Rage Against the Machine, siger du? Uden træls guitar? Vi er på.
For nylig gæstede Nexøs Kristan Ejlebæk Nielsen Radio 24Syvs STØJ, for at tale om sit vigtigste album. Han havde valgt Rage Against the Machines mægtige 1992-debut, den eponyme ‘Rage Against the Machine’. Som så mange andre omkring vores alder, gjorde pladen et uudsletteligt indtryk. Den plade var alting, dengang den kom frem, og faktisk stadigvæk her i 2023. Rage Against the Machine er uomgængelige. Deres tekster og Zack de la Rochas spyttende arrige leverance af dem er intet mindre en fantastisk og gør en verden til forskel for en teenager, der bare har brug for at råbe “fuck you, I won’t do what you tell me”.
Derfor bliver vi da også ved med at lytte til pladen, og vi spiller den for vores børn og vi har en fest, når de råber og bliver inkarnationen af alt det, vi ikke selv måtte være som små (Vi ser ikke frem til deres ungdomsoprør i form af konfirmation og medlemskab af VU), men alligevel er der noget, der skurrer.
Det var der ikke dengang. Vi åd det råt. Vi hørte ‘Killing in the Name’, ‘Bombtrack’, ‘Settle for Nothing’, ‘Take the Power Back’ og så videre, og vi åd det råt, forblændet af spyttende raseri og frådende hidsighed over for hver evig eneste autoritetsfigur.
i rockede ud og hoppede op og ned på vores teenageværelser, mens vi råbte med på ‘Know Your Enemy’, og tænkte på vores indskrænkede historielærere, eller vi gik pænt i optog og fulgte politiets henstillinger, mens vi fortalte os selv og hinanden, at de brændte kors af i fritiden.
De la Rochas vokal og Tom Morellos guitar er i høj grad de ting, der gør, at vi stadig taler om pladen 31 år senere, og det er da heller ikke nogen hemmelighed, at Morello var en mester udi riffskrivning. Selv når han plankede Zeppelin, gjorde han det bedre end dem. Der er dog én ting, der skiller sig ud. Eller, skiller sig ud er mildt sagt. Én ting stritter som en betændt storetå, og det er noget vi ikke taler nok om. Ja, faktisk vil det følgende, i nogle kredse, nok tælle som decideret helligbrøde.
Tom Morellos guitarsoloer er irriterende og gør Rage Against the Machine værre, end det burde være.
Faktisk er det sådan, at jeg tit ikke gider høre pladen, fordi jeg ved at Morellos nudel-agtige soloer kommer i vejen. Der er ingen, der har brug for klassiske skalaer midt i ‘Take the Power Back’ og der er ingen, der har bedt om jazzfunk midt i ‘Settle for Nothing’. Fætter BR-klaveret i ‘Wake Up’ skal direkte i skralderen og UFO-lydene i ‘Know Your Enemy’ fremkalder dybe mishagsrynker i mit ansigt.
Det er som at tage en dejlig slurk af sin morgenkaffe, men sidde tilbage med smagen af bitre mandler på tungen.
Nå, men anyways, Incendiary lyder som Rage Against the Machine, hvis de havde smidt Ivy Leagueren Morello ud, og var blevet ved med at spille hardcore.
