Forestil dig det danske hiphopmiljø anno 2012. Nørrebro, tjums, Kidd, Gilli og cyphers fra SPOL OP! Der var en stemning om at det var et nybrud i dansk rap – væk fra USA, ind i UK, alt var DIY og alle havde en bæltetaske (før det var i Euroman). Sådan tror jeg lidt, at scenen i Göteborg er i øjeblikket, hvor aktører som Moral Panic Records og Sju Tum-podcasten, der består af Sveriges ældste straight edge crew holder flaget højt, sammen med en stak bands som Slan, In 2 Deep og Outstand.
Den grimebølge som ramte os i start-00’erne havde en klar klassefortælling, som var langt nemmere at identificere sig med, end den forrige fra USA. Det var folk fra mindrebemidlede miljøer, der fortalte historier om deres liv iført dunjakker og Nike sko. Det havde en snert af storbyprol – noget der senere hen blev approprieret til poorcore. Men det er også en anden gammel historie efterhånden, lidt ligesom at svensken altid har kunne skrive en god melodi.
Sidestep holder den samme fane højt og bruger dem selv og deres miljø som udgangspunkt i deres midtempo-gadedrengehardcore, komplet med samples og graffiti. Og ligesom med B.O.C. og de andre rødder, hvor man aldrig rigtig helt var i tvivl, om de faktisk var farlige, så er man det heller ikke rigtigt med Sidestep. Göteborg-gutterne har smidt deres andet album på gatan og med opdigtede navne som Andy Rastafari og Grillz Skjutglad (fantastisk navn), får man hurtigt en idé om, hvem man har med at gøre. Men en modus operandi, der består af letbenet bøllebank, serveret henover 23 minutter, fordelt på 15 sange, er ‘Sidestep’, en ret hurtig hapser med masser af godt humør.
På ægte Black Sabbath-manér (eller Lifesick-, om man vil), så er der selvfølgelig et selvbetitlet nummer på et selvbetitlet album, og ‘Sidestep’ (nummeret), er et vaskeægte HxC anthem, eller som det ville blive beskrevet inde i DKHC Facebookgruppen – flyt eller bliv flyttet. En to minutters basker, der med sin gang vocals, der staver navnet på bandet (som det bør hører sig til), og råbe-hinanden-i-hovedet-rytme gør, at det er et solidt nummer, der kun tager den mængde tid at det skal.
Albummet har efter min smag, lidt for mange instrumentale intermezzoer, hvor de flexer deres hiphop knowledge og serverer solide og vellavede beats, som minder om MF DOOM (all caps when you spell the man’s name) og Looptroop Rockers – gedigen boom bap af den gamle skole som får mig til at mindes min egen ungdom der bestod af flaskeøl, dårlig hash og diverse ulovligheder i den milde ende af skalaen, medmindre man havde med renovation at gøre. En livsstil, som jeg er sikker på at Sidestep ville bifalde.
Andre steder, som introen på ‘Unforgiving Decisions’ kommer der et skud liquid drum and bass med, som også er med til at skabe en stemning om hvem, de her fyre er – de kan sgu godt bare lide at feste, om det er hiphop, d’n’b eller hardcore, så længe at det kan få dig og gutterne til at vælte rummet. Og det er generelt stemningen, jeg får ud af den her plade – det handler om at skabe bounce og elementer man kan slås til.
Pladen holder tempoet hele vejen (med undtagelse af intermezzoerne (der skal ikke være bilhorn i musik, det er fucking forvirrende)), og tiltager på enkelte numre som på ‘Fuck You (Not Me)’, som sammen med sidste nummer på pladen, ‘Muscle Memory’ er de to mest interessante. Men om jag ska vara lite hård, så er pladen ret ensformig og let forglemmelig.
‘Sidestep’ (pladen, i højere grad end bandet), smager lidt af Speed: det handler om at være sammen med sine drenge, og at man er lidt en hård banan (uden at det rigtigt bliver farligt). Generelt er det tekstlige niveau – skal vi sige jovialt eller studentikost? Dybden læner sig mere op af soppebassin end Hemingway (det er en ‘Den Gamle Mand og Havet’ reference). ‘Stings’ handler om at være en ballademager med hang til at være en Jackass-type. På ‘Hoodie Up’ er det om, at der ikke findes dårligt vejr i Göteborg, kun forkert beklædning og på ‘Pearly Whites’ skal vi egentligt bare have det sjovt til koncerter. Det har en jovial uskyldighed over sig, som desværre aldrig helt smitter af og i stedet står jeg tilbage med en erkendelse af min egen alder.
På deres forrige plade, ‘Control Society’ fra ‘22, bider de langt mere fra sig, både lyrisk og sonisk. Siden da, har Sidestep lyttet en del mere til Turnstile end til Cold World og har skruet ned for den reelle aggressivitet og er nu mere en hentydning end en reel trussel.
Turnstile-heden er mest tydelig på numre som ‘Hoodie Up’ og ‘Moral Panic’, hvor det lyder som at de har copy/pastet en jangly guitar, fra det ene nummer til det andet. Om man er til den slags, skal jeg ikke rode rundt i, men især ‘Moral Panic’, der med sin start/stop struktur hele tiden, får kvalt det momentum, som de egentligt kunne have skabt. Det samme kan siges om deres ‘Showstoppers’, som på trods er vellykkede, så fungerer de mere som småsten foran hjulet på et skateboard end som et velfortjent åndehul.
Personligt ville jeg mene at de skulle have hørt mere Trapped Under Ice end Turnstile, hvis de ville have haft bedre groove med masser af fremgang og mere tyngde. Men sådan er vi jo så forskellige.
