Jeg stammer fra Island. Det er adskillige slægtsled ude efterhånden, men lever stadig i det fastfrosne “Høskuldsson”, som jeg bærer et sted imellem alle mindre andre navne. Men det lever i mig. Ingen andre steder har befamlet det stykke af min sjæl, hvor tilhørsforholdet sidder, på samme måde som den lille, barske ø midt i den nordlige del af Atlanterhavet. Der er smukt, men ikke på en pussenusset måde som eksempelvis Centraleuropa kan mønstre det. Det er smukt som grundfjeldet er dybt i sin særegne, barske og på overfladen afvisende måde, og det gælder både natur og mennesker. Grundet øens nordlige placering spiller lys en vigtig rolle i kraft af sit fravær i store dele af året. Men det samme gør mørket. Og der kommer fandme noget lækkert mørke ud af Island.
Her på redaktionen deler jeg en solid kærlighed til det musikalske mørke fra Island med redaktionens yngstemand, og vi er enige om at elske Sólstafir. De placerer sig imellem mange ting, herunder lys og mørke, og har taget navn efter et himmelfænomen, som løst oversættes “solbogstaver” eller – lidt mere poetisk – “tusmørkestråler”, og som opstår når sollys skinner gennem et fjernt bjergpas eller bryder skyerne. Tidligere har de især gjort sig bemærket med albummet ‘Ótta’ fra 2014, og det var også her, de første gang fangede min opmærksomhed, selvom de har eksisteret siden 1995. Titelnummeret på Ótta lyder som at stå hvor cementen møder havet på havnen ved Eyrarbakkí og stirre ud over de blågrå vandmasser i novemberoprør mens jeg sender en tanke mod min tipoldefar, der som stor dreng bar rundt på sine afdøde forældres gæld inden han mønstrede sin udlængsel og forlod øen fra samme sted.
Som mellem lys og mørke placerer Sólstafir sig også mellem genrer i skraldespandsbetegnelsen postmetal med enkelte kig tilbage mod tidligere tiders black.
Ser man på de senere udgivelser er det dog, som om den overordnede bevægelse kun går i retning mod det blødere, hvilket taler ind i en tendens, der er at finde hos en del metalbands i mellemstørrelsen. Det er interessant, om det er en intern eller ekstern pullfaktor, som forklarer det. Bliver vi ganske enkelt blødere og rundere med alderen? Længes vi efterhånden efter at afsøge, hvad der kan formidles hvis vi snarere går i den retning, eller sidder der nogle pladeselskaber eller managers rundt omkring og læser rummet som at det er dét man skal, hvis man ønsker at højne den kommercielle succes? Når man holder af et band, er det nemmere at antage, at den kreative proces styres af andre kræfter end bandet selv, hvis den bevæger sig i en retning, man ikke nødvendigvis bryder sig om.
Hvorom alting er, så har Sólstafir udgivet ‘Hin helga kvöl’ i slutningen af det forgangne år (på Century Media Records – spørgsmålet forbliver relevant). Her bliver det måske væsentligt at definere, hvad der udgør “det bløde” hos Sólstafir; for de har i forvejen i mange år været ekstremt dygtige til det langsommeligt forpinte, men smukke udtryk, som ikke har været drevet af tunge riffs og blast beats. Dog bevæger de sig på denne plade længere og længere mod et udtryk funderet i rock, og det er skidekedeligt i den form det finder, for at være helt ærlig. Bevares, bevægelsen mod rock ses også andre steder, som eksempelvis hos danske Kellermensch, men de får det til at lykkes med både at have tyngde, emotive melodier og tekster, som beskæftiger sig med nogle af de svære sider ved det at være menneske. Det er ikke tilfældet i denne omgang hos Sólstafir. I sådan en grad, at ‘Hin helga kvöl’ ender med at blive en kedelig plade, undtagen når den glimtvist ikke lige er det.
Numre som ‘Vor ás’ og ‘Gryla’ er uptempo rockligegyldigheder i deres anvendelser af slidte troper. Helt grelt bliver det når vi rammer ‘Blakkrakki’, som gør sig bemærket ved både at være repetitiv i både akkorderne og forkærligheden for hvor ofte titlen skal råbes ad lytteren. Det er tilbageskuende uden nogen innoverende elementer som formildende omstændighed. Også på åbningsnummeret ‘Hún andar´ fortabes ellers udmærkede ansatser i uptempotendenser, og selvom det lyder umiskendeligt af Sólstafir, så er det bare lidt som en lightudgave – some of the taste, but without all those messy emotions!
Titelnummeret skruer lidt op for trommer og distortion på guitar og anlægger et catchy riff med nik tilbage mod tidligere tiders flirten med noget mere folket i en pagan-tradition. Det er ikke dårligt. Det er bare heller ikke sådan rigtig godt. En afsluttende omgang research af videomateriale på falderebet af denne anmeldelse afslører en ironisk kommentar til det centrale spørgsmål om kreativ retning; Century Media Records uploadet fire musikvideoer fra Sólstafirs nye album: ‘Blakkrakki’, ‘Vor ás’ ‘Hún andar’ og ‘Hin helga kvöl’. Der kan man bare se.
Groft skåret er der tre numre på skiven, som bare virker. ‘Salumessa’ anlægger allerede ved første anslag den umiskendelige lyd af Sólstafir, som har noget på hjerte. Her smider de det hektiske udtryk og giver sig hen til mol, og lader både guitaren blive dronet og Aðalbjörn Tryggvason være eftertænksom i sin vokal inden han rammer det klagende lag, som han er så stærk i. Der er ingen tvivl om, at det kan være begrænsende at være et band, som er sindssygt dygtigt til at formidle smerte, for det kan måske godt være lidt meget at blive ved med at søbe rundt i hver gang man beskæftiger sig med sin kunst, men det er for helvede det, de bare er rigtig gode til. Det er her, de formår at forløse selv det mest indestængt vejrbidte knudemenneske af en nordbo, som kan have helt svært ved at sætte ord på alt det, der gør avs indeni. Det er pladens bedste nummer, og også det, som smager mest af de gode dele af diskografien.
I en lidt anden boldgade finder vi ‘Freygátan’. Anstrøgen kontrabas i samspil med hvad der bedst kan beskrives som “en susen” giver et lydbillede som en industriel havneby i januar ved tusmørke, og det får lov at stå mod et simpelt klaverstykke. Tilsammen danner det en perfekt baggrund til endnu et nummer, hvor Tryggvarsons vokal kan folde sig ud og blære sig lidt med sit emotionelle spektrum. Det er næsten synd, at det bare ender med at være en lang intro til endnu en sang, som bevæger sig for langt mod rock, selvom det er en bedre én af slagsen, som rent faktisk giver plads til den guitarsolo, man vælger at lægge ind. Det modige havde været at udforske soundscape-formen lidt mere og forære et helt nummer til formålet.
Det er nogle af de tendenser, som anslås i ‘Freygatan’, der samles op igen på ‘Kuml’, og her fastslår islændingene, at der er soleklart potentiale til at udforske nogle flere lydlandskaber med succes. Her bringes en saxofon i spil, og enten er den dygtigt spillet af en dyster saxofonist, eller også afspilles den i langsommere gengivelse for at opnå et formørket udtryk. Den accentueres af en bas, som ‘Twin Peaks’ har ringet for at bede om at få tilbage, og tilsammen fremtrylles en fornemmelse af, at noget dunkelt og ildevarslende er på spil. Det er pragtfuldt.
Hen imod slutningen af nummeret brygges kortvarigt atmosfærisk doom, inden lytteren afslutningsvist efterlades med sax og lydbølger i skiftende intensitet og en plade, som er slut bedst som den rigtigt kom i gang.
Det kan aldrig blive til mere end en lunken karakter for sådan en omgang brakvand, for når det er godt er det blændende, men når det er skidt er det denondefløjteme godt nok også ringe. Sólstafir har altid kunnet veksle mellem det stille (ikke det lette, for selv når det er stille har det tyngde) og det tunge, og det kan de fortsat. Det er i ekstremerne vi mærker, vi lever, og sådan er det også med Sólstafir. Så meget desto mere håb om, at de fremadrettet dropper rocken – den er middelmådig – og de kan gøre det bedre. Uanset hvad en manager eller et pladeselskab måtte mene.
