig af samme greb i ‘Miasma’ og præsenterer alt fra en tåbelig mands perspektiv. Denne mand er på jagt efter et slag fisse, og vi ser ham kaste op allerede på første side, inden han fortsætter. Så er scenen sat. Han finder det han leder efter, men opdager også, at man skal være ganske forsigtig med hvad man ønsker sig. Han stifter i hvert fald bekendtskab med Lovecrafts Azathoth via vagina dentata.
Anden historie er nok den mest definerende for hæftet.
Den hedder ‘Mareridt’ og beskriver et forbudt kærlighedsforhold mellem et antikristent væsen og en nonne. Denne historie udmærker sig dog også ved at præsentere en hovedperson næsten uden agens, og er på mange måder den mest problematiske historie.
For selvom væsenet tvinger de voldtægtsforbryderiske og snævertsynede præster til at have sex med hinanden i et i tegneserier sjældent set orgie hvori alle udøvende parter er mænd, er vores hovedperson konstant kun et objekt for andres handlinger, mens den eneste aktive kvindelige (går vi ud fra) karakter, væsenet, knap kan formulere en sætning, og derfor fremstår mere som et redskab for lyst og seksualitet end som en kvindeligt subjekt. Det er først til sidst, i den lidt for overforklarede slutning, at vores hovedperson faktisk gør noget selv, og den ting er ikke noget vi traditionelt vil opfatte som noget positivt.
Sidste historie er rent snask. Intet mindre. Det er her, man virkelig finder chok-værdien i ‘Sort Nadver’. Vi har en dæmonisk voldtægt af en kvinde, akkompagneret af kutteklædte kultister, der messer remsen fra Type O Negatives ‘Fay Wray Come Out and Play’ (… nu skylder du mig en bajer, Nicolei.), vi har et ganske fremragende fremstillet panserbasseraid, hvor kultisterne får som fortjent, og til sidst en kannibalistisk, incestuøs og dybt forstyrrende samspilsramt familie.
‘Moder Vor’ har ikke så meget reelt indhold eller budskab, men er ækel nok til at historien og dens ulækre billeder bliver hængende i baghovedet et vist stykke tid. Den gør noget og er som sådan interessant nok.
Hvor ‘Sort Nadver’ til gengæld fejler, er i den slet skjulte Warhammer 40K-inspirerede ‘Victoria Rex, kapitel 2’. Her skinner det altså igennem, at fortællingen begrænses til en mands forestilling om et matriarkat: Kvinder der opfører sig som mænd i en science fiction-setting. Meningen var nok, at provokere med, at kvinderne i dette univers er “ovenpå” – men viser det stik modsatte: For at kvinder kan være ovenpå skal de være maskuline. Det er lidt for slidt.
Rumnonner forandres gennem teknologi og kybernetik, men på en måde, hvori de får både brede skuldre, en mere massiv fysik og naturligvis robotpikke. Det vil altså sige, at denne dystopi, der skulle vise hvordan fremtiden kunne se ud under kvindeligt herredømme, ikke gør andet end at smide en paryk på en Terminator-kopi og kalde det en dame.
Der hvor fremtidsvisioner som ‘A Handmaid’s Tale’ (der desuden findes i en sublimt illustreret udgave af Renée Nault) reelt bliver uhyggelige er, når de beskriver ting, der kan ses i virkeligheden igennem fiktionens linse. Det er der ikke noget her. Vi har en kort sekvens, hvor vi får forklaret, at mænd blot er avsldyr, men ikke meget andet end det. Derimod handler dette afsnit primært om vores rumnonne, der onanerer og sutter på førnævnte robotpikke. Det virker lidt “vanilla” i forhold til de andre fortællinger og igen er storylinen ikke lige så provokerende som den lader til at være ment.
Grunden til, at ‘Miasma’ er bedst er, at den faktisk er den eneste historie, der tager udgangspunkt i forfatterens køn og viser historien fra en mands perspektiv. I de øvrige følger vi kvinderne og det lader til at være svært at komme ordentligt ind under huden på dem. Det fornemmes, at NMAAR’s ide har været feministisk i udgangspunktet, og forsøget skal applauderes, alligevel er det i høj grad det traditionelle, mandlige blik, der leveres til. Og spørgsmålet her fra vores side er: Er det vitterligt udfordrende nok for en så ellers udfordrende tegneserie?
Værste eksempel er i ‘Mareridt’, hvor vores hovedperson udsættes for en traumatiserende voldtægt ved en italiensktalende præsts hånd, men alligevel er tegnet som om hun finder det ret dejligt.
Det minder om dengang man formastede sig til at bladre i voksenbibliotekets udgaver af Serpieris ‘Morbus Gravis’ og så heltinden Druuna overgive sig fuldstændig til uanset hvilke rædsler, der måtte vente hende med et liderligt glimt i øjet. Og her må man begynde at stille krav til værkets udformning, hvis man også skal tro på dets feministiske og anti-autoritære budskab.
Samtidig må man forlange, at voldtægt, hvis det skal behandles i underholdningsøjemed, bruges på forsvarlig og dybtgående vis, hvis det ikke blot skal eksistere for chokværdiens skyld.
Herudover er ‘Sort Nadver 2’ en flot udgivelse. Det er et interessant valg af format, der lægger sig et sted imellem firsernes klassiske Carlsen-albums og de mere moderne tabloidformater. Det gør, at den står frem. På den æstetiske side er den flot holdt i sort og hvid, og særligt forsiden er slående. ‘Miasmas’ brug af negativt rum og kulsorte splashsider er interessant og bidrager til læsetempoet. I ‘Victoria Rex’ gøres det enkle udtryk dog gnidret på grund af den store anvendelse af metalelementer, hvilket ikke bidrager positivt til den i forvejen let skuffende historie.
En løftet pegefinger til forlaget Afkom skal dog findes. Der er simpelthen ikke læst god nok korrektur på teksten, hvorfor der findes både slå- og stavefejl i den, ligesom at en redaktør burde have sat foden ned og tvunget en anden skrifttype igennem. Den er svært læselig, har ikke tegn for ‘æ’, ‘ø’ og ‘å’ og dens gotiske bogstaver skelner ikke mellem store og små bogstaver. Herudover kunne teksten med fordel have været tilpasset taleboblernes størrelse for bedre pladsudnyttelse og endnu mere mulighed for at differentiere i tone med videre.
Man kan på mange måder mene, at ‘Sort Nadver 2’ er et smukt og æstetisk interessant værk. Det er det også, og vi ser potentiale fremover. Men med det emne, man vælger at arbejde med, følger også et ansvar, hvor vi føler, der skal arbejdes yderligere for at leve op til det.
‘Sort Nadver 2’ er udkommet på Forlaget Afkom. Den kan anskaffes her.
