Hvis jeg siger Louisiana og måske metal, så tænker du nok straks på Eyehategod, Acid Bath eller Crowbar. Eventuelt noget, Phil Anselmo har haft sine fedtede fingre i. Sløvende, støjende og grim musik, som trækker på groovet fra blues, tyngden fra doom og vreden fra hardcore.
Hvis du så skruer lidt ned for groove og op for tyngden, så det nærmest bliver maskinelt på den kolde, umenneskelige og følelsesløse måde, og vreden op til ren udadreagerende magtesløs nihilisme; så har du Thous seneste plade, ‘Umbilical’.
Hastigheden på nogle af numrene vil nok overraske ældre fans lidt, men med en mere hardcoreinspireret lyd, i modsætning til den slaskede og til tider shoegazede forrige fuldlængde ‘Magus’, bliver vi hevet igennem et forfejlet system der kun vinder, ved at vi alle andre taber. Dette er en plade, der effektivt illustrerer det uundgåelige og uomtvistelige greb, kapitalismens lange latterlige fingre har i verdenen og hvad den gør ved menneskene i den.
Det her er en plade for de radikale og udstødte, der er flygtet fra opgivelsens altoverskyggende favntag. For dem, der nægter at give op for tredive sølvpenge, bare fordi at det er nemmere. Pladen er især for dem, der har givet op og nu er knækket af deres kompromiser og desperat rækker bagud mod det, der engang var deres integritet.
Dette er til dem, der ikke har læst teorier af Marx, Goldman eller Proudhon, men som kan genkende den opslidende og uendelige kamp, det er at komme op ad den bakke, som vores moderne samfund har placeret sig på.
Thou er måske ikke bandet man hører, når man gør sig klar til at tænde molotovcocktailen, men de er en del af det poetiske manifest man læser som optakt.
Når slåskampen bliver til fællessang.
Lige fra åbningsnummeret ’Narcissist’s Prayer’ bliver man straks kastet ind i en verden af tykke, nedstemte riffs og ubønhørlig støj. Bryan Funcks vokal er et fremtrædende element, bestående af hårde, ubarmhjertige skrig, der perfekt fanger temaerne af afsky og fortvivlelse, der gennemtrænger albummet og som bedst kan beskrives som den følelse af afmagt og komplet desperation, et menneske må føle, lige før de falder på knæ og bønfalder deres gud.
På trods af at de har kigget bagud til deres DIY-hjemmebase i hardcore, bliver det dog aldrig helt two-step, men det er tydeligt, at bandets rødder i punk skinner igennem på pladen, blandet andet gennem de kortere, men mere umiddelbare sange, som ‘I Feel Nothing When You Cry’ og ‘Emotional Terrorist’, der kombinerer hardcore-energi med mindeværdige hooks og grooves og især sidstnævnte gør, at man nærmest står og dolker luften i takt.
Pladen oscillerer mellem langsomme, feedback-dryppende klagesange og højenergiske numre, der viser bandets evne til at blande deres indflydelser effektivt. ’I Return As Chained And Bound To You’ dykker ned i nærmest death/doom-territorium, mens ‘House of Ideas’ bygger sig op fra et piskesmæld, der lyder som pistolskud til et episk, feedback-ladet klimaks.
Igennem sin rå og aggressive natur indeholder ’Umbilical’ melodiske elementer og groove, som på ‘Unbidden Guest’ og ‘The Promise’, der minder lidt om grunge à la Nirvana, som de også tidligere har lavet covers af, på ‘Blessings of The Highest Order’. På albummets afskedsbrev, ‘Siege Perilous’, får vi endelig en afslutning på det sisyfosiske mareridt, som verden har givet os.
‘Umbilical’ vidner om Thous evne til at udvikle sig, mens de forbliver tro mod deres ophav og idealer. Det er et råt, aggressivt og politisk ladet album, der viser bandets alsidighed og intensitet. Uanset om du er en mangeårig fan eller lige er vadet ind fra siden, så er ‘Umbilical’ en overbevisende og seriøs slagsang, fra et af sludge-metallens mest innovative bands.
