Siden ‘On the Impossible Past’ har vi håbet på en Menzingers plade på samme uopnåelige fortids-niveau. På fjerde plade efter den legendariske “no-skip”-udgivelse kan bandet stadig ikke leve op til forhåbningerne.
Syv albums er det blevet til efterhånden, og de bløde mænd fra Scranton, Pennsylvania (som fans af den amerikanske udgave af The Office vil kende indgående) fortsætter ufortrødent udgivelserne og tour-aktiviteterne. Som indie-punkens rustbælte-arbejdere står Menzingers op hver dag og leverer det arbejde, der forventes. Således også på pladen med det let forglemmelige navn ‘Some Of It Was True’. I modsætning til den tidligere nævnte ‘On the Impossible Past’, så chugger ‘Some Of It Was True’ fra start til slut i en slags mid-tempo kul-godstog igennem amerikanske musikreferencer. Der er lidt Bruce Springsteen, der er boston-irske melodier og guitar-refræner, der er ekko på mikrofonen og varm, organisk rytmeguitar.
Det lovede ellers godt på singlerne ‘Hope is a Dangerous Little Thing’ og ‘There’s No Place in the World for Me’, hvor den ene vokalist, og bandets primære sangskriver Greg Barnett leger med en mindre clean vokal, der til forveksling ligner vokalen på den væsentligt mere rå debut ‘A Lesson in the Abuse of Information Technology’ fra 2007. Bevares, sangskrivningen er da lidt kedelig, men det lød som startskuddet på et spændende album. Men ‘Some of it was True’ skuffer særligt på sangskrivningen. Greg Barnett har ellers en særlig stjerne i min bog for sin sangskrivning, så at bandet leverer middelmådigt her, er katastrofalt. Noget af det, som Menzingers kunne, var at skrive et kickass refræn, der kildede neuronerne i hjernen på den helt rigtige måde. Sangskrivere kan, når de finder på sådan et refræn, et af de helt gyldne, føle sig forpligtede til at gentage det til uendelighed i et omkvæd. Men Barnett skilte sig tidligere ud ved, på nogle af bandets bedste sange som “Gates” eller “Remission”, at lægge refrænet én enkelt gang i c-stykket. Det kræver sangskrivermod at gemme det bedste til sidst og kun spille det en enkelt gang. Men det var også på det mod, at Menzingers byggede deres karriere.
Sangene på ‘Some Of It Was True’ er det modsatte: Ingen c-stykker, der er værd at skrive hjem om og omkvæd, der gentager halvdårlige refræner til uendelighed. Et eksempel er ‘Take it to Heart’ der åbner i et Bayside-riff og peaker alt for tidligt i en ligegyldig gentagelse af linjerne “Please don’t take it, take it to heart”. Det samme gælder for ‘Alone in Dublin’, hvor Barnett gentager “I wish you were here with me” og “She knows my heart, she knows how to start it“. Det er så ringe, at det ikke tåler sammenligning med ‘The Obituaries’ sublime omkvæd “But I will fuck this up, I fucking know it“, der på ufatteligt få karakterer formåede at fange sit millenial-publikum præcis hvor de var. Med andre ord: Det er ikke nyt, at Menzingers-omkvæd gentager sig selv. Men det er nyt, at det der bliver gentaget er kedeligt eller intetsigende. Når vi nu er ved ‘The Obituaries’ og andre Menzingers-sange, der understreger hvad bandet faktisk kan, så er det en sang, hvor smukke guitar-elementer får lov til at fylde for sig selv og er mindst lige så ikoniske som lyrikken. Det findes simpelthen ikke på ‘Some Of It Was True”. Jo, okay måske er den jangly westernguitar-intro på ‘High Low’ derhenne af, men det meste af tiden er rytmen defineret af en allestedsnærværende stortromme, der lægger op til faragtig stomping eller endnu værre: koncert-klapning.
Med alt det sagt, så er Menzingers selv i deres værste form bedre sangskrivere og musikere end de fleste andre i indie- og folkpunk genren. Selv når de er allermest kedelige, som jeg før denne udgivelse troede var på pladerne ‘Hello Exile’ og ‘After the Party’, så er de albums stadig ofte i min rotation alligevel. Bundniveauet holder Menzingers over gennemsnittet, ligesom din irriterende klassekammerat i gymnasiet, der aldrig kom til timerne eller afleverede sine opgaver, men alligevel aldrig fik under middelkarakteren når de endelig skulle til eksamen. Når min første irritation har lagt sig, vil jeg nok smide sange som ‘Love At the End’, ‘There’s No Place in the World for Me’ og ‘Nobody Stays’ på min store Menzingers-playliste, imens mit håb for endnu en ‘On the Impossible Past’ stadig lever.
