Touché Amoré har for mig altid haft en evne til at skære ind til benet i deres musik i en kombination af rå energi og intime refleksioner, og ‘Spiral In A Straight Line’ er ikke en undtagelse.
På åbningsnummeret ‘Nobody’s’ spilder Touché Amoré ingen tid med grandiøse lydflader eller en længere atmosfærisk optakt, nej, det er efterhånden blevet et varemærke for gruppen ikke at lægge fingre imellem, når det kommer til de tankestrømme forsanger Jeremy Bolm og co. har i sinde at præsentere lytteren for.
Med hænderne over hovedet og iørefaldende lyrik, bliver vi inviteret til råbekor på albummets tredje nummer ‘Hal Ashby’. Nummeret og dens tilhørende musikvideo er for forsanger Jeremy Bolm en homage til den amerikanske filminstruktør Hal Ashby, hvis karakterer ofte er og bliver misforstået, hvilket Bolm oplever som et tilhørsforhold til de universer, som Ashby har bygget, fortæller han på podcasten ‘Intermission’ af Megan Braun.
Som på foregående plade ‘Lament’ fra 2020, har produceren Ross Robinson endnu en gang siddet bag knapperne og skruet en glimrende produktion frem. Et åbent lydbillede, som giver plads til Jeremy Bolms vokal i midten og med guitarene panoreret til hver sin side, emulerer produktionen en livebandfornemmelse, hvilket altid er en fornøjelse med post-hardcore bands, med en yderst kompetent gruppe musikere bag.
En dyb usikkerhed, at blive misforstået og at være misforstået er generelle linjer på ‘Spiral In A Straight Line’, hvorpå gruppens talent for lyrik, der kan være så nervepirrende i øjenhøjde, at det nogle gange bliver som at lege “Sæt halen på æslet” blot uden bind for øjnene.
“Force of habit” viser Touché Amoré i et mere fortællende format med dronende motiver, der lader lyrikken få plads som nummeret bygger op. En slags messende bevægelse ud og ind af linjerne: It’s a force of habit og It takes patience to break, som i nummerets opbygning konvergerer i et hårdtslående klimaks af frustration og et forsøg på selvbekræftelse.
Introspektiv og kontemplativ har været nøgleord for det lyriske univers, som Touché Amore har opbygget som varemærke gennem årene. Især distance og at være væk fra dem, man elsker, har fyldt meget for bandet i årenes løb, som de afspejler de mentalt og relationelle udfordringer, der følger med livet som turnerende band. Som Bolm synger på ‘This Routine’:
“I’m bad at taking photos of the people I love the most / I just think they’ll always be there / When we all know that they won’t
På ‘Spiral In A Straight Line’, ikke blot en streng af forventelige tematikker og post-hardcore-troper, nej, bandet har fået besøg af henholdvist Lou Barlow på ‘Subversion’ og Julien Baker på albumlukkeren ‘Goodbye For Now’, hvor førstenævnte ikke efterlod mig med et dybere indtryk, men hvor Julien Bakers fantastiske vokal bløder sammen med Bolms på en rørende tekst om en kærlighed, nostalgi og en passion, som efterhånden vokser fra hinanden og brænder ud i et sidste: “Farvel. Når vi ses igen, vil jeg være en bedre version af mig selv.”. En bittersød afslutning.
Jeg oplever ‘Spiral In A Straight Line’, som en version af Touché Amoré skåret ind til benet. Mere råt, om man vil. Albummet føles som et svar på spørgsmålet: “Hvad er Touché Amoré?”. 11 numre fordelt på knap 32 minutters tankestrøm efterlader mig flere spørgsmål end svar, men forlader mig smittet med Touché Amorés iboende følelse af nærvær og tilstedeværelse.
Touché Amoré nægter gå som katten om den varme grød, de hopper direkte i den fra tre-meteren. Og nu er det din tur i køen.
