Throwe er døde, længe leve Throwe.
Det er ikke længe siden, vi fejrede det danske blackened hardcore-bands genkomst, og da vi talte med forsangeren Kim Rock, var han også begejstret for at kunne annoncere netop denne udgivelse, der fik bandet frem i lyset igen.
Vi har at gøre med en god, gammeldags split. Det vil sige, at Throwe står for de første fem numre, mens Sloevsind lukker af med seks af deres.
Desværre er to af Throwes henholdsvis ind- og udtoning, hvilket der som sådan ikke er noget galt i, da også begge såmænd er ganske stemningsfulde, men det er ganske lidt reelt materiale, vi har med at gøre.
De tre reelle sange vi får, lægger sig dog med snuden direkte i sporet på, hvad Throwe gerne vil. Den første single, ‘Mørke’, som vi premierede, er måske det bedste og i hvert fald det bedste eksempel på, hvad bandet kan.
Det er rå og beskidt blackened hardcore, der måske lægger sig en smule mere melodisk i svinget end deres samtidige i fx. Hexis, især i kraft af de melodødslignende riffs, der kører som grundelement. Men på et tidspunkt, da der er knap halvandet minut tilbage af sangen, sker der noget spændende. Tempoet sættes alvorligt ned, og riffsene afløses af mere melodiske licks, mens Kim Rocks vokal skifter tone fra hidsig og råbende til mere desperat og fortvivlet. Det kan mærkes og det er noget, jeg sætter pris på.
Den solide tyngde forstærkes i ‘Liv Æder Liv’, der måske giver den bedste vokalleverance fra Kim Rock i den hæst skrabende og forvrængede tone, der ligger over hele sangen. Det had og den eksistentielle lede, Rock forklarede os om, og som ligger som det generelle lyriske fokuspunkt for udgivelsen kommer til udtryk her. Om det er backupsangen eller bare det generelle lavere tempo, der gør udslaget er uvist, men solidt er det. Måske ville Throwe have godt af overordnet set at fokusere på lavere bpm og en højere frekvens af knusende tyngde. Det fungerer i hvert fald for et band som Kollapse, som københavnerne her godt ville kunne ledsage.
Særligt når man lytter til både det soniske og lyriske højdepunkt i ‘Ødelæg Dig Selv’, der vender al hadet, vreden og skammen indad, kan man fornemme et slægtskab til aalborgenserne, der på ‘Ar’ også kiggede sig dybt i spejlet og afskyede hvad de så.
Marginalt mere uadvendte er Sloevsind. Med en mere dødsmetalorienteret vokal og tekster, der er skrevet og fremført på mere distanceret engelsk, er det også nemmere at holde fokus på det, der skal ud i hovedet på resten af verden.
For mig betyder det desværre, at jeg i lavere grad relaterer til de pointer der skal ud, da det umiddelbare i ret høj grad forsvinder, når det skal omformes til metalengelsk, der passer i mørke og skumle kasser. Jeg kunne godt bruge noget mere inderligt. Det passer bedre til musikken.
Samtidig er det ikke kun vokalen, der rummer dødsmetal. Det er også både trommespil og til en vis grad guitar-ditto. Heldigvis ikke så meget, at det bliver ren nudelsuppe – vi holder stadig lidt fast i hardcoren – men nok til, at jeg tænder af.
Her må jeg igen indrømme det. Jeg kan ikke lide dødsmetal.
Nærmest slet ikke.
Og det siger lidt om Sloevsinds kvaliteter, at jeg stadig har lyttet til deres side af splitten adskillige gange og ikke har været misfornøjet. Det skyldes særligt at de, ligesom Throwe, formår at holde gryden i kog og iblande forskellige elementer, der varierer kosten. Herunder tænkes særligt på ‘Broken Soul’, der samler op lige hvor ‘Deathbringer’ blev allerbedst og roder rundt i guitartonen, så ingen føler sig sikre.
Jeg savner lidt de superfede breakdowns, Kim Rock talte om i interviewet, men det kan sagtens være et udtryk for, at jeg leder efter hardcore-breakdowns og kun får dødsmetal. Ærgerlig situation.
Det kan dog sagtens være, at andre har det anderledes, men jeg vil dog alligevel vove pelsen og sige, at Sloevsind skal gøre andet og mere, hvis de skal håbe på at forblive relevante. Vi har simpelthen brug for mere end mid-tempo dødsmetal, hvis vi skal huske, at noget eksisterer. Et godt første skridt kunne være at skrive lyrik, der vil andet og mere end at lyde sejt. Vi vil mærke jer og forstå jer.
Et andet kunne være at finde et leje, der rent faktisk fremavler noget aktivitet. Som det er nu, forestiller jeg mig et publikum, der ikke kan finde ud af, om de skal stene helt ud eller prøve at lave sig en pit. Og så bliver det blot en lidt akavet vippen fra fod til fod.
