Xiu Xiu fornyer deres egen lyd på ’13” Frank Beltrame Italian Stiletto with Bison Horn Grips’ med en blanding af støj og æterisk rock, der balancerer tilgængelighed og genkendelighed.
Når man spiller i band og har lavet musik længe, vil der før eller siden komme et tidspunkt, hvor man ikke kan blive ved med at falde tilbage på de samme karaktertræk, der har virket førhen. Man kan gøre forsøg på at prøve noget helt nyt, eller man kan forny sig selv ved forbedring af punkter, der tidligere har været fremtrædende – ikke at det altid fungerer helt præcist, som trioen Xiu Xiu måske gerne ville have, på deres nye plade ’13” Frank Beltrame Italian Stiletto with Bison Horn Grips’ , men for hvad det er, er det forfriskende.
Faktisk ved jeg ikke, om forfriskende er det rigtige ord, når albummet størstedelen af tiden føles som en deliristisk hovedpine af beroligende støjmure og æteriske rockpassager. Tydeligt på især ‘Common Loon’, hvor lydbilledet ender ud i noget mere shoegazet støjrock, end bandet normalt ville lave.
Det kan godt være, man kender Xiu Xiu for deres rå abstraktion og eksperimentale knytnævegreb om elektroniske elementer, men samme radikalitet findes ikke på denne plade. Fokus virker mere til at ligge i tilgængelighed og lyriske temaer, som på førnævnte ‘Common Loon’, hvor vokalist og multiinstrumentalist Jamie Stewart udtrykker queerness og omfavner en mangfoldighed af køn og seksualitet. Stewart sætter fokus på kønsskifte, når de synger linjer som “What will you do if and when I am someone else?“, mens en hvirvelvind af luftige guitarriffs, støjsynths og rockede trommer komplementerer udtrykket glimrende.
Albummet beholder samtidig hjørnestenene af, hvad der gør Xiu Xiu til Xiu Xiu. Foruroligende ambientsektioner med elektroniske indspark fra Angela Seo forekommer stadig tydeligt på pladen, som slutnumrene ‘Bobby Bladn’ og ‘Piña, Coconut & Cherry’, der skaber en sammensmeltning af ubehagelige lydkollager á la Coil og skrækindjagende skrig og råb fra Stewart, som afslutter hele pladen. Det eksperimenterende er dog ikke kun aktuelt i form af dystre lydforvrængninger, da Xiu Xiu vælger at smide et nærmest progget nummer ind i albummet med ‘Veneficium’
Albummets forløb står ikke konsekvent lige så stærkt, som specifikke individuelle numre gør. Åbningsnummeret ‘Arp Omni’ formår fint at sætte stemningen på pladen, inden den bliver afbrudt af dunkende ‘Maestro One Chord’, men indimellem føles flowet mere rodet end koordineret – specielt når nummeret ‘Common Loon’ bliver opfulgt at tungslæbende ‘Pale Flower’, hvis retning og formål føles ufremkommelig.
Men overordnet synes jeg, at deres mere håndgribelige image på ’13” Frank Beltrame Italian Stiletto with Bison Horn Grips’ klæder Xiu Xiu gevaldigt. Hvis bredere tilgængelighed var hvad det krævede for at fungere som et solidt indgangspunkt for nye lyttere, der måske ser på et katalog så stort som Xiu Xius og føler sig overvældet, så gør det mig personligt ikke noget, at der er blevet skruet ned for eksperimenteringen – især ikke når albummet i sig selv står rigtig stærkt.
