Canadisk norsk black metal
Canadiske Wormwitch, spiller black metal med hele kroppen og min allerførste tanke omkring åbningsnummeret ‘Fugitive Serpent’ var “nå, så er vi vist også i gang”. Der er ikke noget omsvøb, forspil eller på anden vis opvarmning til godt og vel 40 minutters black metalorgie. Fra første færd bliver der høvlet igennem med alt hvad den kan trække af riff-salat og blast beats, spillet så det canadiske ophav drukner i de norske bølger.
‘Envenomed’ hakker af sted i den samme sorte rille, men hiver en hæderlig solo ud af ærmet, som bryder med den ensformighed, der indfandt sig efter blot to numre. Det lyder rigtigt nok af black metal, og det lyder heller ikke helt skidt, men der mangler bare noget, der adskiller dem fra alle de andre bands, der også har hørt kaldet fra fjeldene. Det er ikke nødvendigt at sidde og remse de mange inspirationskilder op, for svaret er: “dem allesammen.”
Spænd hjelmen og fat dit sværd
På ‘The Helm and the Bow’ er der masser af støj på linjen, og følelsen af den mere skrabede og primitive første bølge bryder med den monotoni, jeg frygter gør sig gældende for resten af pladen. Den krydses med mere af det, der har været lagt for dagen, men afvekslingen klæder dem. Afvekslingen siver ind i næste skæring, ‘Inner War’, der lokker med akustisk og melankolsk guitarspil – men selvfølgelig kammer over i, ja, du gættede det, mere black metal.
Sådan går det, slag i slag, riff på riff, ud over stepperne, indtil vi når til ‘Salamander’. Som taget ud af hvilket som helst fantasyunivers, folkedanser de sig ud af manuskriptet og nummeret er sært passende, med tanke på, at black metal og rollespil har sit eget Venn-diagram med overlap. De øvrige numre lægger sig i slipstrømmen, og ikke engang et citat fra en obskur, tysk film, kan redde ‘Bright and Poisonous’ fra at drukne i mængden.
Krabbegang 101
Der er ingen tvivl om, at Wormwitch har læst på lektien. Der er terpet norsk black metal, og den onde stemning driver ned ad væggene. Der er læsset godt med ved på bålet, og der brænder en ild i Wormwitch, som fans af nogle gange skramlet, nogle gange poleret black metal vil sætte pris på. Der er fræs og skrig, så hatten passer og respekten for dogmerne er intakt.
For mit eget vedkommende savner jeg personlighed, at der bliver taget nogle chancer. Genren er en død hest og fortjener at blive genopfundet og ikke genoplivet gang på gang. Essensen af black er ikke at lyde som dem der forsøgte at lyde som ingen andre, og med flere varianter end covid, burde det ikke være svært at lyde som sig selv.
Wormwitch by WORMWITCH
