Med Skopofoboexoskelett kommer virkelighedsopfattelsen under pres. Hvad er op og hvad er ned? Og er det overhovedet metal?
Japansk/amerikansk/russiske 夢遊病者 er først og fremmest eksperimenterende udi sonisk alkymi. Ifølge bandet selv er der med den mundrette udgivelse ‘Skopofobexoskelett’ tale om “deconstructed, visionary counter-music” hvis formål er at minde os om det faktum, at virkeligheden dikteres af opfattelse, og dermed er alle virkeligheder både mulige og valide. Og så går de ellers i gang med at manipulere med lytterens virkelighedsopfattelse.
Det giver fint mening, at præmissen er funderet i et krævende niveau af abstraktion, for man skal anstrenge sig for selv at finde den umiddelbare sammenhæng i musikken. Det er med 夢遊病者 som det er med fusionsjazz, opera eller ja, metal, ørene skal udvikles til at høre det, og det kræver en vis mængde koncentration. Sættes det bare på som baggrundsmusik, forvandles det fra en vidunderligt enigmatisk, lystig, krævende og udfordrende kakofoni til støj. Men giver man sig selv tid til at dykke ned i de dekonstruerede elementer, er man godt beskæftiget hele pladens længde.
‘Silesian Fur Coat’ skal fremhæves som et interessant nummer. Elementerne er distinkt internationale. Bedst som man synes, man finder en americanainspireret guitar, afløses den af elementer, der i mangel på præcision bedst kan beskrives som “orientalske”.
En underliggende, langsommelig rytme fungerer som nummerets røde tråd, mens de forskellige elementer smyger sig ind og ud af hinanden og vokalen hviskes insisterende som var det et søvnbånd, der havde lovet dig at lære at tale spansk imens du sover. Måske er det meget passende, at en oversættelse af bandets japanske navn bliver til “Søvngænger”.
Der er strøet blackede passager ud over albummet, og vi får også et par stykker her, inden nummeret klinger ud.
Hvis man tror, man har regnet bandets gennemgående sound ud mellem numrene, kastes man straks af sporet igen, når næste nummer åbner. Tre ud af fire sange har en længde over fem minutter, og masser af tid til at udfolde sig i mange forskellige retninger. På pladens sidste track, ‘The bad luck that saved you from worse luck’, kan man næsten blive henført til et David Gilmour-nummer i begyndelsen. En længselsfuld guitar kalder ud i åbent rum, og jeg får lyst til at spille det for min far, mens vi deler en øl.
Det er dog kun indtil vi rammer 2:10 og sangen nedbrydes, så ved jeg godt, min far ville stå af igen. Dét forstår han alligevel ikke. Gør jeg?
Vi snakker melodistykker med reminiscenser af alt fra americana over japanske indflydelser, til hvad der lyder som brudstykker, inspireret af en nordisk folkevisetradition. Der er flere instrumenter i gang, end jeg kender. Til tider får vi en vokal som et indadvendt skrig. Tænk på ringånderne i den filmatiserede udgave af Ringenes Herre.
夢遊病者har skabt et stykke moderne kunst, man kan fordybe sig i. Kunst er i sagens natur dybt subjektivt og åbent for fortolkning, og Skobofoboexoskeletts abstrakte natur formindsker ikke den kendsgernings gyldighed. Lyttere vil få enormt forskelligartede ting ud af pladen, og måske er der tale om, at man enten elsker eller hader den. Måske endda afhængigt af humør på lyttetidspunktet.
