Jeg har skrevet en del om Agriculture de senere år. Jeg har lyttet til dem endnu mere. Og hver gang har jeg tænkt “Der er ingen andre, der lyder sådan her”. Det tænkte jeg også, da jeg så dem spille i Ideal Bar tidligere i år.
Det er der stadig ikke. Men Dawn Treader gør nogle af de samme ting på ‘Bloom & Decay’ og det elsker jeg naturligvis.
Lad os starte ved begyndelsen. Dawn Treader er ikke et nyt band. Det består kun af Londonboeren Ross Connel. Første udgivelse var ‘Anthropocene’ i 2019, der også trækker på nogle af de samme virkemidler som ‘Bloom & Decay’, en mere Sigur Rós-agtig post-rock, med meget få metalliske elementer. På ‘Solace//Grief’ fik black metallen mere fat i Connell, og vi kom i retning af en blanding mellem cascadisk atmoblack og decideret blackgaze.
Det var ikke dårligt, men det var heller ikke som sådan noget, der fik mig til at løfte øjebrynet.
Det gjorde ‘Bloom & Decay’ til gengæld, og det er i høj grad på grund af arbejdet med harmonier og melodier. Det så vi også til dels på EP’en fra 2022, men på denne fuldlængde har musikeren kastet sig hovedkulds ud i det. Måske med inspiration fra førnævnte Agriculture, hvis ekstatiske dur-spillede black metal har taget mange med storm.
Åbningsnummeret ‘Sunchaser’ er et eksempel på dette. Den himmelstræbende guitar nærmest flår i lytteren for at drage en med. Man føler sig som Daedalus og Ikaros på deres skæbnesvangre rejse mod friheden. Ikaros prægedes af trangen til frihed, både fra kong Minos’ tårn, men i særdeleshed som begreb – hvad kan føles mere frit end den uindskrænkede evne til at stræbe evigt højere?Daedalus’ melankolske tvivl skinner dog også igennem og under den fritflyvende ynglings vingeslag, høres tyngden i den ældre, visere mands forståelse. Connell overgiver sig dog totalt hen imod slutningen og lader Ikaros nå nye højder.
‘Idolator’ er anderledes metallisk. Den rå vokal brøles ud sammen med trommernes slag, men lynhurtigt igangsættes den ekstatiske guitarharmoni igen, alt imens sangen lægger sig mellem det aggressive og det frydefulde. Det er en perfekt opbygning. Et klassisk tremoloriff bliver det også til i en slags black metallisk breakdown, inden den akkompagneres af en anden lead og de to snor sig sammen som snoge i vinterhi. Det er en interessant sammenstilling af et lyrisk opgør med tro, fællesskab og falske profeter og et decideret kraftfuldt lydbillede, der opløfter individet.
De fire sange, der har lyrik kredser om emner som slaveri og kolonialisme, at overgive sig til naturen, at gøre modstand mod den moderne trældom, Connel identificerer i vores senkapitalistiske tilværelse og – igen – en følelse af frihed, som jeg beskrev på åbningsnummeret.
På ‘Iron Price’, der indledes med et desperat sample, der lægger grund for dens hidsige opfordren til oprør, er stærkt og råt. Særligt anden halvdel af det over 12 minutter lange track trækker tråde til Panopticon i dens blanding af sart ambiance og rå blastbeats. Vokalen er for længst forsvundet her, men afslutningsråbet “No gods, no masters, no fear!” understreges af den insisterende rytme i sangens afsluttende fjerdedel.
Connell er evigt politisk og det er, for undertegnede, en lise at høre andre argumentere for, at verden kan være anderledes end det, vi lever i lige nu. En verden uden grænser, en verden, hvor folk er lige og hvor ingen profiterer på andres blod. Man tror næsten på, det kan lade sig gøre, hvis ‘Iron Price’ er kampsangen.
På en måde fungerer ‘Bloom & Decay’ også som et spejlbillede af ligeledes britiske Underdarks mesterværk ‘Managed Decline’ fra 2023, hvori imperiets fald beskrives til mindste, sjæleknusende detalje. Hvis Underdark fortæller os, hvad der er gået galt og hvad, der er gjort forkert, så viser Dawn Treader vejen frem.
Herudover er det så vældig interessant, at man stadig kan udgive nytænkende musik i en genre, der, af mange, afskrives som en død dille. “Blackgaze”, som den så spotifyagtigt er navngivet, havde sin storhedstid i 2010’erne. Alle skulle være de nye Deafheaven. Men ikke engang Deafheaven er længere Deafheaven, og det er måske meget godt. Hvor nyskabende ‘Sunbather’ end måtte have føltes dengang, er det ikke længere en plade, jeg sætter på ofte. Til det er den alligevel for ordinær og for trendy. Men Dawn Treader føles i højere grad som et projekt, der har en sjæl og en ide.
Hvis Dawn Treader, Underdark og Agriculture kan opretholde deres niveau, ser fremtiden lys ud for black metal, der ikke spilles med cykelhandsker.
