“Nåh ja, jeg elsker asså også såd’n noget hård rock! Kender du dem der Nirvana? Dem burde du altså lytte til. Smadderfedt, ikkås’?”
Der er forskel på anmeldelser. På kontoret ville ovenstående nok føre til en “åh ja, dem har jeg hørt om” og så ikke meget mere. Men efter jeg havde koordineret en masse med Demersals Viktor Ravn efter vores premiere på ‘Lys i Natten’, skrev han “Hør det nye album med Infant Island i øvrigt”.
Mere skulle der ikke til, før jeg kastede mig ud i det, og hørte pladen nok omtrent tyve gange. Her må jeg være ærlig, og sige, at det langt fra er alle plader, jeg skal anmelde, der får så mange omdrejninger. Det handler både om, at det er en smaddergod plade, men også om, at Infant Island er en fucking tease, der ikke lader lytteren fatte det hele, hverken nu eller om tre afspilninger.
Udover at være Mothras hjemsted i kaiju-universet, er Infant Island et såkaldt “blackgaze screamo-band” fra Fredricksburg i Virginia. Vi får allesammen tunge øjenlåg, når genrer defineres sådan, men ikke desto mindre er det ret spot on.
Det er underligt, for blackgaze plejer at være temmelig konceptuelt og selvhøjtideligt, mens screamo dyrker det allerinderste og demonstrerer det for hele verden, som en teenager med hundehalsbånd og grim eyeliner i 2004.
https://youtu.be/tpCin_yqxnk
På en eller anden måde lykkes begge dele for amerikanerne på denne udgivelse fra januar måned. Men det kræver nok en helt særlig lytter, for rigtig at elske det.
For eksempel var det først da vokalen skiftede på ‘Clawing, Still’ at undertegnedes kæreste fangede det.
“Ahhh, nu forstår jeg. Det var de følelser, du ville fortælle om”, sagde hun til anlægget, da screamovokalen kom til. Inden da, havde det nemlig været en dyb og buldrende black metal-variant, der drev værket.
Blandingen er lige dele flydende og skærende. Det er ikke til at vide, hvornår vi er i black metal-land, og hvornår vi dypper tæerne i det emotionelle badebassin, men begge dele kommer frem omtrent lige ofte.
De bedste øjeblikke er som i ‘Veil’, hvor Daniel Kost lige må trække vejret, og næsten lyder som om, han er ved at opgive ævred. Skrøbeligheden er tydelig, og vi elsker den.
Det helt særlige, som Infant Island kan, er dog koncentreret om én person. Trommeslager Austin O’Rourke er intet mindre end et slagtøjsgeni, og formår at drive hele albummet frem gennem sine geniale fills. Allerede fra første sang, ‘Another Cycle’ demonstrerer han, hvordan han kan skifte fra valserytme til blastbeats, og helt ærligt, hvem elsker ikke det?
Hans trommespil er altid separat fra resten af bandet, men dog både solidt og centralt. Hvis nogen har undret sig over, hvordan musik ville lyde, hvis trommeslageren opførte sig som en leadguitarist, så viser Infant Island det lige her.
Det interessante ved kombinationen af screamo og blackgaze er, at det faktisk kommer til at være et omvendt resultat af vanlig black metal. Da jeg første gang hørte ‘Nattens Madrigal’, kunne mine ører ikke håndtere støjen, og det tog mig lang tid at kunne påskønne de smukke melodier, der lå begravet under de mange lag fuzz og forvrængning. På ‘Obsidian Wreath’, og navnlig på ‘Amaranthine’, er det lige omvendt. Her ligger de smukke, Alcestske lag øverst, og nedenunder findes vreden, aggressionen og larmen. Det er meget interessant og bryder lidt med den ellers ret kompakte lyd, virginianerne lægger for dagen. For der er ingen tvivl om, at det her er ganske moderne. Hvis vi var i en War of Loudness-infographic, ville Infant Island ligge solidt placeret i pølsefiguren, men det gør faktisk ikke noget, når der er så mange gode detaljer, der kan graves frem.
Lidt klichefyldt, kan man måske sige, at Infant Island tager nogle af de bedste elementer fra de genrer, de arbejder i, og blander dem til noget nyt og større end summen af dens dele. Men altså. Hvem gider være så forudsigelig i sit skriveri?
