Hvad gør man, når man er træt af at stirre ned i det sorte bundløse hul, vi kalder det moderne samfund? Når man indser, at neoliberalismens lange kløer gennemtrænger alle aspekter, fra de økonomiske strukturer til kulturelle normer og at det hele er selvforstærkende? Man læser poesi og kigger ud i æteren, forbi den fysiske verden.
Kender man Marco Malcorps’ primære foretagende, Anti Ritual, så ved man godt hvilken vej stanken fra kapitalismens kadaver blæser. Med Afstumpet er vi i en lidt anden boldgade, her får han hjælp fra KB Larsen, også fra Anti Ritual og Tuna fra Hyperdontia, til at servere os en snack af deathgrind.
Navnet og tematikken er inspireret af ‘Les Chants de Maldoror’, en fransk omgang surrealistisk prosa-poesi fra 1868, hvor de traditionelle moralske værdier bliver udfordret og hvor ondskaben og brutaliteten bliver hyldet, og lige pludselig lyder fransk poesi egentlig ret dødsmetal. Men det her er ikke det klassiske “opsprættede kvindekrop” narrativ, der er omdrejningspunktet hos Afstumpet, derimod er det misantropi og hadet til gud.
Hen over en fire-retters, bliver eksistens og skæbne beskrevet med et surrealistisk og mareridt fremkaldende sprog, og når vi er i deathgrind-land, så er der selvfølgelig grusomme tekster, især på ‘Nekrofilen (til GW)’, der kvalmende beskriver – det. Men det er egentlig gjort ret poetisk, på grænsen til romantisk og er ikke nær så vulgært som genren normalt kan være, hvilket gør at Afstumpet aldrig helt bliver ulækkert og grimt, hvilket jeg synes klæder dem. ‘Maldoror’ er indspillet i øvelokalet, hvilket faktisk ikke kan høres, takket være KB, der udover at have mixet, også har stået bag samtlige strengeinstrumenter. Malcorps vokal står som et vredt og snerrende element mens trommerne, anført af Tuna, lægger sig som et buldrende og velspillet tæppe.
Vil du høre noget ulækkert?
Jeg har aldrig rigtigt gået så meget op i dødsmetal tekster, da jeg altid har haft en ironisk distance til brugen af splatter lyrik, da det for mig blot fungerede som edgy blikfang. Men når det høres på dansk, så rammer det lidt anderledes. Jeg ved ikke om Malcorps er en god lyriker, det har jeg ikke de fornødne egenskaber til at vurdere (men jeg er også mere til slagord uden plads til en nuanceret debat, frem for poesi, såsom hos Anti Ritual). Men med linjer som ”Når dit skød synker sammen som en ruin af karmoisinrødt udflåd”, så udløser det nærmest en fysisk reaktion.
Efter en hårdtslående fire- numres demo, hvor det hele er overstået på 12 minutter, sidder jeg tilbage med en følelse af, at Gud ikke blot har forladt os, men at hele menneskelighedens eksistens kun har været en stor sadistisk leg.
Som en der ikke er særlig velbevandret i dette hjørne af metallen, var jeg spændt, da der er placeret nogle musikere bag, som har en række imponerende fjer i hattene.
Så når der tages højde for talentet, diversiteten og deres (hver især) tidligere succeser, så fremstår ‘Maldoror’ som en anelse ensformig, da numrene flyder lidt sammen, på samme måde som flødekartoflerne og carbonaraen gør det i buffeten og det hele er lidt svært at adskille. Enkelte steder er der temposkift og riffene får lov at fylde lidt mere hist og her, som på titelnummeret, men generelt er det en omgang fuldt galoperende og hæsblæsende klapsammen.
Men hvis du er til velproduceret dødsmetal med blastbeats nok til at en makker med corpepaint vender hovedet, så snup dig et stykke med Afstumpet.
