Sommerferien er slut, tids- og madpakketyraniet er tilbage, og hvis du lider af klimaskyld over udledningen fra din sommerferie, finder du ikke syndsforladelse hos Uprising.
Vi har tidligere anmeldt Waldgeflüsters seneste album, men sideløbende med det har tyske Jan van Berlekom, eller Winterherz, siden 2016 også stået bag soloprojektet Uprising. Den tredje skive, ‘III’, er lige udkommet, og der er stadig nok benzin at hælde på bålet, når man laver marxistisk, antifascistisk black metal. Pladen er kort for genren, 40 minutter fordelt på seks numre, men det fungerer til dens fordel. Winterherz har selv indspillet bas, guitar og vokal mens trommer er lagt af Austin Lunn (Panopticon, red.), og der er fin variation at finde på pladen med kip både inden- og udenfor genren, hvilket farver i en fin retning både rytmisk og melodisk, men når vi når til sidste nummer føles det også som om, vi har hørt de tricks, der var i ærmet i denne omgang.
Social justice, climate justice, reckoning
De første par numre går i flæsket på monetær ulighed og kritiserer, hvordan verdens rigeste er blevet rigere under pandemien mens andre er blevet forarmede. Der er tilpas med temposkift og variation over det centrale riff til at man ikke keder sig, og egentlig er det meget klædeligt, at vokalen til tider er tilpas ren til at den nemt kan decifreres, når nu parolerne helst skal gå ind: “When will you fucking losers finally stop dreaming of winning / and scream with us to tax the rich”. ‘Uprise III’ er, som titlen antyder, en magtkritisk opfordring til at gøre oprør mod at folks liv dikteres uden fornuft og medfølelse som det grundlæggende direktiv, og delen med den direkte opfordring synges så rent, at selv Michael Poulsen ville kunne kende sig selv i det.
Pladen fordrer koncentreret lytning hvis man vil have det meste ud af den, og man straffes hurtigt for at vende opmærksomheden bort, selv kortvarigt. Den kommer hurtigt til at glide i baggrunden, og det gør den såmænd udmærket, men den kalder ikke på mig for at vække mig igen; det skal jeg selv stå for. Præferencer farver altid en lytning, og når et nummer som ‘Raise a Glass’ skruer op for den rene vokal kombineret med at vise kompositioner á la hvad vi allerede har hørt, skruer jeg ned for min begejstring. Det tegner heldigvis ikke resten af pladen, og som en generel betragtning fungerer Winterherz’ vokal bedst i traditionel growl eller i nogle af de skrig, der synes at insinuere vanvid og afmagt; her opstår en smuk symbiose mellem form og indhold.
Det er mest interessant når verden brænder
‘While the world is burning’ er pladens mest fængende nummer. En rigtig banger. Det er måske ikke albummets mest interessante nummer rent kunstnerisk, men det er effektivt, og refrænet, som synges rent, sætter sig så nemt, at man kan synge med allerede første gang, man hører det. Der samples flittigt fra nyhedsudsendelser på henholdsvis engelsk og tysk, som beskæftiger sig med global opvarmning og dens håndgribelige konsekvenser. Samtidig er der en tveægget anklage på lyriksiden, både rettet mod det passive “we”, som har siddet dygtigt på den flade mens man har haft travlt med at ignorere de mange advarsler, der har været, og så det udefinerede “you”, som uden tvivl er rettet mod både generelt magthavere, men i særlig grad udser sig Trump at gå i rette med. Med formuleringer som “still you block any progress / not to endanger your precious wealth / mocking kids fighting for their future” kan der ikke være den store tvivl, og det følges da også af et håb om, at han vil leve længe nok til at brænde sammen med os andre. Kunstnerisk? Ikke rigtigt. Men effektivt, fuldstændigt ligesom resten af nummeret.
På pladens afsluttende nummer er Winterherz ved at være træt af at skulle overbevise faktafornægtere, og kommer med en opsang i forhold til perspektiv. Det kan godt være, man er træt af, at profitmargenerne ikke ser ud, som man kunne tænke sig det, at vindmøller skæmmer udsigten eller at der er nogen, der kan finde på at lave vejblokader. Men måske glider det i baggrunden, når man vil blive konfronteret med ægte, radikalt raseri fra befolkninger, som kommer til at slås for ressourcerne, oversvømmelser, storbrande, sult og død. For det er den fremtid, som allerede er i gang, forstås. I virkeligheden opsummeres både nummeret og hele pladen fint i frasen “we got no time to lose, be part of the solution / or be left in the ditches is what you choose”. Der er ikke så meget tålmodighed tilbage længere.
Albummet fungerer bedst når vi snarere end opgivende melankoli mærker det klædelige raseri over, at verden jo kraftedme stadig brænder uden at der bliver gjort noget ved det, og den sympatiske sag gør i noget omfang op for det faktum, at Uprising i noget omfang lyder som en del andet gør for tiden.
