En af sidste års bedste og mest vigtige film var Greta Gerwigs ‘Barbie’. Sjældent har nogen formået at gøre helt basal feminisme – og derigennem kapitalismekritik – tilgængelig som Gerwig og skuespillerne Margot Robbie og America Ferrera. Budskabet om kvinden som den evige syndebuk for alt og alle – for at omformulere John Lennon og Yoko Ono fra 1972 – var skarpt, fremragende fremstillet og humoristisk sat op, alt imens vi kunne le af Ryan Goslings satire på giftig maskulinitet og de omvendte kønsroller gjorde det lige pludselig ekstremt forståeligt.
Jeg var selv i biografen og se filmen et par gange, og det, der ramte mig hver gang, var forståelsen af, hvor sjældent kvinder oplever reelt at føle sig set. Det gjorde ‘Barbie’, og begejstringen var tydelig.
Til Golden Globe-uddelingerne var endnu en skaldet, mandlig komiker blevet betalt for at fortælle lamme vittigheder, og i dette tilfælde syntes han åbenbart at det var morsomt, at han selv var for dum til at fatte en så tydelig pointe – ‘Barbie’ er ikke subtil – og talte om, at den primært handlede om store babser og appelsinhud. Det kunne de fleste af os være enige om, var til grin, omend på en helt anden måde end manden havde håbet. Ikke desto mindre blev vi bekræftet i, at det er sådan verden ser på det til selvsamme show og igen for nylig til Oscar-uddelingerne.
Nu er jeg ikke personligt typen, der ser hverken den ene eller den anden slags award som et kvalitetsstempel. Nærmere omvendt. Men ikke desto mindre er det ekstremt symptomatisk for det univers, vi lever i, at den, der har fået allermest anerkendelse i brede kredse for den film, er Ryan Gosling. Til Oscar-uddelingen optrådte han med sin ganske udmærkede ‘I’m Just Ken’, hvilket understreger pointen. Mænd skal ikke præstere meget for at få anerkendelse, de færreste kvinder kommer til at opleve.
Hvad har det så med noget at gøre? Jo, det ‘Barbie’ gjorde var, at “give kvinder lov til” at kunne lide det, de gerne ville. Hvis kvinder skulle være seje før i tiden, betød det, at de skulle give afkald på det særligt kvindelige. Se blot Avril Lavignes ‘Sk8er Boi’, hvori en sej, kvindelig rockmusiker fortæller om at stå i publikum og se sin imaginære kæreste spille badass guitar.
Hun skulle kunne lide skaters, men hun skulle også afgive pladsen, så han kunne stråle. Men i ‘Barbie’ er det muligt at være en stærk kvinde uanset om man er havfrue, transkønnet, plus-sized, kort- eller langhåret, går i lyserød eller monokromt.
Det er opgøret med pick-me-pigen som det modkulturelle kvindeideal. Og det omfavner Louisiana-bandet Brat.
Med Liz Selfish i front, leveres der en hybrid mellem grind, død, og powerviolence, som bandet selv kalder “bimboviolence”. Uden at skulle gøre Selfish for meget til objekt, er hun også konventionelt attraktiv, platinblond og går med ganske korte shorts og en del lyserød. Det er en reclamation af alt det, vi har tillært os, at kvinder ikke må, hvis de skal tages alvorligt. Og Selfish er også et tydeligt tegn på, at man kan være mere end én ting af gangen. Hendes growl er nemlig så dybt og brutalt, at jeg måtte vise mine børn musikvideoen, før de var helt overbevist om, at det var en kvinde, der stod bag.
Men brutalitet er the name of the game, når det kommer til Brat, og det er skønt at være vidne til. Det er også interessant, at lyrikken primært centrerer sig om emner, som spiritualitet, religion, klima og mentalt helbred, og det på et sprogligt og lyrisk niveau, der ikke ligefrem afspejles i hverken de solide, kondensdryppende breakdowns som på titelnummeret, eller i det generelle udtryk.
Der er ikke tvivl om, at Selfish, Brenner Moate, Dustin Eagan og Ian Hennessey er noget mere begavede end de giver udtryk for, og det er skønt igen at kunne se folk rumme mere end man tror ved første øjekast.
Om det handler om titlen eller indholdet er svært for mig at sige, men ‘Truncheon’ er en personlig favorit. Alene det at kalde en sang “kølle” er pissesejt, men at den så handler om de undertryktes oprør og hvordan dem, der har udgydet blod, skal stå øverst til sidst, er icing on the cake. Det tunge, tunge breakdown, der edges gennem næsten 20 sekunder er vanvittigt og man står nærmest og dirrer efter at kaste sig ind i nogen imens. Moates guitar og Henneseys bas er stemt helt ned, så det bliver dødsens tungt, og Eagans forsigtige slag på bækkenet kilder alle de rigtige steder, inden støj og riffs blander sig i et virvar af energi.
‘Ego Death’ varer kun 17 minutter, så vi ved, det er i den hæsblæsende ende, men ikke desto mindre er tyngden et grundelement. Det er tydeligt, at det ikke kun er hardcore, der ligger til grund, men meget mere end det, og, som med bandet selv, viser det en flertydighed, der er værd at interessere sig for.
Det er råt, vredt, solidt og gider ikke noget pis. Det er bimboviolence og jeg er en villig discipel.
