Hirs Collectives ‘We’re Still Here’ udkom i marts 2023 og vi må derfor indrømme at have været lidt for lidt vakse ved havelågen. Ikke desto mindre er det et værk, der fortjener både analyse og reklame. Analysedelen har dog et lille benspænd. Pladen er nemlig lang og ganske varieret.
Tjo, der er vel nok 17 sange på denne plade, men ikke desto mindre er det den korteste LP, de har udgivet indtil videre. Forgængeren ‘Friends. Lovers. Favorites’ rummede tyve skæringer, og inden da har de, udover et hav af splits, demoer og EP’er udgivet hhv ‘The First, Second og Third 100 songs’. Altså plader, der rummede hundrede sange.
Det kan man snakke en masse om, og Jenna “JP” Pup og Scott “Esam” virker da også som om, de har haft mere energi end retning tidligere, men grundlæggende er The Hirs Collective to ting: Den ene er en homage til scenen og alle de kunstnere, der skaber den i hver deres hjørne og den anden er den fysiske inkarnation af parolen “queers bash back”.
For aggressionen ligger ikke bare og simrer, den bulderkoger så det står til alle sider. ‘We’re Still Here’ er, for at bruge en kliche, der måske er gået lidt i glemmebogen efterhånden, en heksekedel, hvori der hældes en imponerede mængde kammerater og alle deres tilhørende stilarter og legeres med en grundlæggende bund af hidsig hardcore.
Første sang, der gæstes af Garbages Shirley Manson og AC Sapphire, er langsom og næsten doomet i sin tilgang, mens den følges op af Thou-collaben ‘Sweet Like Candy’, hvori der i øvrigt også indgår forvrænget saxofon fra ex-Less Than Jake-medlem Jessica Joy Mills og skrig fra Nø Man, mens tempoet moduleres i både den ene og den anden retning.
Hvis det lyder vildt – og det gør det – er det dog også stadig ganske tilforladeligt. Så langt er der ikke fra grunge eller americana til hardcore, når alt kommer til alt. Det er der sådan set heller ikke, når Soul Glo og Escuela Grind byder sig til på ‘Waste Not Want Not’. Lidt anderledes forholder det sig dog på ‘Judgment Night’, der gæstes af GHÖSH, der rapper om at purge posers, Satan og Cthulhu og den sorteste bling. Good times og et fint vink til salig Misfits.
Det er svært ikke at føle sig en smule forkælet, når man sidder med hamrende solide hardcoretracks, der gæstes af så fremtrædende folk som Full of Hell, Pain Chain og Sunrot, og samtidig henleder opmærksomheden på alt det, der ellers skiller sig ud. Men det er altså vilkåret med denne plade.
Japanske Melt Bananas optræden på ‘XOXOXOXOXOX’ er præcis så vanvittig som vi forventer af grindgalningene, og modsætningen mellem Lora Mathis’ smukke, blide stemme og det knusende tema i hendes spoken word-passage på ‘You Are Not Alone’, der understreges af The Bodys tunge orkestrering, der tager over lige bagefter, er så vanvittige, at det er det, man har mest lyst til at tale om.
Men faktum er bare, at ‘We’re Still Here’ ikke giver dig et sekunds ro, men til gengæld leverer 17 oplevelser på bare 31 minutter. Ofte har jeg bare sat pladen i gang igen, når den løb ud, og det plejer at være et kvalitetstegn. Lyrikken er ikke helt så meget all over the place som musikken, men har det generelle til fælles, at det handler om at kæmpe for at få lov at være den, man er, uagtet andres idiosynkrasier, samfundets forventninger og fordomme eller ens egen usikkerhed. Kærligheden hersker på en bund af raseri, og så kan man vel næppe ønske sig mere, når der både langes ud mod pansere, mode- og skønhedsindustri, medicinalvirksomheder og Djævelen og alt hans værk og alle hans gerninger. Og nyd også lige det smukke albumcover.
