Det er sjældent nemt at være jødisk i vores verden. Det er det slet ikke i disse dage. Det vil vi berøre i denne anmeldelse af nyeste album fra amerikanske Akloleh. Det er der mange grunde til.
For det første mener vi generelt, at Mazik fra Akloleh har meget fornuftigt at sige. Akloleh blev stiftet som modsvar mod en stigende antisemitisme i hjemlandet USA. Det kan de færreste være uenige i, om det så drejer sig om rablende konspirationsteorier om “jødiske rumlasere”, som det republikanske kongresmedlem Marjorie Taylor Greene udbredte, de mere afdæmpede om milliardæren George Soros, eller, som det skal vise sig, venstrefløjens besvær med at skelne mellem staten Israels blodige krigsforbrydelser og den almene amerikanske (eller danske) jøde.
Det er umuligt at lægge skjul på, at der lige nu foregår et folkedrab. I Gaza bomber staten Israel civile i tusindvis, angiveligt som hævn for en terroraktion begået af den ekstremistiske gruppe Hamas, hvor civile israelere blev myrdet og kidnappet. I virkeligheden blot en fortsættelse af 75 års krig, besættelse og adskillelse.
Ikke blot er det frygteligt for os at se, men for Mazik har det været grufuldt. Endnu engang måtte han se sit folk blive dræbt i kraft af deres identitet og denne gang har han også måttet opleve drab i hans navn som jøde. børn og andre uskyldige dræbes på begge sider. Ingen af delene har været udholdelige.
Dette album, ‘Golem’ har været klar længe, men er blevet forsinket af labelproblemer. Dens release nu, den 31. oktober, gør dens tragiske fortælling endnu mere tragisk end den oprindeligt var tænkt. Men budskabet står også så meget stærkere af samme årsag.
Golemmen, for dem, der ikke ved det, er en sagnskikkelse fra jødisk mytologi. Den mest berømte fortællinger handler om rabbineren Judah Loew ben Bezalel fra 1500-tallets Prag, der skabte monstrøsiteten af ler og jord og gav den liv gennem et af Guds mange navne, for at beskytte sit folk mod pogromer og vold, som var udbredte dengang. Det gik galt, da kun Gud er i stand til at skabe liv og det derfor er noget mennesker bør holde sig fra.
Det er moralen i klart størstedelen af historierne om golemmen, og således også i denne. Vi hører historien om en jøde, der omgivet af fortvivlelse over sit folks skæbne – der refereres til seks millioner grave og til generationers undertrykkelse – og beslutter sig for at hævne sig gennem kabbalistiske ritualer – ældgammel, jødisk mysticisme – der skal lede til skabelsen af golemmen. ‘Hashem Yikoym Domoym’ hedder første sang, og det kan oversættes til “Må Gud hævne deres sjæle”. ‘12 Constellations’ følger op og beskriver selve ritualet, der udføres i ly af natten og i lyset af de tolv stjernebilleder, der udgør Kabbalahen.
‘Malekh HaMashkhis’ eller “Den ødelæggende engel” viser os blodbadet, der følger. Men den viser os også kimen til tvivl. “Vore fjender ligger i dynger / deres familier græder stadig / Adonoi; (et af Guds navne, red.) gør mit hjerte hårdt”.
Hvor hårdt rammer denne lyrik ikke i disse dage? Hvor både jødiske og palæstinensiske familier græder over deres tabte, mens krigen raser overalt omkring dem?
Pladen sluttes af med ‘Truth to Death’ der består først og fremmest af teksten til Viddui, den jødiske bekendelsesbøn, hvori man omfavner sine synder og forklarer dem til sin gud. Den fremføres traditionelt på dødslejet og til Yom Kippur, hvis formål er at begrave stridsøkser og genopbygge brændte broer. Herefter fremsiges Første Mosebog 49:25, hvori Jakob giver sine velsignelser og skaber de tolv folk i Israel. Det er næsten en gengivelse af de løfter Gud gav til Abraham og understreger også, at hvor forskellige sønnerne, og dermed folkeslagene, måtte være, kommer de fra samme udspring og er grundlæggende Jakobs børn.
Det er svært at læse det på anden vis, end et klarsyn efter hævntørsten. Som en bøn, ikke til Gud, men til mennesket om at huske vores fællesskab i menneskeheden og i det at være i live i denne verden. Både Hamas og staten Israel er skabt som svar på vold, mord og undertrykkelse. Det kan der ikke være tvivl om. Hvad jøderne har oplevet gennem historien er grufuldt. Det samme er tilværelsen for Palæstinenserne, først under Englands brutale kolonistyre og derefter som kaffer i et mellemøstligt apartheid-Sydafrika.
Både staten Israel og det israelske militær IDF, der udfører de grusomme bombardementer, er skabt ud fra et ønske om at forsvare sig selv og sit folk på samme måde som Hamas – og golemmen.
Men ethvert fornuftigt menneske må, på samme måde som vores hovedperson, forfærdes over at se den elendighed, deres brutalitet forårsager. Fred kommer aldrig fra drab. Det forstår Akloleh.
Musikalsk står ‘Golem’ – tredje værk fra amerikanerens hånd, stærkere end nogensinde. Den selvbetitlede debut var allerede formidabel i sin fortolkning af black metal gennem en mørk yiddish-linse, mens opfølgeren ‘Aybiker Ritual’ lod de langsommere elementer ligge for en stund, hvilket gjorde den lidt mindre medrivende.
De er til gengæld tilbage i fuld sving på denne udgivelse.
Vi er meget længere fra black metallen end vi var tidligere og er i et tydeligt doomet hjørne, der byder på rigelig melankoli til at understrege de tunge emner. Maziks vokal er vildere end tidligere, særligt på ‘Truth in Death’ river den gennem marv og ben og lyder virkelig som en hulkende og modfalden person, der indser hvor meget ondt hans liv har medført.
Dermed ikke sagt, at der ikke også er energi. ‘Malekh HaMashkhis’ indledes med hi-hat og hamrende trommer, ledsages af tremoloriffs, der skaber melodi ud af frådende intensitet og med musikken understøtter hungeren efter hævn. Og blod.
Akloleh er, som altid, ufattelig dygtig i at skabe stemninger og skrive musik, der ligger tæt på noget vi kender, men som bidrager med noget nyt. Det er – igen – anbefalelsesværdigt.