For mange af os er “kabbalisme” måske noget, vi primært har hørt om gennem Madonnas fascination af armbånd omkring årtusindskiftet, Aleister Crowleys anglificerede version eller Final Fantasy. Måske vækker ordet “cabal” også minder hos nogle.
Det kommer alt sammen af den gamle jødiske mysticisme kaldet “קַבָּלָה”, og danner udgangspunktet for dette fjerde album fra den amerikanske musikers hånd. De tidligere albums, og i særdeleshed ‘Golem’, var meget personlige, men i dette tilfælde har Mazik valgt at dykke ned i en af de mest misforståede og mystiske aspekter ved den jødiske arv. Han har valgt at fokusere sit musikalske arbejde på.
Som nævnt kender vi måske mest til kabbalismen gennem mere eller mindre fordrejede fiktive forståelser, vestlige gendigtninger som “qabala” eller konspirationsteorier, hvor jødiske magikere skulle styre hele verden. For selvom kabbala har været spændende og er blevet tilegnet sig af mange, har meget få haft interesse i egentlig at fokusere på det særligt jødiske aspekt i det. Det har Akloleh tænkt sig at gøre sit for at ændre.
Hvor ‘Golem’ var svær netop fordi den knyttede sig til virkeligheden, har ‘The Kabbalist’ været lidt nemmere for Akloleh at skrive, fordi den tager et koncept og bygger op om. Hver eneste sang beskriver et ritual og skal hjælpe lytteren med at forstå og tilegne sig forståelsen. I mange tilfælde er lyrikken taget direkte fra Torahen. Musikken afspejler dette mål. ‘A Curse’ var ganske blacket, ‘Aybiker Ritual’ mere doomy – dette gjaldt også ‘Golem’, men på ‘The Kabbalist’ har Akloleh valgt at krydse eksperimenternes Røde Hav.
Der er naturligvis rimelig straight up black metal-sange, som ‘A Shoydernish Kimt’ eller ‘Merkoveh’, der begge lover undergang og ånde ånder, og også første del af den buldrende og skærende ‘Kidesh Levone’, der beskriver en bøn for nymånen, der skulle være blandt de første ting, som Herren skabte. Den atmosfæriske udtoning står i god kontrast til den voldsomme indledning og skaber, i sig selv, et helt værk. Den stopper dog ikke her, men fortsættes i forvrænget klezmermusik, der forankrer den grundigt i den kulturelle baggrund, der har inspireret musikken. Det samme gør sig gældende på afslutningsnummeret ‘Bakhatzoys’, der også benytter sig af det klassiske stigende tempo i rundgangene, som kendes fra meget af den slags musik.
Det er imponerende at høre Akloleh give sig ud i den slags eksperimenter, og man kan ikke helt forstå, at man ikke har hørt det før, når det spiller så godt sammen som det gør. Bækkenet insisterende overtone ligger og spøger, da black metallen sættes i gang igen, og det er, trods variationen, et ganske helstøbt track.
Opfølgeren ‘Kaina Hora’ trækkes helt ned i mudderet og giver en doomet bismag i den aggressive musik, og på den måde viser Akloleh også at variere sin produktion, for at passe til den enkelte sang. Hvis man skal give en kritik, er det måske, at konceptet fylder meget i forhold til følelserne, men det er svært at blive rigtigt sur over, især taget i betragtning, at det er fjerde album på to år. Det giver dog, for mig, en lille distance, som er lidt ærgerlig. Til gengæld er det tydeligt at høre, hvor meget musikalsk udvikling, der har været i perioden, og det er meget spændende at følge, hvor modigt det er at trække inspiration fra sin kulturelle baggrund, ikke kun i lyrik og tematik, men nu også i den musikalske tradition.
Lige nu er det vigtigere end nogensinde at få indblik i jødisk historie, kultur og religion for at få aflivet konspirationsteorier og fordomme. Jøder verden over har brug for folk som Akloleh, der ikke kun insisterer på at forklare om deres kultur, men også at tage den tilbage fra magtsyge og morderiske koloniherrer, der bruger troen på samme måde som USA’s evangeliske højrefløj og Ruth Evens bruger Biblen. Akloleh insisterer på at være jødisk uden at undskylde for det.
‘The Kabbalist’ udkom på Yetzer Hara. Den er indspillet, mixet og produceret af Akloleh. Omslaget er tegnet af Exile Thy Wings.
