Metalsociologi uden tyngde

Skrevet af:









Kunstner(e):

Albumtitel:
Når monstre brøler og engle synger

Den tyske sociolog Hartmut Rosa er ude i et sympatisk ærinde med bogen ‘Når monstre brøler og engle synger’. Desværre lykkes han bare ikke med at anskueliggøre, hvorfor heavy metal er mere end en dumsej anakronisme.

Heavy metal er oplagt som undersøgelsesfelt for sociologer: En subkultur med lige så iøjnefaldende visuelle markører hos sine følgere som rastafarianismen eller punken, som er lykkedes med at holde sig i randområdet af popkulturen gennem et halvt århundrede. Altid lige lidt for fremmedgørende i sin lyd, sangstruktur og sine tekster til, at det for alvor har kunnet få fodfæste i poppen – hvis man ser bort fra Roxette og hairmetallen for 30 år siden. En subkultur, hvis største band – Metallica – man godt kan argumentere for, er det største tilbageblevne band i rock i det hele taget. Og samtidig en prygelknabe i film og serier, hvor heavy metal-fans fremstilles som lidt sølle, socialt akavede nørder eller utilregnelige psykopater fra ‘Lords of Metal’ til ‘Kæledyrenes hemmelige liv’.

Subkulturen er interessant at undersøge, fordi den er så fuld af selvmodsigelser: Heteronormativ machismo med klassisk feminimt hår og BDSM-gear. Hårde fyre med let til tårer. Selvmordstruede superhelte. Ideal og vrangbillede, broderskab og udstødelse.
Nogle af de første sociologer, der skrev bredere tilgængelige bøger om kulturen, var Donna Gaines og Deena Weinstein, begge i 1991 med hhv. ‘Teenage Wasteland’ og ‘Heavy Metal’, men siden er adskillige flere bøger og akademiske artikler fulgt.

Så meget desto mere kan det undre, at den tyske sociolog Hartmut Rosa i sin lille bog, ‘Når monstre brøler og engle synger’, der i eftersommeren udkom på dansk, føler sig nødsaget til at starte helt forfra endnu en gang med Black Sabbath, Judas Priest og Iron Maiden. Måske er det et aldersspørgsmål: Hartmut er årgang 1965. Men endnu mere undrer det, at argumentationen er så svag og konklusionerne så højtravende, som de er her. Jeg har ikke læst andet af Rosa, jeg kan sammenligne med, men kender ham dog af omtale som anset sociolog.

Selvfølgelig bimler alle alarmklokker allerede, når han henkastet bemærker, at han for øvrigt ikke bryder sig om Slayer, eller når han er så gennemført tysk i sin musiksmag (han elsker Hammerfall og Within Temptation), at Wacken har ringet og bedt ham om lige at tone det lidt ned. Jeg er også med på, at ‘Når monstre brøler’ ikke er et akademisk værk, men det er dog et værk, der tillægger sig selv vægt i kraft af Rosas status som universitetsprofessor og direktør for Max Weber-instituttet. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at Weber ikke bare uden videre ville antage et Mike Portnoy-lick eller en Michael Schenker-solo som endegyldigt bevis for ret meget. Det var da i hvert fald delvis derfor, jeg selv droppede ud af uni i sin tid.

Sådan er det desværre ret meget hele vejen gennem den heldigvis nådigt korte bog: Rosa begynder på en analyse af et tema, en video, en sang, og så snubler han i mål med en masse udråbstegn og erklæringer om, at det er fedt, og at det beviser hans pointe, at han synes, det er så fedt, og han kender nogle makkere, der også synes det. Det her er f.eks. uden pis Hartmuts konklusion på et kapitel om, hvorfor metalfans læser så mange metalmagasiner og -biografier (det kalder han at læse musikken, det skal ikke forveksles med musikteoretiske overvejelser, som bogen er påfaldende fattig på, selvom den forsøger at beskrive, hvordan musikken virker på lyttere): “Og vi forstår, hvorfor metalfans gerne vil læse musik: Fordi det er vigtigt for dem.” Det minder mig om den kildehenvisning, en kammerat engang lavede i en artikel om et eller andet fænomen i metal: “* DET PASSER!”.

Et andet sted hævder han at have belæg for at vide, at metalfans åbenbart altid går og sætter metalplader på deres rigtige plads i pladeforretninger, hvis de står forkert – jeg savner lidt empiri her, men OK – og han kommer frem til, at det i hvert fald slet ikke kan have noget at gøre med, at metalfans er sygt anale og autoritetstro, som en af hans kolleger har foreslået: “Det er ærbødigheden for musikken, der motiverer sådan en adfærd”. Hvor ved du det fra, Rosa? Det er noget, du antager, hvorfor har du slet ikke forsøgt at bakke de antagelser op med bare den mindste smule empiri?

Et tredje sted skriver han om det, han kalder “resonansforholdet” (hvordan musikken resonerer i én og dermed giver mening for én, fordi man gennem den føler sig forbundet med en verden, man ellers er fremmed for: Det bliver aldrig helt klart, hvad han mener her, men han har skrevet en anden bog om resonans, så det udfolder han vel mere der), at man ikke med sikkerhed kan beregne, hvad der vil resonere hos publikum, og derfor ikke kan skrive en sang fuldkomment efter en skabelon, selvom han trods alt anerkender, at man kan bruge nogle effekter, som man ved har fungeret for andre: “Men selv høje salgstal betyder ikke automatisk, at lytterne vil reagere,” hævder han, og det virker fuldkommen plaffet, for hvordan skulle man ellers kunne måle, at de reagerer? Hvordan vil Rosa påvise, at et stykke musik resonerer hos publikum, hvis han ikke vil forholde sig til mængden af publikummer alene? Jo, når musikken udløser “dybe følelser”. Målbart much, sociologtype?

Samme afsnit slutter han i øvrigt med at bemærke, at en sang eller et album godt kan blive et hit, “selv om alt, hvad vi ved om effekten af de musikalske ingredienser, taler imod det. Nirvanas Nevermind-album er et slående eksempel på dette”. Slut. Hvad? Virkelig? Nirvana brugte ikke alle tricks i bogen for at skabe en kæmpe popsucces med den plade? Hvordan var det ikke forudsigeligt for Geffen Records, at hvis de satte dem sammen med Buch Vig og gav dem ubegrænset tid til at justere sangene og finslibe produktionen, ville det få dem til at bryde endnu større igennem? Pladeselskabet havde allerede konstateret den effekt, Nirvanas sange i deres rå form på debuten ‘Bleach’ havde på et afgrænset publikum, selvfølgelig kunne de se et potentiale til noget langt større.

Hvad Rosa lykkes så nogenlunde med i bogen er at anskueliggøre, hvorfor det sagtens kan være fedt at høre heavy metal, selvom det også er lidt dumt og svulstigt. Han får egentlig osse bygget et fint, lille narrativ op om midt-90’ernes metaltræthed blandt koryfæerne og industrien, og hvordan fans og nye bands benyttede sig af den åbning til at skabe deres egen scene på egne præmisser (selvom han så ikke rigtig får den fulgt til dørs, fordi koryfæerne og industrien så bare åd det hele igen i starten af 00’erne efter at have ladet andre bygge det op).

Hvad han ikke rigtig lykkes med er at tydeliggøre, hvordan metal og dens fans adskiller sig fra andre musiksubkulturer. “Først og fremmest er man nødt til at lytte højt til musikken, hvis man vil mærke dens fulde effekt. Det er simpelthen, fordi den har en meget fysisk effekt”. OK, Poser-Rosa: Hvordan adskiller det sig fra al anden rytmisk musik? Jeg er med på, at det adskiller sig fra melodibåren musik, og at metal krymper ynkeligt, hvis man hører det lavt eller i baggrunden, men den berøring, det åbner lytteren for, som Rosa betegner det, adskiller sig vel næppe fra den, man oplever, når man hører freejazz, noiserock, minimal house eller K-pop på full sammen med en masse andre mennesker?

Måske har metal bare de sociologer, genren fortjener. Måske bliver man alligevel lidt dummere af alle de sange om Satan og drager og atomkrig og villige damer. Rosas bog danner i hvert fald utilsigtet en lille empiri for den tese.

‘Når monstre brøler og engle synger’ er udgivet på forlaget Eksistensen, oversat af Gustav Damgaard og tilsyneladende ikke rigtig korrekturlæst efter det. Læs et uddrag af bogen her:

Click here to display content from Issuu.
Learn more in Issuu’s privacy policy.

Selvtægt er et DIY-magasin om punk og metal. Vi er drevet som en frivillig forening.

Ansvarshavende redaktør: Hanna Ella Sandvik
Magasinkoordinator: Tobias Holst

This image has an empty alt attribute; its file name is logo-1024x243.png

A.C. Meyers Vænge 134, 1. th.
2450 København S
CVR: 44226421

Privatlivspolitik

Instagram
Facebook