Den opmærksomme læser vil nok bemærke, at vi allerede har beskæftiget os med A Mess før. Det gjorde vi i Kortlisten tilbage i februar, da EP’en ‘No Man’ – der også udgør halvdelen af denne udgivelse – udkom. Men her i udkom altså en samling af den førnævnte, og 2021’s EP ‘Woman’.
Det er en fremragende anledning til at få talt om begge dele lidt mere i dybden, end vi nåede sidst, især når solen begynder at kigge frem. For det er musik, der egner sig fremragende til sommer og solskin, og jeg har et lille håb om at se A Mess til dette års Luna Riot Ball, da kombination af skating, Blågårds Plads, kølig hvidvin og en energisk udendørs koncert med en sang som ‘We Gonna Fight’ lyder noget nær perfekt.
Det er altid en udfordring for en anmelder at tale om et band, uden at skulle nævne køn og fremtoning hos frontpersonen. Vi ser det ofte gjort forkert i de etablerede medier. Man kan blive i tvivl om, hvorvidt Sanne Salomonsen reelt har spillet en dårlig koncert, eller om en given anmelder er forsmået eller har noget i klemme.
Sådan gør det sig også gældende med andre, store kvindelige kunstnere. Britney, Madonna og Taylor Swift har alle haft deres ture i maskinen i diverse dagblade. Det er ingen hemmelighed. På Selvtægt vil vi gerne forsøge at komme uden om den slags. Det gør vi vores bedste for. Men det er umuligt at lade som om køn ikke har en betydning. For det har det helt klart for A Mess. Det er et feministisk band, og det undskylder de ikke for. De gemmer det heller ikke. Det ville heller ikke give mening, når vi netop taler om sange som ‘We Gonna Fight’, der handler om kampen for fri abort, ‘Fuck Your Way to the Top’, der tackler den gamle myte om det samme emne eller ‘Gender Traitor’, der omhandler kvinder, der trækker stigen op efter sig, når de selv er kommet i mål.
Det er udpræget musik, der handler om den kvindelige, levede oplevelse og det er noget, man bliver nødt til at tage til sig. Det er også interessant, at det er en forhindring for os. Som musikanmelder er jeg samtidig en mand og også et produkt af en virkelighed, der opfatter det mandlige som det neutrale – eller som udgangspunktet. Og derfor bliver det faktum, at ‘Woman – No Man’ omhandler kvindelige problemstillinger, noget jeg ikke kan komme uden om at forholde mig til. Jeg kunne have skrevet en anmeldelse med fokus på tonalitet og guitareffekter – der er for eksempel fed fuzz på åbningsnummeret, men det ville være den kønslige ækvivalent til at erklære sig “farveblind” i spørgsmål om racisme. For vi ser køn, og vi oplever køn. Men omtrent halvdelen af os forstår ikke køn og har ikke nogen anelse om de problemer, vores medmennesker oplever.
Det så vi i vid udstrækning under første del af Metoo-bølgen. Mange mente, at der ikke var nogen problemer med ligestilling eller sexisme, mange mente at kvinderne bare måtte lære at sige fra, og andre mente, at de skulle holde deres kæft. Det er et besynderligt krydsfelt af forskelligartede ordrer og holdninger, og det hele sker ud fra et systembevarende udgangspunkt. Derfor er det også vigtigt, at folk som A Mess’ Dorte Hartmann har mulighed for at give os andre et indblik i de ting, hun og andre kvinder som hende oplever. På den måde minder ‘Woman – No Man’ en del om Sofie Riise Nors’ tegneserie ‘Sexmagasinet Vol. 1’, der også på en både humoristisk og indlevende facon hjalp til at skabe forståelse, uden at gå på kompromis med sine holdninger.
Apropos Luna Riot Ball, så spillede det britiske band Dream Nails på sidste års udgave, og det er en god sammenligning for A Mess. Det er hyperfokuseret og lyttevenlig feministisk punkrock, og selvom Dream Nails er britiske og A Mess har en umiskendelig dansk lyd, der trækker tråde til Darling Don’t Dance og Girlcrush, er parallellerne tydelige.
For begge formår at få leveret de politisk slagkraftige budskaber på en melodisk og ørehængende facon, der sidder fast i dagevis. ‘Gender Traitor’ er særligt fremragende i den henseende.
Det understreger også, at man ikke behøver at give sig i kast med hverken akademiske afhandlinger eller tunge, progressive kompositioner for at komme med vigtige pointer. Hvis man gerne vil have dem længere ud og ikke har interesse i at kede sit publikum ihjel, er det en glimrende plan at have styr på sin popsensibiliteter. Hvis flere forstod, at det ikke er en synd at lave musik, der er sjov at lytte til, kunne det være vores mainstreambillede så en smule anderledes ud.
Det er ikke vanvittigt at forestille sig “almindelige mennesker” lytte til A Mess, og det er en god ting. Der er en grund til, at den europæiske indiemusiksammenslutning IMPALA mener, at dette band er et af hundrede, man skal holde øje med i den kommende tid. Det synes jeg også.
A Mess turnerer i Tyskland og Schweiz fra 19. april til 3. maj, og spiller følgende koncerter i Danmark i forbindelse med udgivelsen: Musikcaféen, København, fredag 31. maj og Huset i Hasserisgade, Aalborg, lørdag 1. juni.
