Ikke længere lillebror.

Skrevet af:









Kunstner(e):

Albumtitel:
Abyss
Modtaget fra band
Genrer: ,

At lytte til ‘Abyss’ er ligesom at støde ind i en kammerat, der på en sommer er blevet voksen og har fået styr på sit shit.

Det vil sige, vi har egentlig kendt til Regarding Ambiguity i lang tid, de har spillet fremragende koncerter og har udsendt både en rigtig god debut tilbage i 2019 og en mindst lige så god split med Demersal i ‘21. Alligevel var det som om, det kunne gå begge veje med dette band. Vi har fornemmelsen af at have kendt dem længe, men ikke været klar over, om det mon egentlig ville blive til noget. Et lillebror-syndrom, kan man måske kalde det.

Hvor deres klassekammerater i Demersal og Telos har kæmpet sig til videre udbredelse, har Regarding Ambiguity stadig spillet relativt små shows i Ungeren og lignende steder. Men det håber vi er slut nu. ‘Abyss’ viser i hvert fald et mere modent band, der har haft gavn af et ophold på et metaforisk julemærkehjem og står stærkere end nogensinde før.



Anslaget er stærkt og hårdt. ‘Burned Out’ lægger skarpt ud med et solidt fokus på nogle ganske melodiske og stærkt producerede trommer, der leveres solidt af Mikkel Jensen, der også slår både folder og trommeskind i Decorticate. Det er interessant fordi ‘Burned Out’ viser hans alsidighed. Det kan sagtens gå stærkt, og det gør det også andre steder på ‘Abyss’, men her er fokus på et lækkert, afslappet og næsten sommerligt groove. 
Han får lov til at skinne her, særligt i fillet efter første vers, inden Oliver Stokholm igen giver sig i kast med vokalen.

I modsætning til de onde mænd i Decorticate, har Regarding Ambiguity en mere venlig fornemmelse, hvilket også er i overensstemmelse med de oplevelser, vi har haft med dem live. Den sommerlige og indbydende følelse understreges på ‘Wither Away’, der trods sit triste indhold og nedslående titel igen byder på noget rart. 

Det er egentlig interessant, hvordan de bærer sig ad med det, men vi fornemmer, at rytmesektionen, bestående af førnævnte Jensen og bassist Simon Madsen bærer en stor del af ansvaret for dette. Man beskriver ofte rytmesektionen som fundamentet , og det er særligt sandt i Regarding Ambiguity, hvor de både kan klare det rolige, men også følge med guitargalningen Philip Friis Petersen, på numre som ‘Abyss’-trilogien, der skruer op for vanviddet, som vi så mange gange har set Petersen stå for – vi husker stadig med glæde Telos’ show på Underwerket, hvor han formåede at skifte en streng, samtidig med, at han stod for så megen guitarfeedback, at man nærmest ikke opdagede det.

Click here to display content from YouTube.
Learn more in YouTube’s privacy policy.

Det er altså nogle kompetente personer, vi har med at gøre, og det viser sig også tydeligt på B-siden, hvor særligt de to duetter ‘Dawn’, der gæstes af den fransk-canadiske tatovør Vicky Kheira og ‘Dusk’, hvor ex-Cartographs-sanger Joachim Møller Jensen bidrager, stråler højt. ‘Dawn’ er måske det bedste nummer på pladen, med sin fantastiske guitarmelodi, der minder os om Møls allerførste EP, der stadig står som det bedste, de har lavet. Stokholms varierede vokalpræstation sat overfor Kheiras smukke franske røst er fantastisk, og viser, at selvom forsangeren ikke er den, der fylder mest i bandet, så har han en fremragende fornemmelse for, hvornår han skal fylde.

Hvor ‘Dawn’ er melodisk og skøn er ‘Dusk’ rå og mørk. De to vokalister, der ses sammen endnu engang efter Cartographs opløsning synger til hinanden, og som vi kunne se ved selvsyn i Ungeren, er det dybfølt og ægte. Jensens mere skærende trommer her understreger tyngden, og gør denne lille duologi til en hel fortælling i egen ret.

Click here to display content from YouTube.
Learn more in YouTube’s privacy policy.

Regarding Ambiguity er altså klar til at stå frem, og ikke længere opholde sig i skyggen af skolegårdens store drenge. Men i modsætning til de andre, vil de ikke være med til at spille “Røv” opad muren, men formår at fremstå som deres helt eget. ‘Abyss’ er det allerbedste fra deres hånd og bør være nok til at skrive sig ind på scenen som et band, der godt kan stå højt på plakaten. Et glow-up, kalder man det vel.

Karakter
5
/ 6

Selvtægt er et DIY-magasin om punk og metal. Vi er drevet som en frivillig forening.

Ansvarshavende redaktør: Hanna Ella Sandvik
Magasinkoordinator: Tobias Holst

This image has an empty alt attribute; its file name is logo-1024x243.png

A.C. Meyers Vænge 134, 1. th.
2450 København S
CVR: 44226421

Privatlivspolitik

Instagram
Facebook