… og du godeste, hvor har jeg dog ventet.
Julie Christmas har ikke udgivet noget siden samarbejdet med Cult of Luna på ‘Mariner’ i 2016, og siden da har jeg nærmest tvangsmæssigt lyttet til den plade og i særdeleshed den monumentale ‘A Day Of Nights’, udgivet med bandet Battle of Mice. Og nu er hun så langt om længe tilbage.
Den massivt talentfulde og i sandhed unikke Julie Christmas har slået sine folder mange steder, men fik måske nok sit gennembrud med støjrockbandet Made Out of Babies, der i høj grad gjorde sig bemærket på baggrund af Christmas’ vokal, og den skærende kontrast hendes næsten twee-agtige tonalitet udgjorde med hendes skærende skrig.
Nu er hun tilbage med sit første soloalbum siden 2010’s ‘The Bad Wife’.
Og jeg sidder med en fornemmelse af ikke helt at vide, om jeg har ventet forgæves eller ej.
Det er en besynderlig fornemmelse, nogle gange, når man er fan. Det kan mange nikke genkendende til. Engang anmeldte jeg også plader af store, etablerede bands. De var ofte ikke særligt gode. Men ikke desto mindre endte det ofte med skænderier og uenighed i både kommentarfelter og virkeligheden, når man sagde mindre pæne ting om et legacy acts nye udgivelse. Og det har været svært for mig at forstå hvorfor netop det er sket. Jeg har altid været god til at kill my darlings. For selvom jeg forstår, at det kan føles som et angreb på ens egen identitet, når noget, der har betydet meget igennem opvækst og personlighedsdannelse, kritiseres, har det sjældent for mig været et problem at mene, at en ny plade var ringe. Sådan havde jeg det længe med Cult of Luna, indtil de vendte tilbage med ‘The Long Road North’. Men det er sjældent, jeg føler mig blændet af forventninger eller et brændende ønske om at kunne lide noget.
Og jeg ved faktisk heller ikke helt om det er tilfældet her.
Nogle gange finder jeg håb i lyrikken, når jeg har lidt svært ved at finde ud af, hvad jeg skal sige om en plade. Men i dette tilfælde fatter jeg knapt noget af den. Det vil sige, den er ikke dårlig, tydeligvis velskrevet, men ikke desto mindre svær at finde hoved og hale i. Jeg har en klar fornemmelse af, at Christmas har skrevet den til sig selv, og ikke er specielt interesseret i at invitere den almene lytter ind i universet. Det er et ret generelt træk for hende. Hun gør hvad hun selv vil, og det kommer til udtryk i både sang og musik. Der er flotte passager, hele temaet for ‘Silver Dollars’, der for mig tager udgangspunkt i netop selvsamme tema; at holde fast i sig selv og ikke være til salg. Der kan trækkes paralleller til både Biblens Judas, der i nogle tolkninger var mere end venligt involveret med Frelseren og efterfølgende døde af hjertesorg, til Clint Eastwoods Manden Uden Navn, eller til forgangne tiders afdøde, der skulle fragtes over floden Styx. Men der er også en historie om en kvinde, der nægter at lade sig fragmentere eller formindskes af verdens ondskab, men holder fast i sin stolthed og sin ranke rygrad. Men om det nu også er den intenderede sandhed, forholder jeg mig spørgende til.
Det er kun Christmas, der ved det.
Det samme er nok tilfældet med musikken. Det kan for eksempel være svært at forstå det lidt ballerockede riff over børnesang i ‘Blast’, må jeg ærligt indrømme. Det samme med synthklokkespillet på ‘Kids’ eller den metalcoreinspirerede åbner ‘Not Enough’, der på en måde sætter sig mellem to stole, når den suppleres af Christmas’ særegne hviskende og aspirerede vokal.
Der fungerer det bedre med den næsten Boris-agtige guitar på ‘The Ash’, der understøtter hendes svævende sanglinjer og i omkvædet minder lidt om King Woman, eller samarbejdet med Cult of Lunas Johannes Persson på den Roadburn-dedikerede ‘End of the World’.
Men mens jeg skriver dette, bliver jeg også pinefuldt bevidst om, at det jeg synes er bedst, er det, der minder mig om noget, jeg i forvejen kender.
“Er det sådan, det føles at blive konservativ og gammel?”, hvisker en ondsindet stemme indeni mig. Jeg fyldes af rædsel.
Men nej. Jeg kan nemlig også smaddergodt lide førnævnte ‘Silver Dollars’, der bevæger sig ind i Eurovision-agtig melodiøsitet. Eller musicalen ‘Hair’, måske. Uanset hvad er det altså ret interessant og noget man kan forestille sig stå og svaje til når hun indtager Roskilde Festival lige om lidt.
Selvom det er Julie Christmas selv, der er i front, er det værd at nævne bandet, der bakker hende op også. GuitaristJohannes Persson (Cult of Luna), trommeslager Chris Enriquez (Spotlights), producer Andrew Schneider (Ken Mode/ Unsane), guitarist John LaMacchia (Candiria) og keyboardist Tom Tierney (On the Might of Princes) gør alle et kæmpe arbejde og demonstrerer en sjældent set forståelse af hovednavnets vision. Det må være svært at få så abstrakt et koncept præsenteret, og alligevel lykkes med at få det frembragt.
Om ikke andet kan man beundre Christmas’ vokale virtuositet og hendes hittepåsomhed. Og imens man gør det, kan man tænke over, hvad man egentlig synes.
‘Ridiculous and Full of Blood’ udkom 14. juni 2024 på Siviana og Red Creek. Den er optaget, mixet og produceret af Andrew Schneider og mastered af Bob Weston. Fred Gervais har taget coverfoto.
