En opvisning i apati og skuffelse
KEN Mode er sådan en slags offentlig undergrundshemmelighed. Det er ikke decideret obskurt, men alt er jo relativt, og for os, der knap har hovedet oven vande, er de rimeligt velkendte.
Hvorfor kan egentlig være svært at forklare, for deres atonale og skærende noise rock er ikke decideret nemt at lytte til.
Men måske er det fordi, de gør det godt? Det gør de i hvert fald her på deres niende LP ‘Void’.
Sidste år udsendte de også et album med den synonyme titel ‘Null’, og der er en tematisk sammenhæng. Det er i hvert fald et opkog på samme stemning, dvs. Håbløst og nedslående, men hvor ‘Null’ var knusende og grim, og måske i højere grad delte stemning med et band som Chat Pile (der tydeligt er inspirerede af canadierne, i øvrigt) får denne omgang tankerne til at flyve mod det danske Nord. Til Aalborg, faktisk.
Canadisk Kollaps(e)
For med åbningen af tredje track, ‘These Wires’, dukker Kollapse med det samme op i bevidstheden.
Nogle har sagt, at den er for blød, denne passage, for lang, måske. De lyttere kan straks sætte sig til at lytte til forgængeren i stedet, for Ken Mode er fast besluttet på, ikke at lave samme plade to gange, og til det formål har de allieret sig med, ikke akustisk guitar, men nok det nærmeste vi kommer, når der nu er tale om en noise rock-plade, foruden et forsigtigt anslået klaver.
På samme måde som ‘Der, hvor jeg tænker, er der altid mørkt’ fra Kollapses ‘Sult’, er det et kærkomment afbræk fra bulderet, og det får begge dele til at fremstå mere… desperat, er måske det rigtige ord. Den mere afdæmpede instrumentalisering giver også Jesse Matthewsons vokal mulighed for at blive udført på en anden måde. Det er næsten rent, men med en kant af noget farligt. Den apati og tankeløse monotoni, som lyrikken beskriver så drænende – at føle sig som en marionetdukke, der er blevet så vant til snorene, at den ikke længere mærker dem – er et skarpt billede og mange, der har befundet sig i depressionens kløer, vil kunne nikke genkendende til ikke blot Matthewsons ord, men også den underliggende ondskab, der ligger i tracket. I slutningen bliver det næsten til kammermusik, og det klæder bandet.
Det her er ikke KEN Mode, som vi kender dem. Det er langt mere tænksomt end tidligere. Nogle vil nok savne vildskaben gennem hele pladen, men et track som ‘I Cannot’, der starter med en flænsende feedback og går over i et tonstungt chug-riff, skal nok få dem omvendt. Ligeledes ‘He Was a Good Man, He Was a Taxpayer’, der i sit lyriske indhold er rædselsvækkende. Den behandler selve det at dø. At ophøre med at eksistere. Der er ikke noget tilbage, og det er ligemeget hvorvidt dem, der er ladt tilbage, tilgiver eller ej. Det eneste blivende, som vores fortæller har opnået, er at have betalt sin skattebillet livet igennem. Benjamin Franklins gamle maxime om død og skatter som det eneste uundgåelige bliver grufuldt manet til live her, hvor en mand ser tilbage på et unyttigt liv. Til sidst er det bedste, der kan siges, at dem, der kendte ham, nu er fri for ham. Heavy shit.
Som sædvanligt er KEN Mode ikke nogen humørbombe, men det gør os ikke noget. Ingen har nogensinde lavet stor kunst om at være så lykkelig som dagen den er lang. (Fuck dig, Rasmus Rap.) Som et sidestykke til ‘Null’ er det oplagt at høre dem i forlængelse af hinanden. Dette får også pladen til, i endnu højere grad, at træde i karakter, når dens melankoli og nedslåethed sættes overfor det frådende raseri, ‘Null’ udviser. Uppers and downers skal balanceres, som vi ved. Den mørke saxofon gør sit.
