Det er pudsigt at skulle skrive om Katlas debut-LP. Ikke så meget fordi, der er noget svært ved bandet, men fordi man glemmer, at det faktisk er deres debut på en langspiller. Katla føles som en institution i dansk metal. De har eksisteret længe, er vældigt til stede og der rimelig velkendte rundt omkring. Men de har aldrig tidligere udgivet noget længere end tre sange. Det er pudsigt.
Nu sidder vi så her og lytter til ‘Scandinavian Pain’. Og det er en sjov oplevelse, også præget af lidt ængstelse. For kan de holde dampen oppe på en hel plade? Fungerer deres sangskrivning i den kontekst?
Well, først og fremmest skal det måske siges, at der er en intro, der knap gælder som en sang, Katlas svar på ‘You Suffer’, ‘Eating Grapes with Kevin Sharp’, der begrænser sig til 18 sekunder, og et 6 minutter og 36 sekunder langt spoken word-stykke, ‘Hunab-Ku’, der nok er både flot og spændende, men igen, ikke rigtig gælder som en rigtig Katla-sang. Så med dem skåret fra, rammer vi seks numre, hvilket dog stadig er nok til at kunne klassificeres som et album. Det er i hvert fald lige så meget som ‘Warmongering Luciferians’ et og to.
Som sagt lægger vi ud med en gang maliciøst modstandsopbyggende meditation og mindfulness. ‘Don’t Let The Fuckers Get You Down’ læses op af Cassandra Moase og tager udgangspunkt i guided meditation, der kan findes over store dele af youtube, men som har den krølle, at der tages højde for den hidsighed den slags kan fremkalde. Med Katlas evige slagord “embrace love … and Satan’, ledes vi direkte over i ‘Goblet of Power’, der særligt excellerer i Rasmus Bangs massive tromeslag, der ligger som den bjergkædeagtige rygrad ned igennem sangen med dens dovne riff, der flyder som floden Lethe i dalen for bjergets fod.
‘Goblet of Power’ er Katla Classic™ og viser alt det, de er kendte for. På godt og ondt, kan man sige. For der er ingen tvivl om, at trekløveren har drukket af omtalte bæger og kanaliserer al den kraft ud i instrumenterne, men det viser os også, at deres tightness og knivskarpe fokus kan spænde ben for dem selv.
Katla er vanvittigt gode til netop at have en solid, skarp central retning og holde sig til den. Vokalerne, for eksempel, følger som regel takt og rytme til punkt og prikke, hvilket som sådan ikke er negativt, men som fjerner fokus fra dem og gør oplevelsen – nogle ville sige ensformig – ekstremt strømlinede. Her kunne jeg godt bruge lidt mere variation, i hvert fald i det lange løb.
I denne sang skal også fremhæves Marc Christensens dybe guitarbaserede øksehug, der med en obsidianskarp æg kløver ind i trommehinden.
‘Dead Lover’, som vi tidligere har fremhævet her på siden, viser en lidt mere groovebaseret tilgang, hvor bassist Theis Thorgersen og Rasmus Bang deles om vokaltjansen på næsten Mantarsk vis i en gevaldigt mere doomsmadret version af Type O Negative, med dens sensuelle flow og næsten hoftegyrerende rytme. På lyrikfronten har vi også lige dele kærlighed og håbløshed, hvilket passer fremragende ind i det legendariske amerikanske bands univers og understreger, at der ikke er langt fra kærlighed til fortabelse.
Selvom Katla er kendt for knusende doom, demonstrerer de også, at de formår at variere sig. Dette både fra sang til sang på albummet, men også i de enkelte tracks. Således skifter ‘White Dagger’ mellem fræsende speedway og noget mere dundrende hovslag. Katla tager deres håndværk alvorligt og har ikke tænkt sig at spise lytteren af med andet end deres specifikt udvalgte menu. Det klæder dem.
Næsten som om Katla har læst mine tanker, som udtrykt ovenfor, trakteres vi med tredjesinglen ‘Grim Jesus’, der er alt hvad jeg har brug for, og som, på egen hånd, kan løfte enhver anmeldelse med flere karakterer.
Denne sang er alt.
Solide, groovy riffs, der leder tankerne tilbage på mestre som The Obsessed eller Trouble, kombineret med den bedste vokalpræstation, jeg har hørt fra dette band. Her afviger sangen netop fra den forudsatte rytme og tager styringen over sig selv. Det er jeg vild med. For bandet er dygtige instrumentalister og formår at kontrollere det klassiske musikalske triumvirat til fingerspidserne, men Bang demonstrerer her, at han også er i stand til selv at træde frem på scenens forreste kant og brøle alt og alle i gulvet. Jeg elsker det.
Kompositionen er solid og varieret, genkendelig og catchy, fremkalder stankface fra første færd og buldrer igennem, kun kort afbrudt af, hvad bandet selv kalder “christian gibberish” i lyriksektionen, understreget af en solid rytmesektion i selvsamme passage.
Det her er det, Katla skal gå videre med. Denne grad af soliditet og foranderlighed er det største, de har lavet.
Som afslutter virker ‘Castle of Purity’ fornuftigt. Korvokalerne, der er fremført af venner i Lasse Ballades kælder, er et solidt nik til bandets andet maksime, indeholdende de “100 bajere”, der så ofte figurerer i deres optræden. Men det er godt nok svært at følge efter ‘Grim Jesus’.
På indholdssiden er ‘Scandinavian Pain’ en tung satan. Der er en grund til, at numre til Livslinjen mv. figurerer på LP’en. Smerten er tydelig og der er meget at tage fat i. Man kan føle sig forkert, man kan føle sig fortabt, udstødt, forladt som frelseren selv på korset og på alle måder nede. Det kan være det indre, det kan være kærligheden, der rammer skævt eller mislykkes eller alene det at skulle eksistere i en verden, der er indrettet af og til nogle helt andre end én selv. Det er ikke nemt, men som Moase siger i begyndelsen:
You are worthy.
You are loved.
Breathe out.
Become one with your surroundings.
And take in everything and everyone.
Your opinion matters.
Your presence is appreciated.
You are of high value.
Og det kan man jo tage med sig.
Lasse Ballade har stået for optagelse og mixing, og har, som vanligt, gjort et fremragende stykke arbejde. Alan Douches har mastered. Rasmus Bang har stået for cover art.
