Miserere Luminis bærer jernbyrd med deres andet album på 14 år. Dommen kan allerede afsiges nu.
’Ordalie’ – eller i dansk oversættelse: at bære jernbyrd – er en middelalderlig retspraksis, som heldigvis blev afskaffet i Danmark tilbage i 1200-tallet. Den anklagede skal, for at bevise sin uskyld, bære et stykke rødglødende jern i hænderne i ni skridt, før det kan slippes. Efterfølgende forsegles hånden i en vante, og nogle dage efter kan hånden beses og dommen afsiges. Er der vabler og brandsår kan man ikke kendes uskyldig, for Gud har ikke beskyttet den anklagede fra at komme til skade. Selvtægts udsendte har båret på Miserere Luminis glødende stykke jern, og dommen kan afsiges allerede nu. Der er masser af brandvabler af den allerlækreste slags.
Canadiske Miserere Luminis blev dannet af medlemmer fra Gris og Sombres Forêts i 2008 og udgav et selvbetitlet album i 2009. Siden var der stille indtil gruppen blev gendannet i 2018 for at spille på Messe des Morts Festival i Montreal, og seneste skud på stammen er altså ’Ordalie’, som de planlægger at turnere med i løbet af 2023. Bandets identiteter hemmeligholdes bag gyldne masker, kapper og aliasser, og består af de mytiske navne Neptune, Annatar og Icare.
Det er følelsen af at stå på en kold, canadisk kyst i tæt rimtåge og skrige mod intetheden.
’Noir Fauve’ åbner pladen instrumentalt, og vi befinder os tydeligvis et sted, hvor melankoli skal have frit spil. Klavertoner i mol slår tonen an inden henholdsvis guitar, trommer og bas også melder sig for nummeret igennem at smyge sig sammen gennem vekslende passager af temposkift, blastbeats og breakdowns med en melankolsk desperation i ascendanten.
Bandets tekster er franske, og selvom undertegnede med sit støvede folkeskolefranske ikke forstår dem, findes der heldigvis ordbøger. Det er svært at vurdere en lyrisk kvalitet på et sprog, man ikke forstår, men følelser centreret om eksploderende håb, følelsen af at gå indvendigt i stykker og drømme om at splitte alting ad er præcis, hvad der formidles i den ekstremt emotionelle vokal, som dygtigt eksekveres af Annatar. Det er følelsen af at stå på en kold, canadisk kyst i tæt rimtåge og skrige mod intetheden.
Nøgen rædsel og guddommeligt rod
Albummet gennemsyres af en grundlæggende nihilistisk tone rettet mod et lyrisk du. Det er ikke helt tydeligt, om du’et er en person eller Gud, som jeg’et raser imod. Måske er det heller ikke så vigtigt. Pladen høres bedst som et sammenhængende værk, der udfolder en indre tåge af vansirede minder og der veksles mellem isnende kulde og flammende raseri. Trods den til tider depressive stemning er der en stærk, underliggende joie de vivre som alligevel skinner igennem rimtågen. Til tider nærmer den sig ekstase, hvilket måske især gør sig gældende på det instrumentale ’Les Couleurs De La Perte’, som med sine fire minutter er cirka halvt så langt som gennemsnittet af pladens andre numre. Bandet er ikke bange for at inddrage andre instrumenter end de traditionelle guitar, bas og trommer, og flere steder finder vi passager med både klaver, cello og violin. Resultatet er en smuk og dunkel æstetik hvis kvalitetsstempel er, at det kan fungere som soundtrack til passager af lytterens eget liv. I denne anmelders optik er det, hvad der er kendetegnende for atmosfærisk black, når det er godt.
Mod pladens afslutning rives lytteren igennem ’De Venin Et D’os’, pladens måske mest aggressive nummer fyldt med kampgejst, crescendoer og en særdeles raspende growl helt fremme i lydbilledet som blev lyrikken reciteret særligt insisterende her, inden nummeret langsomt fader ud og trækker lytteren tilbage i de eftertænksomme, langsommelige gløder, så vi rigtig kan mærke, hvor grundigt vi er blevet brændt af jernbyrden.
Miserere Luminis kendes uden tvivl skyldige, og vi kan kun håbe, de gentager misdåden.
