Måske er det på grund af albumtitlen eller også er det årstiden, men Gravas nye plade minder mig om istiden. Som nogle af jer måske kan huske fra geografiundervisningen, er store dele af Danmarks landskab skabt af gletschere. Gigantiske, krystalliske masser af is, hårdere end sten og mere ustoppelige end en jagganathvogn, der indretter selve jorden under sig.
Det er sådan, det føles at lytte til den dansk-færøske trio, der lader til at have besluttet sig for at være det mest massive band i landet.
Det skal forstås både i kraft af bandets instrumentalisering og sangskrivning, men i rigtig høj grad også på grund af Troels Damgaard Holms studiearbejde i Skovhytten Studio og Farvemøllen. Nogle husker ham måske fra hans arbejde med Gullo Gullo, First Hate, Bisse eller Gravas første LP, men han har overgået sig selv her. Hans arbejde med at lukke hver eneste sprække, der måtte være i lydbilledet, er uovertruffent. ‘The Great White Nothing’ er massiv i ordets bogstaveligste betydning. Der knuses.
Jeg kan personligt godt lide at blive damptromlet af musik. Jeg elsker når hele kroppen sættes i vibration, og man bliver i tvivl om, hvorvidt man egentlig, fysisk, ville kunne holde til det, hvis lydniveauet hævedes med ti decibel. Jeg husker stadig med glæde hvordan det føltes i kroppen, da jeg sad op af en forstærker til et Halo Manash-show i Helsinki, eller hvordan Bismuth ægte pressede luften ud af mine lunger til Northern Discomfort i Ungeren.
Og det er også sådan, det føles at lytte til Grava. På deres første plade havde de sangen ‘Crusher’, der handlede om at blive trampet ihjel af elefanter – den oplevelse føles det som om, de er gået videre med.
‘Erebus’ starter med et frontalangreb. Atli Brix Kamban og Niels Asger Svensson må tilsammen have adskillige kvadratmeter pedaler, for hverken guitar eller bas lyder sådan af sig selv. Casper Axilgård er ustoppelig på trommerne og overgangen til ‘White Thresher’ er sømløs. Men hvis man troede, at det bare skulle være støj hele vejen igennem – hvilket, indrømmet, denne anmeldelse indtil videre kan give indtryk af – så er der overraskelser på denne sang. Kamban er nemlig, udover at være dygtig til at larme, også ret dygtig til at spille soloer, der passer strålende ind i den solide lyd, og skinner igennem som små punkter af lys. Soloen på ‘White Thresher’ er habil, men det viser vej til den duologi, der er ‘Breaker’ og ‘The Fall’, der begge byder på smukt guitarspil, der løfter hele pladens overordnede billede op, og skaber en kontrast, der viser os, præcist hvor langt, der er ned til den sønderflænsede jordbund.
Riffingen er også i top. Særligt på ‘Breaker’, der, som jeg lytter til pladen flere og flere gange, viser sig at være blandt mine favoritter. Vokalen er mindre buldrende og mere desperat sine steder, hvilket jeg altid er en sucker for, og føromtalte guitararbejde fra færøske Kamban bølger op og ned i intensitet, fra tunge riffs til højtflyvende solo. Efterfølgeren ‘The Fall’ er måske blandt de mere mellow tracks, men også dette arbejde i bølgedale og -toppe er med til at understrege styrken.
Og det er måske netop denne vekselvirkning, der gør ‘The Great White Nothing’ til en bedre plade end ‘Weight of a God’. Når Grava er mindre fokuseret på at reducere alting til støv og murbrokker, lykkes de også bedre med det. Det er et band, der er modnedes i sin tilgang til sangskrivning, og det giver pote.
‘Bayonet’, som vi premierede inden bandet indtog Copenhagen Metal Fest, er thrashet i sin brutalitet og fremkalder skyttegravenes meningsløshed, mens ‘Ceasefire’ er ildevarslende, som navnet også understreger. Det er våbenhvile, ikke fred. Og på samme måde som soldaterne fik lov at spille fodbold og ryge cigaretter med fjenden juledag i 1914, velvidende, at de ville være i krig igen dagen efter, er ‘Ceasefire’ et pusterum, der sætter scenen for den buldrende dommedag, der er ‘Hinterlands’. Ingenmandsland, hvor intet rører sig og intet levende kan finde hvile.
‘The Great White Nothing’ gør udtrykket “den svære toer” til skamme. Den er benhård og den fjerner alt der kommer i vejen for den. Soldater, skyttegrave, granit og jordbund.
‘The Great White Nothing’ udkom på Vinyltroll Records 27. september 2024. Den er optaget af Troels Damgaard Holm i Farvemøllen, mixet af samme i Skovhytten Studio og masteret af Brad Boatright i Audiosiege.
Johannes Larsen har skabt albumopslaget.
