Da ‘Brave Faces Everyone’ udkom, blev vores verden vendt på hovedet. Pludselig levede vi i en pandemi, og det album havde mere relevante temaer, fra depression, selvmord og til egenligt bare at stille spørgsmål ved ens egen eksistens. Hvordan kan man følge op på det?
Jamen, det svarer Spanish Love Songs på deres nye album ‘No Joy’, der udkom i august.
‘No Joy’ er Spanish Love Songs fjerde album, og her forlader de deres emo-rødder og går i en retning som kun kan få The Killers til at sættespørgsmålstegn ved deres egen karriere. På albummet her, får vi en mere new-wave synthet lyd, forvrængede guitarer, og sange, der får udnyttet akustisk guitar.
“You’re not a ghost / So stop disappearing” synger Dylan Slocum på nummeret ‘Haunted’, som var den første single, der blev udgivet. ‘Haunted’ giver endda et tilbagekald til sangen ‘Self-Destruction (As a Sensible Career Choice)’, for vi husker alle den ikoniske linje “It can’t be this bleak forever”, og nu, tre år senere, “It’ll be this bleak forever, but it is a way to live”. Fordi det er hvad ‘No Joy’ handler om – at finde en måde at leve på. Men ‘Haunted’ er ikke den eneste sang vi har med tilbagekald.
‘Middle of Nine’, en meget personlig sang, som Slocum skrev om sinbedstemors død og sorgen der fulgte, er noget så rørende. Sangen er proppet med en akustisk guitar gennem første vers, og supplerende vokaler fra resten af bandet i baggrunden. Men da omkvædet går i gang, så kommer der brummende synths fra Meredith Van Woert, der følger sangen i en intens tone. “Do you remember the look on my face when you told me you wanted to die?” synger Slocum med sorg i stemmen. Den linje bliver dog vendt om til hans eget perspektiv i sangen ‘I’m Gonna Miss Everything’, hvor han spørger sin bror “I can’t remember the look on your face when I told you I might want to die” over en mere optimistisk melodi.
Sange som ‘Mutable’, der lægger ud med noget af en akustisk elguitar og muligvis lidt mere dystre synths fra Van Woert er ret passende når Slocum leverer en tekst i omkvædet som “I wish I could live my life / until I got it right”. Så har man en sørgmodig sang som ‘Exit Bags’, der maler et billede af at finde håb i et uforudsigeligt liv.
‘Re-emerging Signs of the Apocalypse’ afslutter albummet, med glade, rene toner, og igen en optimistisk instrumentel tilgang. Og Slocum kan ikke lade være med at lukke af med et tilbagekast til ‘Lifers’, som er albummets åbner. I ‘Lifers’ synger han så fint “But don’t write yourself out of the equation”, og slutter albummet af med teksten “And we’re part of the equation”.
‘No Joy’ giver bandet plads til at vise, hvem de er. For selvom Slocums tekster kan være intense og mørke når det kommer til stykket, så toner han det en smule ned, for at give resten af bandet en mulighed for at skinne igennem med deres, hver især, specielle evner. Det er ikke en dårlig ting. Det gør albummet mere samlet, og det farver det også og giver hvert nummer en mulighed for at skille sig ud. Budskabet er der: find glæden i de store og små ting, og det vægter Slocum og Co. på ‘No Joy’.
