Har man overværet en MMA-kamp, så ved man at det er et af de steder hvor man kan opleve hvad menneskelig brutalitet, kan gøre ved et ansigt.
En MMA-kamp varer 5 runder af 5 minutter – samlet bliver det 25 minutter. Så prøv at forestille dig, at din modstander er to vægtklasser over dig, en ordentlig krabat, der må gå sidelæns igennem døren. Og lige som klokken ringer, får han fat i dig og får hevet dig i gulvet og sætter sig på dig, ligesom Store Michael fra 9. klasse gjorde det i folkeskolen. Og så banker han bare løs på dit ansigt, imens du ligger der, helt forsvarsløs. Og det er ikke kalkulerede eller teknisk, det han gør. Det er primitivt, nærmest dyrisk. Slagene hamrer og buldrer derudaf. Og det stopper først efter 39 minutter.
I ringhjørnet står holdet bag din “slåskamp”. Det er et hold bestående af medlemmer fra Harm’s Way, Weekend Nachos og Like Rats, som er dem, der står bag det soniske overfald, du er i gang med, og der er en chance for at du ikke kommer helskindet derfra.
Ligesom deres selvbetitlede debut er ‘Systems of Terror’ en omgang dødsmetal med en tilpas mængde sludge i, der gør at det bare slår hårdere, uden at det bliver slasket og bluesy.
I modsætning til deres debut er der på pladens første halvdel skruet ned for dynamikken og den virker derfor en anelse monoton og man skal hen over midtpunktet på pladen, før at der kommer mere adspredelse i det eksplosive udtryk. Enkelte steder er two-step invitationen endda lige på trapperne, som gør at man kan finde lidt rytme.
Det her er dødsmetal, spillet af hardcorefolk.
Gennem hele pladen agerer Hate Force hovedpersonen i det konfrontatoriske og aggressive slagsmål, hvor der er øretæver til alle, der er indenfor rækkevidde, om de vil det eller ej. Og når jeg siger hele pladen, så mener jeg vitterligt hele pladen.
Dobbeltpedalerne kører nærmest konstant igennem hele pladen, kun afbrudt af lidt D-beat-kampgejst og enkelte steder får guitaren plads forrest i lydbilledet, hvilket gør pladen til ét langt bombardement, der føles som om at det aldrig stopper.
James Pligges vokal er kommanderende og konstant brølende, uden at den bliver “øffende”, med en masse tyngde bag sig. En sværvægtervokal, der matcher bas og guitar, og som gør, at alting står og runger. Vokalen er så godt som umulig at tyde, og eftersom Hate Force åbenbart er et af de bands, der ikke har deres tekster tilgængelige, så er pladens emner og lyriske kvalitet svær at vurdere. Tidligere har James Pligge skrevet om had, selvlede og håbløshed på den måde der gør man hiver lidt tungere jern oppe i fitten, og med titler som ‘Total Violence’, ‘Massive Grave’ og ‘Firing Squad’, kunne tankerne godt lede samme sted hen, muligvis set igennem en krigs brutalitet som linse.
Er du mere til James Pligge i en lettere vægtklasse, så ses vi oppe foran til Harm’s Way på Copenhell.
