“Du er så sjov!” – “Tak, det er traumerne”.
Hvis du eller nogen, du kender, har flirtet bare den mindste smule med en nedtrykt sindstilstand, har du nok set det ovenstående meme i en eller anden afskygning. Og det er også den konklusion, jeg kommer frem til efter at have lyttet til den nyeste plade fra Aarhus-sensationen Situationsfornærmelse.
Det betyder også, at ‘Længe leve de vrede’ er noget særligt. For selvom jeg var glad for både ‘En hurtig omgang dansk’ og ‘En hurtig omgang dansk i 2’eren’, og også følte mig ramt fra tid til anden – første gang jeg stiftede bekendtskab med bandet var, da folk spurgte, om det var mig, der blev sunget om i ‘Ind med hænderne’ – så er ‘Længe leve de vrede’ anderledes.
Allerede fra første sang, ‘Hilsen til Lilsen’, blev det helt klart for mig, at denne skive var særlig. Situationsfornærmelse er nok mest kendt for at synge om grim sex, grim dating, grim fest og om at råbe højt. Men det er sjældent, der har været set så meget indad. Eller at de har ment det helt så inderligt, som de gør nu.
Åbneren er nemlig en rasende sang om det at være kvinde. Andrea Uglebjerg blev, for ikke vanvittigt længe siden, mor til en pige. Det har tydeligvis sat sine spor og genopfrisket gamle ar.
Sangen er nemlig en stærk bandbulle mod den måde vi, som samfund, behandler pigerne – “de evigt glemte børn”.
Vi kender nok alle sammen myten om, at piger modnes hurtigere end drenge. Det er den, der tages fast i. Piger får nemlig i langt lavere grad lov til at være børn, men skal derimod tage ansvar for andre, for hjemmet og for familien fra de er langt mindre. Som lærer har jeg mødt mange unge mænd, der, ligesom jeg selv i øvrigt, ikke havde lært at vaske tøj, da de skulle flytte hjemmefra. Det har jeg aldrig oplevet fra en eneste pige. Uglebjerg fortæller om, hvordan hun fik at vide, at hendes mor gerne ville have piger. Men hun sætter spørgsmålstegn ved, om det blot var for at dele den smerte, der var forbundet med at være kvinde. Og et håb om, at der måske var nogen, der ville lytte til datteren, når moderen havde lært, at det var bedst at være stille.
Andrea synger også: “Jeg sagde, jeg ikke ville have piger / jeg turde ikke gøre det samme mod dig / nu drømmer jeg om, at folk de hører hvad du siger / at du ikke behøves råbe ligesom mig / at du lærer, det her opgør ikke er færdigt / og du ikke bare skal sidde i et hjørne / men får at vide, det godt kan være noget særligt / at være pige: de evigt glemte børn”
Hun er altså blevet konfronteret med sig selv og sin egen verdensopfattelse. Men ak, livet går ikke altid som man vil have det. Jeg er også selv blevet nødt til at tænke meget over min rolle og min opførsel som mænd, efter jeg fik to drenge. Jeg havde i øvrigt tænkt, at jeg skulle have piger. Og det er nok af samme grund som Uglebjerg beretter om. Man kan, som forælder, være så bange for, at ens børn skal opleve det samme som en selv, hvis man har haft det svært. Vi skal senere på pladen stifte meget mere bekendtskab med hendes oplevelser, men det er væsentligt at fokusere på, hvordan Andreas vrede over den måde hun selv har oplevet at eksistere krystalliserer sig i fokusset på hendes datter. Det er en afgrundsdyb vrede over hvor urimeligt det er, at kvinder skal ses og ikke høres, hvordan de skal være føjelige og hvordan de forventes at være “nemmere” end drenge.
Den samme vrede afspejles også på ‘okayokay’, hvor mange kvinder, der har oplevet moderskab eller, let’s be honest, bare et parforhold med en mand, nok vil kunne nikke genkendende til.
Vi hører om en mand, der vil have et barn mere, og en kvinde, der går med på den. Det handler også om samme mand, der siger “jeg ved din nat var lang / jeg går så I kan få lidt ro / (og nede på Casino Bar, der drikker jeg for to) / Jeg hjælper når du spørger / men resten, det må du sgu’ klare / du er blevet mor, og jeg er blevet far”.
Det er præcis samme skævvridning, som vi oplever i åbningssangen. Det er urimeligheden i at skulle være ansvarlig, ikke bare for sig selv, og ikke bare for sit barn, men også for hjemmet og i virkeligheden den anden voksne, der skulle forestille at være makkeren.
Og så sker der noget.
‘Bessefar’ er langt fra hvad, man håber på, når man sætter en Situationsfornærmelse-plade på. Det er en sang, der handler om at miste sig selv. Det er svært at analysere den uden at komme med en masse mere eller mindre grundløse gisninger om sangskriverens fortid, men vi hører om seksuelle overgreb, håbløshed, jagten på mening og ikke mindst ensomhed. På den måde er der klare paralleller at trække til Aarhus-fællerne i Hudsult. Som jeg skrev, da jeg anmeldte deres seneste udgivelse, er ensomhed noget af det værste et menneske kan være udsat for. Og med ‘Bessefar’ slår Situationsfornærmelse fast, at det er det, der er temaet for denne plade. Det skal vi også få understreget senere, men få steder står det så stærkt som på denne sang.
“Min bedste ven er min pusher, han tager telefonen når jeg spørg’ / Om han kan hjælpe mig med noget i aften / Det er mere end hvad mine andre venner gør / Drukner mig selv i skam og naboklager / Jeg er en som ingen har nær / Vi ligger i et rum, du spiller pik jeg spiller dum / Og nægter nogensinde at føle mere”
Det er noget mange kan genkende, men få har turdet tale om. Det naturlige, forestiller vi os, når man er ensom er at trække sig, isolere sig og omfavne det tunge, triste mørke. Men lige så almindeligt er det at søge bekræftelse alle steder man kan finde det. Man dyrker ligegyldig, måske fornedrende, sex, med folk man måske ikke kan lide. Man drikker. Man tager stoffer. Man hører musikken så højt, at intet andet kan trænge igennem. Alt sammen for at distrahere sig selv fra det, der gør ondt inden i. ‘Bessefar’ truly got hands.
‘Bundsolid Båndsalat’ er en ganerenser oven på det track. En progressiv, Sum-41-riffende instrumental ganerenser. Og det har man lidt brug for.
Ikke at vi får lov til at grine længe. Bandet er lige så veloplagt som de plejer. Dines Karlsen er en solid styrmand på guitaren og formår både at spille AOR, bluegrass-strofer, rock opera-soli, metalriffs (se fx. titelnummeret) og akustisk folkemusik, ligesom bassist Mathias Jørgensen formår at smide funky licks ind steder, man ikke havde regnet med det, alt imens Frederik Uglebjerg står for trommerne, som han plejer.
Og selvom den eklektiske og legesyge spillestil er som den plejer, tjener den nu især som kontrast til de tunge emner. Man får nærmest åndenåd af tyngden, hvorfor det kan være rart med numre som netop ‘Bundsolid Båndsalat’ eller luk-røven-karl-smart-hymnen ‘Sut den selv’, der må føles som tusinde feministers knyttede næver, hvis man har oplevet klogeåger, der bruger mere tid oppe i eget anus end på at lytte.
Men det er tyngden, der er det vigtige. Vi sparkes tilbage til teenagetidens usikkerhed på ‘Længe leve de vrede’, der særligt brillerer ved linjen “jeg er efterhånden nødt til at blive / til noget stort / For nogensinde at blive tilgivet / Alt jeg har gjort”. På samme måde er den stærkt melodiske ‘A U’ en håndsrækning til samme unge, som vel næppe har været mere stressede på denne side af en gennemsnitslevealder på 35.
Vi lukker af med ‘Hip Hallå!’, der lægger ud i bedste 70’er-protestsangsstil med akustisk guitar fra Karlsen og spinkel sang fra Andrea Uglebjerg, men som udvikler sig til et råb om hjælp. Man griner måske lidt, fordi det føles som en pastiche. Men teksten er igen så utroligt hård. Man får et stærkt indblik i, hvordan det føles at være Andrea. Med umådelige mængder usikkerhed, forvirring og ikke mindst ensomhed. “Kalder alle dem, der faldt / når det var livet, som det gjaldt / kalder alle dem, der er som mig”. I anden omgang af sangen sparkes farten op og teksten råbes af hele bandet, mens de countryinspirerede licks flyder. Det er en sjov sang, men det er også et opråb. Det er et kald til samling for alle dem, der tvivler. På sig selv og på verden,
Og midt i det hele står Andrea Uglebjerg og viser alle alt. Situationsfornærmelse har altid været gode. Men med denne plade er de blevet langt mere. Og hvis Andrea er kommet for at råbetude, så står jeg klar til at tude med.
