Destroy Boys blev stiftet i 2015, da Alexia Roditis og Violet Mayugba (hhv. forsanger/guitarist og backing vocals/guitarist) var blot 15 år, og er på mange måder et ungt band. Men jeg vil vove at påstå, at med fire albums under vesten, er det også, på papiret, et erfarent band.
En kollega mener, det er deres mest vellykkede album, og vi er enige om, at det er en rigtig god plade. At deres tidligere udgivelser ikke har været på niveau, kan måske undskyldes med deres unge alder, og hvor meget erfaring man kan nå at klemme ind mellem udgivelserne.
Selv med et overfladisk og primært nostalgisk forhold til punk rock og al dens væsen, kan jeg stadig høre, at Destroy Boys har udgivet et godt album. Ekspert er jeg naturligvis ikke, men i min research af bandet, faldt jeg over en artikel, der kort sagt mener, at Destroy Boys repræsenterer alt det gode ved punk rock. Det skal jeg ikke gøre mig klog på, men deres ungdommelige vildskab og feministiske standpunkter går op i en højere enhed.
Jeg vil have lommer i mit tøj! Og retten til at gå en tur uden at frygte for mit liv.
Som de synger om på den næsten hyggelige ‘Plucked’, er der masser af materiale, så meget, faktisk, at de næsten ikke orker at skrive. Det er med til at tydeliggøre omstændighederne de kvindelige medlemmer (af samfundet) gennemgår på baggrund af deres køn, og det er en stor drivkraft bag den indignation, som konstant ligger og lurer bag de flabede tekster. Teksterne er selvbiografiske og med den massive tilstedeværelse på vokalerne, er der noget at bakke op rent musikalsk. Resten af bandet består af et par kompetente gutter, Narsai Malik og David Orozco på trommer og bas, der spiller som om de har et horn i siden på genren.
Der er plads til både store armbevægelser og mere afdæmpede øjeblikke. ‘You Don’t Know’, for eksempel, er lige ud af landevejen punk rock, men minder samtidig om et mere velafbalanceret Garbage. Ligesom resten af albummet, er nummeret en påmindelse om en kamp, som kæmpes på daglig basis, både den store kamp, men så sandelig også den lille. Det kan ikke undgås, at jeg som lytter får sat mit pis i kog, når jeg bliver konfronteret med den virkelighed mange kvinder lever i. Åbneren ‘Bad Guy’ taler om forskellen på at ønske ligeværd og at få hævn, og er et af de numre der bevæger sig uden for kategorien; det er mere metallisk end man kunne forvente af et band, hvis mange etiketter som regel indeholder ordet “punk”. ‘Shadow (I’m Breaking Down)’ ser sin indre vrede i øjnene, og jeg må tilstå, at mere end én gang i min gennemlæsning af teksterne, har jeg følt mig set.
Dine følelser mig i røven
Som kvinde, og feminist, er jeg bevidst om, at det er en daglig kamp for at blive behandlet som et menneske. ‘Funeral Soundtrack #4’ minder mig klart og tydeligt om, at selv i vores del af verden, er der stadig steder hvor kvinders rettigheder er under angreb, der er stadig noget at kæmpe for. Destroy Boys rammer plet på problemerne, og med tanke på det politiske landskab i USA, har vi her at gøre med et band, hvor medlemmerne i den grad har noget på spil. Og de spiller også sådan. Uanset om tempo og stilart, spiller de med en indædthed, som kun kommer af at have oplevet de her ting på egen krop.
Der er bid i ‘Funeral Soundtrack #4’. ‘You Hear Yes’ er en aggressiv sag, der ikke tager gidsler, den er grov i munden og er pisseligeglad med både dine følelser og den gode stemning. Destroy Boys skriver ikke musik for at få venner, men for at give et indblik i hvordan det er at tilhøre en minoritet – selvom man er en del af ca. halvdelen af jordens befolkning. Men sange som ‘Boyfeel’, som både trækker på Tools lyd og er herligt 90’er-nonchalant, fortæller os, at feminismen er mange ting, og inkluderende bør være en af dem.
At praktisere hvad man prædiker.
Men. Der er altid et men. For under min research, faldt jeg også over en række artikler, der stillede bandet i et andet lys.
Med deres fokus i mente, er det paradoksalt, at de ikke havde noget problem med at tage på tour med SWMRS, som tilbage i 2020 imploderede grundet de mange anklager om overgreb, fremført mod trommeslager Joey Armstrong. Det er sgu ikke særlig punk at støtte op omkring et band, repræsenteret af det nu afviklede Burger Records, som var kendt for at have flere problematiske bands i stald. Der blev undskyldt fra Destroy Boys’ side, men i bund og grund er den undskyldning intet værd, når den kun faldt, fordi deres pladeselskab bad dem om det.
Vi er ikke ansvarlige for hvad andre gør, men vi har alle et fælles ansvar for at sige noget, når vi ser noget. Og vælger man at lukke øjnene, er man ikke spor bedre selv. Derfor er det en bittersød affære at falde for Destroy Boys, og jeg håber de fortsætter med at modnes, og tør tage de tæsk, der følger med, ved rent faktisk at handle på de overbevisninger, man siger, man har.
