Der er få ting så ucharmerende som et reaktionært røvhul. Og i erkendelsen af, at man med alderen begynder at have flere træk i denne retning, selvom selvfortællingen er udadvandt nysgerrighed, så må man tage en udfordring op, når den byder sig. Så da Dødheimsgards ’Black Medium Current’ blev sendt i min retning forsynet med kærligt drilleri (hjemme hos os skriver den ene for Selvtægt, den anden for Devilution) måtte jeg bruge første gennemlytning på at bekæmpe de reaktionære tendenser og kalibrere og anden gennemlytning til at mene noget om den. Selvom ‘Black Medium Current’ ikke er ny, fortjener den et særdeles honourable mention her mod årets afslutning.
Dødheimsgard æder genrekonventioner til morgenmad for senere at kunne skide dem helt upåvirket ud igen. Og det efterlader os, ironisk nok, vel per definition med avantgardisme. Her ses i hvert fald alt fra black, jazz, progressiv rock, klassisk og synthpop i samspil, og pladen ikke bare vil dig noget; den kræver din fulde opmærksomhed. Hvis du ikke har tid til fordybelse, så lad være med at sætte den på, for det eneste, der kommer ud af det er irritation, som man kommer til at rette mod musikken, før det går op for en, at den skal rettes mod én selv for ikke at skabe de korrekte lytteomstændigheder.
Vokalen spejler den øvrige musik i sin legesyge tilgang, og selvom udgangspunktet i sin essens er black metal, gøres der plads til tendenser, der eksempelvis leder tankerne mod David Bowies ‘Blackstar’ (‘It Does Not Follow’, et nummer som de første knap fire minutter i øvrigt er mere prog rocket end så meget andet). Der er også rolig rensang, fine harmoniseringer og endog noget, som tenderer opera på pladens afsluttende requiem. Og så er der Yusuf Parvez’ growl, som på en måde udgør et helt kapitel i egen henseende. Den spænder fra almindelig dyster over nærmest hånligt vrængende på ‘Abyss Perihelion Transit’ til helt uimodståeligt ækelt gurglende og rådden på ‘Et Smelter’. Og så er det ikke ofte, man ellers hører lyrik, der reciteres growlende, helt roligt og sindrigt, men også det får vi serveret på skiven. Den konstante afveksling som er at finde på ‘Black Medium Current’ er netop det, der enten holder albummet interessant for dig eller slider dig lynhurtigt ned. Jeg er i skrivende stund 10 gennemlytninger inde, har svært ved at blive færdig med musikken, og finder konstant nye nuancer.
Albummet udgør en pudsig modsætning, idet det både er nyskabende i sin musikalitet og enormt tilbageskuende rent lyrisk. Der er selvfølgelig også en diskografi på lige knap 30 år bag bandet, så man har sagt goddag og farvel igen til både mennesker, steder og strømninger, hvilket udmønter sig i en vis melankoli på tekstsiden. Der er dog nogen elegance i det. Kaster man sig endelig ud i selvrefleksion og introspektion i øvrigt, gør det ikke noget at have en vis mængde levet liv bag sig. Hos Dødheimsgard spejler man sig både i mennesker, som på ‘It Does Not Follow’ og i sig selv, som på ‘Halow’: “på bunden av slitte nerver” hvor bitterheden lever “sitt eget liv / Som et legeme / Helt uten fornuft”. Personificeret kravler bitterheden rundt i væggene og smitter krybende fra menneske til menneske – en af de mest rammende beskrivelser, jeg længe har mødt.
Pladen beskæftiger sig intenst med eget, indre mørke og kredser gentaget rundt om afgrunden som figur, eksempelvis på den engelsksprogede ‘Interstellar Nexus’ men i særlig grad på ‘Tankespinnerens Smerte’, hvor angsten undersøges, og som besidder en enorm lyrisk kvalitet. Her oplever det lyriske jeg en fordømt tvang til “Å se seg selv smile falskt (i et jævla speil)”. Sangen udtrykker en ulykkelig kontrast mellem et før og nu med understregning af det tabte, og den følelse af ubetydelighed som udtrykkes i at jeget “prøver at lære / Å sætte spor” er nærmest taktil. Av.
Der er en tvetydighed i sangens sidste linjer, som både kan læses trodsigt og opgivende. Følelsen af udstødthed formuleres gennem et offeralter, hvor den, der bedst kan undværes, er den misforståede ulykkesfugl, udstødt af flokken. Han har gennem modgang lært “å gi liv til en beksvart avgrunn / å forme den i eget bilde”.
At være reaktionær er ikke kun dårligt; det indeholder også en sund portion kritisk stillingtagen. Selvom man indimellem vil gå glip af værdige lytteoplevelser fordi paraderne ikke ofte er sænkede nok til at muliggøre den umiddelbare, begejstrede reaktion et uventet sted, så er der på den anden side så uoverskueligt mange tilgængelige udgivelser, at man hurtigt kommer til at spilde sin tid. Måske forklarer det en del af anmelderens optagethed af genrer.
At beundre avantgardisme for avantgardismens skyld er som at forundres over gøglerens evner. Det er umiddelbart interessant fordi det er pudsigt og uventet, men man må fordybe sig for at lokalisere den egentlige, ægte appel. For undertegnede har ‘Black Medium Current’ udviklet sig gennem de første 11 timers fordybelse fra en umiddelbar afvisning af gøgleri til at være årets udgivelse. Det får min varmeste anbefaling med på vejen: giv det et skud og giv dig tid.
