Hvor Kollapse tidligere har fokuseret på det cerebrale – det tænkende, i form af dybdegående undersøgelser af både Munch og Hamsun, er fokus med ‘Ar’ rettet på det viscerale – Det kødelige.
I en form for tematisk-musikalsk body horror, fremvises vi kropsdele og og ubehagelig omgang med disse. Første udgivelse var ‘Autofagia’, hvilket, for de mindre latinkyndige, betyder “selvædende”.
Med tanke på verdensslangen Ouroboros, er det et billede på både død og genfødsel i en uendelige cyklus og har i mange kulturer været et positivt billede. I denne kontekst føles det dog langt mere destruktivt, og leder i højere grad tankerne hen på kelternes mytologiske skabning Afagddu, der i sin ødelæggelsestrang ikke indser, at han æder sig selv.
Det er dog i overført betydning denne sang skal forstås, og teksten leder tankerne hen på en konstant selvfornedrelse i en stræben efter at føle noget som helst.
På mange måder er det et spejlbillede af Tvivlers sang ‘Livsform på tvangsauktion’, hvor forsanger Thomas Burø synger “Jeg håber sådan, at noget snart bliver bedre eller bare værre”. Trangen til at føle sig levende og som en del af verden modstås af en selvforståelse, hvor ikke engang skammen er tilbage, men kun en isoleret organisme, hvis eneste mulighed for kortvarig overlevelse er at æde sig selv.
Og det er netop den følelse, man får af ‘Ar’. Det er kødeligt og selvcentreret, fordi det er den eneste mulighed, der er.
samtidig går Ouroboros-symbolet igen i pladens tematik i kraft af den overordnede fortælling, der bevæger sig fra selvfortærelsen, over døden og tabet og til genfødslen i ’Kokon’.
Det er svært ikke at tænke på Kafkas ‘Metamorfosen’, når man tager Kollapses tidligere output og litterære fokus in mente, og når transformationen som Peter Clement Lund og Thomas Martin Hansen udtrykker har så deformt og fejlslagent et resultat.
Som Gregor Samsa bliver til et fysisk udtryk af sin egen elendighed og ængstelighed, bliver fortællerstemmen på samme måde genfødt som noget nyt og andet, men ikke nødvendigvis noget bedre.
Lyrikken på ‘Ar’ er et modbevis til Nietszches berømte udsagn “hvad der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere”. For akkurat som Nietszche selv, der endte ensom, sygdomsplaget og gal, ender vores fortæller også alene og formindsket.
Det er en fortælling om ensomhed foranlediget af sorg. Det er svært at konkret beskrive handlingsforløbet, men noget mangler og noget er gået i stykker. Og det stemmer perfekt overens med trioens musikalske udtryk. Hvis man skulle være i tvivl, er det ikke en ny sommerlandeplage, vi står med. Det er derimod en dybdegående udforskning af de sider af menneskets sind, der fremstår allermørkest, når det, man elsker og det man ønsker, bliver revet fra en.
Både lyrisk og musikalsk.
‘Transformation’ er down-tempo og lukker pladen med knusende tyngde, og det faktum, at Kollapse på dette track spiller både langsomt og afdæmpet nok til at man tydeligt kan høre de to vokaler, gør det kun mere vægtigt.
Hvor de på åbneren ‘Ar’ spørger, om det er nok nu, forklarer ‘Transformation’, at uanset om det var nok, er det slut.
Musikalsk er Kollapse mere flydende og velspillende end nogensinde. Selvom det altid er en fornøjelse at opleve den aalborgensiske trio i levende live, er dette album endnu bedre. Jacob Bredals optagelser i Dead Rat Studios, Scott Evans mixing i Antisleep Studios og Brad Boadrights mastering i Audiotree er alle tre intet mindre end formidable, og det tilføjer meget til det overordnede udtryk, at man formår at kombinere fuzz og støj med ren vellyd og knivskarpe konturer.
Det giver meget mere personlig forståelse for mig, end den rent fysisk oplevelse, jeg oplever i live-settingen.
Det gør også, at de enkelte elementer skinner langt mere. Peter Drastrups trommer, særligt på ‘Autofagia’ er sublime, og selvom han sørger for aldrig at stjæle billedet mere end højst nødvendigt, er hans subtile og teknisk dygtige spillestil et højdepunkt på pladen. Om han er blevet bedre, om sangene er skrevet for bedre at give plads til hans talenter, eller om mit øre blot har ændret sig, er svært at sige, men jeg mindes ikke at have lagt mærke til den dybe rytmesektion i nær så høj grad tidligere.
Lunds guitar og Hansens bas holder et tilsvarende højt niveau, og formår at skabe tyngde og aggression på måder, der minder om KEN Mode, som de også spillede sammen med sidste år. Endnu engang understreger Kollapse, at de er i den danske undergrundsmusiks absolutte elite.
Ikke kun på grund af lyden, som er ganske tilforladelig, men også fordi, de både vil og tør være ubehagelige og skræmmende og udgiver plader, der fungerer som et troldspejl for alle os andre. Man er velkommen til at kigge i det, men det er ikke sikkert, man kan lide hvad man ser.
Optaget i Dead Rat Studio med Jacob Bredahl. Mixet af Scott Evans i Anti-Sleep Audio. Masterered af Brad Boadright i Audiosiege. Cover art af Sam Bee.
