Hudsult er et ord, der sætter tankerne i gang. For manges vedkommende blev konceptet rigtigt levende under pandemilockdownen, hvor ensomheden blev fælleseje. Det har naturligvis eksisteret længe før, men ensomheden har, i sagens natur, altid været en privat sag. Endda også et ganske tabubelagt emne.
For når man, som menneske, i sin essens er et socialt væsen, føles det at være forment netop dette, som den ultimative fiasko. Hvis vi ikke er noget med andre, er vi ingenting.
Det kan kroppen mærke. I livmoderen er vi konstant omgivet af et andet menneske og er aldrig alene. Den fysiske tilstedeværelse af et andet menneske, er overalt omkring os. Et barn, der ikke får tilstrækkelig fysisk berøring efter fødslen, kan risikere at dø af dette. Voksne, der oplever det samme er i massiv risiko for ensomhed, depression og angst.
Hudsult er altså et begreb mange af os kan forstå, og det er noget, vi instinktivt mærker faren ved. Derfor er det også et begreb, der er så massivt velvalgt som navn til det aarhusianske screamo-band, vi har med at gøre i dag.
Fra første sang, ‘Iltsvind’, der i øvrigt er et omtrent ækvivalent ord til hudsult i en mere naturorienteret sfære, demonstreres denne fornemmelse af fortabelse i sit eget selskab også.
Den spændende, 90’er-groovende guitar får mig til at tænke på Sunny Day Real Estate, mens Gry Steensigs vokal, der slutter sig til os nærmest med det samme, trækker tråde til Demersal, Puke Wolf eller Vi Som Älskade Varandra Så Mycket. Hendes vokal er stærk og de stærke vokallinjer, der trækker hverdagslivets prosaiske sprogbrug ind i lyrikken på linjer som “Jeg er kold / Så fucking kold” er umådeligt effektive i at indgyde denne totale mangel på tro på livet som efteråret indvarsler for mange af os.
‘Iltsvind’ er straks efterfulgt af ‘Sang til Mischa’, der låner de karakteristiske omkvædslinjer fra Marie Keys ikoniske ‘Uden Forsvar’, men drejer dem, så de i stedet for Keys ængsteligt håbefulde indsats vendes til et pinagtigt råb, der nok i lige så høj grad skal overbevise Steensig selv, som den ukendte partner, hun syger til.
Hun ledsages vokalt på dette track af bassist Diba Khalajs æteriske, rene sang, som vi skal nyde godt af længere hende på pladen.
Hele tiden er det desperat og stærkt og det er svært ikke at tage sangerens emotive udgydelser ind, særligt som sangen skrider frem og de melodiske guitarstykker fra fra Aleksander Wolter står i mere og mere skærende kontrast til Steensigs voksende panik.
Khalajs iranske ophav fylder også på pladen, både på ‘Lad os Skride’ og به تو از’ من (Interlude)’, der begge har sang på persisk, som lyder ubesværet og melodisk, og på sidstnævnte ledsages af nærøstlig inspireret guitarspil.
Endelig når vi til ‘Som jeg er hos dig’, som jeg skrev mere om, da vi premierede den tidligere på året.
Med fare for at gentage mig selv, er inspirationen fra Thomas Kingo intet mindre end sublim, og de følelser, der bliver udtrykt er stærke og meningsgivende, og understreger hvor lidt ensomhed har at gøre med fysisk nærhed eller kærlighed, men derimod hvordan den fidner plads i sindets krinkelkroge og borer sig ind.
Igen her må instrumentaliseringen fremhæves og trommespil og bas fra henholdsvis Rasmus Rohde og Diba Khalij er enormt effektive og veludførte her.
Sluttelig blæses sjælens vederkvægen ud for fulde gardiner på ‘Undskyld’, hvor Steensig i den grad har noget på hjerte. Det er smukt og hjerteskærende.
Da jeg først skrev om Hudsult for halvandet år siden, nævnte jeg dem som oplagte opvarmere for sjælefrænderne i Demersal. Derfor kan jeg kun glædes over at se netop disse to bands på plakaten for Lasher Fest i oktober. Det kan godt være, vi ikke har det godt i Danmark – det tyder noget på, ud fra disse to bands at dømme – men musikken står strålende.
‘Tit er jeg glad…’ er mixet af Jacob Bartens og mastered af Peter Peter. Ellen Piepgrass har stået for det sublime artwork.
