Der opstår dissonans, når Fredag den 13:e åbner for psykisk sårbarhed og isolation og gør det med råbekor og tunge breakdowns. Det klæder deres formfuldendte D-takt.
Fredag den 13:e har tre faktorer imod sig: Navnet, Olde English-fonten og alle skeletterne på deres covers viber dorsk retro-black eller bare kikset dødsmetal.
Det er så også det eneste dårlige, der er at sige om Göteborg-bandet. Siden 2006 har de over nu fem albums har vist, at de kan ramme D-takt-formlen lige i røveren med dobbelte råbeharmonier, rullende trommer og en Lemmy-bas, der er så meget rytmeguitar, at guitarerne kan ligge og køre melodilinjer henover det hele, som om de var Rocky George med en plan. På den forrige plade, ‘Dystopisk utsikt’ helt tilbage i 2018, havde de endda midtempo-dræberen ‘Dödat av tid’, der simpelthen er helt deroppe sammen med ‘Nu är det väl revolution på gång?’, ‘Snick Snack’ og ‘Du e för fin för mig’, når vi skal rangere de bedste svensksprogede sange nogensinde.
D-takt er genren, tiden hverken kunne slå ihjel eller bare ud af kurs. En genre, der helst ikke skal vige fra den formel, Discharge skabte, og Anti Cimex skandinaviserede i begyndelsen af 80’erne. Se bare, hvordan det gik Martyrdöd på deres seneste plade. Men som sagtens kan perfektioneres, sådan som Tragedy og Victims har gjort det med endnu mere melodisk tæft og diskret afveksling. Ikke at forglemme From Ashes Rise, hvis Brad Boatright selvfølgelig har mastered Fredag den 13:es femte plade, fordi det skal han med alle plader, der skal lyde beskidte og seje.
‘Mänskliga gränstillstand’ er beskidt og sej, og den er skabt med de ingredienser, jeg beskrev ovenfor, og ikke stort mere. Men det ligger i titlen, at den også vil noget mere end sin forgænger, der tematisk primært beskæftigede sig med religion og fascismens dårligdomme, fordi punk, jo. Siden ‘Dystopisk utsikt’ har corona-nedlukningerne skabt endnu større social isolation og psykisk sårbarhed, end der i forvejen var, og folk er gået amok i konspirationsteorier og frådende had mod alle mulige arbitrære mål. Det handler ‘Mänskliga gränstillstand’ om.
Det er dybt sympatisk, selvom det også flere steder skaber dissonans mellem budskab og medie: ‘Inom sig är alla ensamme’ lyder decideret pudsigt, når titlen råbes i kor over et tungt breakdown, der overhovedet ikke virker den mindste smule sårbart eller bare åbent. ‘Förlorade år’ har den samme vibe, mens andre sange går mere over i retning af Poison Ideas tromlende punkrock, ren mangel, som de kalder blastbeat-sekvenser i skærgården.
Det er også den dissonans, der er med til at gøre Fredag den 13:e og ‘Mänskliga gränstillstand’ lidt mere interessant end den D-takt, der holder sig strengt til formlen og parolerne. Der kommer en smule mere på spil for Fredag den 13:e, man bliver nysgerrig efter at finde ud af, hvad der egentlig ligger bag – man får en fornemmelse af, at der faktisk ligger noget bag lydmuren, og at man kan blive budt indenfor og tage del i det.
Men selvfølgelig er parolerne og de sikre kort der også på ‘Mänskliga gränstillstand’. ‘Våldsmonopol’ er ren Tragedy og åndssvagt godt skrevet, og skulle man være i tvivl, om Fredag den 13:e har skiftet mening om religion og måske endda var blevet en lille smule spirituelt søgende under nedlukningerne og menneskeudgrænsningen, lukker de pladen ned med ‘Ett paradis av piss’.
Sådan et paradis var 2020-22: Roligt, ensomt og med masser af skærmtid og smertefuld død. Fredag den 13:e har givet den periode et passende efterskrift nu.
