Krig ændrer sig aldrig. Men vores forestilling om den gør.
Retten til at ytre sig, både i forhold til kunstnerisk valg af udtryksform, men også på en tekstuel indholdsside og når det kommer til holdninger er let at komme til at tage for givet fra vores lille, hyggelige danske perspektiv. Det bliver let at glemme, at der stadig findes reelle pionerer rundt omkring, selvom behovet ikke burde findes. Og når man flygter til Polen for at kunne få lov til at spille metal, så mener man det.
Belarusiske Dymna Lotva udgøres af Jauhien Charkasau (guitar og bas) og Katsiaryna Mankevich (vokal og fløjte). Tilbage i 2021 støttede de åbent protester mod præsident Lukashenko, og er man tillige musiker i omegnen af black metal går den slags ikke ubemærket hen i Belarus. Bandet måtte flygte til Polen ud fra et sikkerhedshensyn. Heldigvis har det ikke lukket munden på dem, og de er nu aktuelle med et konceptuelt album om krig(ens rædsler) seks år efter deres seneste udgivelse. Albummet er det andet i en planlagt trilogi og er hele 73 minutter langt. Grunden til varighedener dog ikke uvæsentlig. De insisterer på at bevæge sig igennem krigens følelser af forfærdelse, raseri, had, håbløshed og sorg – henimod en lille, forsigtig spire af håb, som krænger sig op gennem den afbrændte jord i slutningen. Kunne det gøres hurtigere? Måske. Som lytter begynder det at blive svært at holde koncentrationen nok til at skelne skarpt mellem numrene når vi er nået halvvejs gennem pladen. Men denne anmelder respekterer bandets beslutning.
På sociale medier lægger Dymna Lotva ikke skjul på, at de forholder sig til krigen i Ukraine, og advarer endda ukrainske fans om, at ‘Come and See’, som indleder pladen, har en sampling af luftsirener, der går i gang. De angiver i et opslag på instagram også minuttallet, så man kan spole forbi det hvis det vækker traumer, man ikke kan bære. Alarmen akkompagneres af tunge riffs og på tekstsiden en anklage rettet mod de, som ødelægger, fulgt af et påbud om at komme og se, hvad de har gjort: “A house, once full of children / now, only dolls, swarming with flies”. Katsiaryna Mankevichs hæse vokal er ekstremt stemningsfuld, ikke mindst når hun lader den glide over i skrig, der er lige dele hypnotisk og fyldt med smerte.
Selvom der er masser af mørk, melankolsk skønhed i musikken, er det ikke de afslappede afkroge af sindet, pladen tillader dig at besøge. Udover ‘Come and Sees’ akutte krigsstemning, som med Ukraine er aktualiseret i sådan en grad, at det er svært at forholde sig til det som kunst uden konteksten af indre billeder, der flyder forbi, så forefindes enhver forælders mareridt i nummeret ‘Hell’, som handler om en mor, der mister sine børn i krig. Hun overlever, men er for evigt fanget i sin pinsel. Nummeret åbner med en barnestemme, der reciterer: “I will sow some cucumbers / low above the water / I will water them myself / with my own small tears”, mens lyden af barnegråd glider ind over. Vi får et kort melodistykke, inden Mankevich flænser lytteren med det mest sorgfulde, growlende skrig, jeg nogensinde har hørt. Man afklædes alt i mødet med den intense smerte, nummeret udtrykker. Det er næsten ubærligt, at der også skal være skønhed til stede, og ubønhørligt glider nummeret over i et svævende saxofonstykke inden vi kastes tilbage i jammer. Skrig fra både børn og voksne sammen med en lyd af noget, der brænder, så langt fremme i lydbilledet, at man ikke behøver lukke øjnene for at forestille sig at stå blandt brokkerne i et sønderbombet kvarter, desperat søgende familiemedlemmer, som næppe har overlevet.
Det er netop sammenstillingen af ubærlig smerte og hjemsøgende skønhed, som kendetegner albummet i sin helhed. Dymna Lotva går ikke så meget op i at leve op til genrekrav, men belåner post-black, doom og depressive black som det passer dem, samtidig med at de smider en saxofon, samples eller en harmonika ind, hvis det skal til. Nummeret ‘The Pit’ åbnes med en autentisk optagelse af Nina Kniazieva fra Krasnica, som overlevede Holocaust, og som fortæller om at flygte ud af en massegrav med sine lemlæstede forældre indtil hun afbryder sig selv og konstaterer: “You know what, I cannot keep talking”. Nummeret tager over og Mankevich skriger, kæmper efter luft og raller sig igennem sangen om at kravle igennem lig og gå hen over de døde. Overlevende, men med en død sjæl.
Lige så effektivt, som ren rædsel og fortvivlelse skinner igennem numrene (også, hvis man ikke har adgang til de engelske tekster) således mærkes også had og raseri på numre som ‘Night Witches’ og især ‘Cruelty’, som indeholder fantaseren om at lemlæste agressoren. At fratage andre deres frihed, rive øjnene ud på dem og lade dem rådne op i en evig nat og stadig mærke, at hadet ikke er aftaget.
Mareridtsstemning iklædt smukke harmonier, forholdsvist tunge riffs og svævende passager binder pladen sammen mens vi føres gennem følelsesspektret. Duoen har selv angivet bands som My Dying Bride og Amenra som nogle, der har influeret dem, og det giver mening, når man hører pladen.
