Det er nu fire år siden Ulcerates sidste udgivelse “Stare Into Death And Be Still (2020)”, en lige dele nærmest meditativ og dyrisk oplevelse af komplekse udtryk både lyrisk og musisk. Vi har ventet i spænding, og nu er de tilbage igen på et album, der tydeligt viser, at der de sidste fire år ikke er blevet hvilet på laurbærene.
Den New Zealandske trio har nu på seks fuldlængdeudgivelser været pionerer, når det kommer til en varemærkeudgave af dissonant tech-død, og har længe været et af de første band, jeg tænker på, når der bliver delt metalbands, som man absolut skal stifte bekendtskab med rundt om Escobars øllede borde.
Fra første motiv på åbningsnummeret ‘To Flow Through Ashen Hearts’ åbnes dødskabinetet for vid gab, og en mørke og mystik breder sig. Med Jamie Saint Merats mesterlige trommespil i front, væves der en gobelin af drabelig karakter, hvor labyrintiske rytmer bevæger sig som et grotesk artilleri over slagmarken. Det er strengt talt vante toner fra Ulcerate på ‘Cutting the Throat of God’, hvor vi, ligesom på tidligere udspil, møder en lige dele rastløs og uhyre kreativ trommeslager og lige dele ikoniske såvel dissonante guitar- og bastemaer i et gutturalt samsurium, hvor forsanger og bassist Paul Kelland på esoterisk vis udforsker temaer som skyld, skam og sorg.
Det er forventelige toner, vi bliver serveret på det 57 minutters intense udspil, men jeg har ikke oplevet så fokuseret og velproduceret en udgave af Ulcerate før. Jeg sidder tilbage med følelsen af, at ‘Cutting the Throat of God’ er et naturligt og imponerende skridt i den samme retning, som bandet har trådt over de sidste to årtier. De er simpelthen blevet bedre og bedre og mere og mere Ulcerate, og det er en fantastisk ting.
Albummet er mixet og produceret af bandet selv desuden mastereret af Magnus Lindberg, og måske er det her, at noget af magien er sket. At bandet selv har været helt nede i maskinrummet for at på kirurgisk vis skræddersy deres lyd på en plade, som opleves som en slags final form.
‘The Dawn is Hollow’ er en masterclass i alt, hvad bandet er gode til. En dynamisk og gennemkomponeret mastodont af et progressivt udspil, hvis guitartema kommer til at hjemsøge mig i den kommende tid. Der er noget uhyggeligt og alien over det spindelvæv af klang, der breder sig ud over nummeret, som kulminerer i et brølt “Desolation is the arc of life’s motion” før motiverne på insisterende vis bliver gentaget, og nummeret på elegant vis bevæger sig over i ‘“Further Opening the Wounds”, som navnet tro er en spadestik dybere ned i den mørke kløft, som Ulcerate har tvunget åben.
Og her ligger vi så og sumper rundt i en feberdrøm af onde ånder i en endeløs spærreild. Bombardementet er konstant, og jeg kan ikke lade være med at stoppe måbende op og tage indtryk af den ild og ødelæggelse, der spreder sig. ‘To See Death Just Once’ er den ildevarslende lyd af dommedagsrytterne i gallop fremmanet af blastbeats og tremologuitare, som var albummet en læderbundet bog til at hidkalde balroggen fra sin søvn.
Den rå og ubarmhjertige mur af lyd og nihilistisk proklamation finder ej stilstand på ‘Cutting the Throat of God’, som er en stilsikker og født ny-klassiker indenfor genren. Jeg er umådelig glad for, at Ulcerate lyder mere som Ulcerate end nogensinde før.
