Hvad fanden gør man, når man i bedste vagabondstil, har kastet sig ombord i godsvognen på et hypetog, der har smidt både bremser og hæmninger for at opnå højst mulig hastighed?
Som Steven Seagal viser i ‘Kapring i høj fart’ fra 1995, er der ikke andet at gøre end at springe ud i det, og efterlade så stor en body count som overhovedet muligt i sit kølvand.
Det har Jakobe gjort. På ‘Surf N Turf’, de unge københavneres allerførste plade, har de nemlig kastet om sig med knive og pistolskud i form af hele 19 numre, man kan svinge sin stramme hestehale til. Det er et sats.
Jeg har længe været glad for Jakobe. Lige siden jeg først hørte dem på den vidunderligt skramlede demo ‘U-Mixed’ fra juni sidste år, har jeg været begejstret. Måske har noget af det at gøre med min valgte profession som lærer, hvori jeg altid glædes ved at se unge mennesker mene noget nok til rent faktisk at gøre noget ved det. Og det gør Jakobe.
De var også et af de bands, dette magasin valgte at booke, da vi skulle lancere os selv sidste år, hvor de blæste Underwerkets kælder bagover og stjal rampelyset fra alle os andre, der stillede os op og forsøgte at blive hørt.
De er blandt de navne, jeg har set flest gange det sidste år, da bookingerne har stået i kø og bandet har både energi og gåpåmod til at tage imod dem. Det er imponerende, og uanset hvad man ellers måtte mene om dem, kan man ikke andet end at applaudere arbejdsmoralen.
Det viser sig også her. Nitten sange. Det er mange og også mange flere end vi er vant til her i 2024. Men vi er heldigvis i punkland, så spilletiden for denne debut rammer kun lige 30 minutter. Der er nemlig fuld fart på Jakobe, hvorfor nogle af sangene også rammer mere lige i skabet end andre. Man kunne måske med fordel have skåret nogle af dem fra eller have pudset kanterne af, men det, at man ikke har gjort det, taler lige ned i Jakobes etos. Det her er nemlig punk i retning af “fuck dig, jeg ved selv hvad jeg gør.”
For som der synges på ‘Fuck Youth’, handler det her i høj grad også om at gøre op med såkaldt voksne mennesker, der mener at vide bedre end de unge. Denne sang er Jakobes svar på ‘Another Brick in the Wall, pt. II’. De gider ikke finde sig i at få at vide hvad de skal. Og det er beundringsværdigt. De får også rettet en stor fuckfinger mod ideen om “god musik” på ‘Lyrical Masturbation’ og af frygt for at blive emne for en kommende sang, tør jeg nærmest ikke fortælle dem, hvad der kunne poleres.
De gode sange er til gengæld rigtig gode og det skyldes i høj grad sanger Carla Vors. Om hendes stemme i længden kan holde til de vokalpræstationer, hun sender af sted vil tiden vise, men lige nu føles det som blottede nerveender over hele kroppen, når hun brager igennem i sange som ‘Your God’, ‘My Hell’ eller ‘Steve Jones Yr Napalm’, deres efterhånden velkendte smædevise om punkgudfædrene Sex Pistols’ deroute ned i højrepopulisme og misbrug af både substanser og mennesker.
På samme måde er ‘Little Girl’ med sit massive skrig og rå følelser fremragende. Endnu mere, når man husker hvordan den ræsonnerer med publikum i en livesetting, hvor de forreste rækker får lov at skrige med.
Jakobe evner dog også at spille på flere tangenter. Guitarist May Luna indleder pladen med en solo, der minder os om de værste glamrockere og den fremføres med tilstrækkelig selvironi og kædes sammen med den åbenlyse pikforlængelse, som ‘Mister Man’ gør nar af.
Generelt kan man mærke en kæmpe udvikling i både Vors’ og Lunas guitarspil i den tid, de har været band og rytmesektionen i form af Aske Winther og Ivan Dahl formår at give de to kvinder i front mulighed for at udfolde sig.
Winthers trommespil er solidt og afvekslende, og det er tydeligt at mærke, at han har været med til at skrive de fleste af sangene. Det er rart at høre punk, hvor trommerne kører andet end et slidt d-beat og hvor også trommeslageren får lov at give slip.
Dahls basspil er tungt og loddent og lægger sig solidt i slipstrømmen af Lunas guitar, med undtagelse af de steder, hvor han giver sig selv lov til at lege lidt. Læg blandt andet mærke til åbningen af den fremragende ‘I Killed a Rapist And All I Got Was This Lousy T-shirt’, der også byder på Sunny Day Real Estate-lydende licks, ligesom på ‘No Title #6’, der byder på de mest åbenlyse 90’er-inspirationer..
Legesygen præger meget af pladen, der udover bands som de åbenlyse Bratmobile, Bikini Kill og L7 netop også trækker tråde i andre retninger.
Blandt de bedste sange er ‘Cavities’, der udover at variere sit lydbillede lidt mere også byder på en dobbelt vokalpræstation i det melodiske omkvæd, der står i smuk kontrast til den volds- og hævnfantasi, lyrikken drejer om. Derudover er Winthers trommeåbning fremragende på dette track.
Generelt er ‘Surf N Turf’ en opvisning i moderne ungdomspunk og den har ikke brug for midaldrende mænds (m/k/nb) holdninger til, om den opnår det, den vil. Den er ikke til folk som mig, men jeg får allernådigst lov at lytte med. Og det er jeg taknemmelig for. Det er alligevel de unge, der skal leve i verden i fremtiden, og det skal de gøre på deres egne præmisser. Med ‘Surf N Turf’ viser Jakobe i hvert fald, at de snildt kan matche hypetogets fart. Nok også bedre end Seagal kan nu til dags.
