Den svenske atmosfæriske black metal-duo Black Birch udgøres af Gina Wiklund og Ulf Blomberg. Siden januar i år har de udgivet syv singler, og 1. september er de klar med en selvbetitlet debut-EP.
‘Black Birch’ udgøres af fire numre under titlerne ‘Fallen’, ‘Death’, ‘Soil’ og ‘Birth’. Den cirkulære præmis i den tematiske rækkefølge er ikke svær at få øje på, og musikken centrerer sig da også om menneskelig natur, men også menneskets påvirkning på jorden, og frem for den traditionelt optimistiske tilgang til førnævnte livscyklus ser vi her snarere en bekymret og anklagende finger rettet mod menneskets mishandling af jorden, som vil få den til at kollapse under vores vægt snarere end at sikre grobund for nyt liv.
EP’en åbnes af ‘Fallen’ med en blød, næsten meditativ guitar og opbyggelige trommer inden tremolo-riffs og blastbeats sætter et nyt tempo. Wiklunds hæse, raspende vokal hjemsøger fra start lytteren, og pladen igennem viser hun en overbevisende spændvidde. Blomberg er med på en dybere backup-vokal, og når deres growl blandes får vi et næsten dyrisk udtryk, som klæder nummeret.
Der er gjort plads til melodiske mellemspil, hvor tempoet tages ned igen, og melankolien på nummeret er lækker. Der er tale om en sørgmodig desperation, som både er anklagende og indadvendt på samme tid.
Musikvideoen til nummeret er – ikke uventet – fuld af svensk skov i forskellige grader af ødelæggelse. Faldne træer, simpelthen. Æstetikken er så sort og natlig som det kan forventes, og der leges indimellem med at vende billedet på hovedet og tilføje semikaleidoskopiske elementer som for at foreslå noget med at overveje hvilket perspektiv, man vælger at anlægge. Og så er der naturligvis birketræer i sort silhouet.
‘Death’ starter som døden ofte gør: abrupt og pludseligt. Nummerets mange temposkift, forskellige elementer og Wiklunds hjemsøgende vokal rummer et spektrum af afmagt. Et par gange indlægges et ekko over et afsluttende growl i de langsommere, mere introspektive stykker og trækker elementerne sammen til en svævende, sfærisk fornemmelse. Det er overbevisende og fængslende. Nummerets skønhed synes at manifestere sig tydeligere jo flere gennemlytninger man får under huden.
Tordenvejr og stilfærdige guitarriffs serveres som intro på ‘Soil’ inden Wiklund med et dødsskrig flår os tilbage til virkeligheden igen. Vi er nået til den del af cyklussen, hvor forrådnelse af det døde skal skabe grobund for nyt liv. Der er bare ét problem. Der er ikke rigtig mere krudt tilbage til at understøtte skabelse længere. I stedet ser vi på lyriksiden betragtninger over jorden, der er ved at give efter: “Savaging all that is left / roaming the ground / of the dead and deceased / spreading the illness amongst / contageous like a / plague with no cure”. Én ting er den dystre beskrivelse af et nu, men vi tilbydes heller ikke en trøstende fornemmelse af, at livet genoprettes på albummets sidste sang. I stedet cementeres menneskets destruktive natur: “Scalped by so many before / ground will be cursed”.
‘Birth’ åbner med en noget anden vokal end vi ellers har set på pladen. Energisk, noget mindre blacket, til tider næsten punket. Enkelte steder tages den lidt ned og bliver langsommelig og næsten rådden, hvilket er både kraftfuldt og klædeligt.
På EP’ens afsluttende nummer bliver vi pisket frem af et kraftfuldt og hæsblæsende tempo, indtil vi er nær ved slutningen. Her stilnes stormen, Blombergs ellers fremragende trommespil forstummer, og nummeret slutter af, så man fristes til at fornemme et lille lysglimt. Måske er der alligevel håb for genfødsel? Lyrikken gør det dog klart, at mennesket mest af alt er et levn, som jorden i sidste ende vil ryste sig fri af, og indtil da vil de næste blive født ind i en ødelagt verden. Herved får Black Birch selv afvist den cirkulære tematiske præmis: den selvopretholdende livscyklus slutter, når det liv, der skal opretholdes, ikke længere er bæredygtigt.
‘Black Birch’ fremstår i sin helhed som en særdeles lovende debut. Duoen har rødder i henholdsvis punk og hardcore, og det er ikke svært at fornemme igennem de genrevariationer, der for nogle vil kræve mere end én gennemlytning for at finde sammenhængskraften i. Gina Wiklunds vokal skal fremhæves for sin spændvidde, og det bliver interessant at se, om de vælger at konsolidere sig i et bestemt retning fremadrettet, eller om de fastholder det nuværende lydbillede, hvad andre i mangel på bedre beskrivelse har kaldt for “moderne”. Den lyriske inspiration, som primært er hentet fra områder som social uretfærdighed og udnyttelse af dyr, mennesker og natur, giver dem en klædelig tekstuel relevans.
På deres bandcamp-side har de udgivet hele syv singler siden januar i år, hvoraf de fire altså samles på EP’en, som udkommer på Vita Detestabilis Records & Fiadh Productions den 1. september. Alt er i øvrigt indspillet og produceret hjemme hos dem selv, ikke at man fornemmer nogen mangler ved DIY-tilgangen i produktionen. ‘Black Birch’ udgives på gylden vinyl med et karakteristisk, runeinspireret artwork.
