Når man ser på den tilstand vores verden og samfund er i, så skal man ikke have meget empati for at indse, hvor galt det står til – og har gjort det længe. Alt for længe.
Terminal Nation var allerede rasende da de smed deres fuldlængdedebut på gaden i 2020. Hvor gale tror du, at de er nu? Fire år senere, verdens møller maler stadig helt ad helvedes til, og svaret får du smækket i ansigtet på ‘Echoes of The Devil’s Den’.
Efter en kort tur ned af trappen til ‘Phantom of The Opera’ på åbningsnummeret, bliver man mødt af resultatet af, at bandet har fået deres daglige tilskud af Obituary siden ‘Holocene Extinction’. Bandet spiller egentligt hardcore, men på den måde hvor der er et skud fra et oversavet jagtgevær, fyldt med dødsmetal, blæst lige i skærmen på en bankmand, og ville kunne sættes i samme bås som Xibalba og No Zodiac.
På tværs af pladen bliver der generelt holdt et solidt tempo, hvilket især på første del af albummet er tydeligt, der har samme buldrende momentum, som en bulldozer, men som også kan blive en smule forudsigelig. Lyden er stor og destruktiv og du kan føle hvert slag fra stortrommen og de savtakkede guitarer. ‘Embers Of Humanity’ fungerer som et instrumentalt åndehul, som jeg egentlig godt kunne have været foruden, men jeg er også kommet for at slås.
Jeg værdsætter Terminal Nation for at være så upfront med deres lyrik. Det er altid fedt når et band bærer deres holdninger ude på tøjet, for så er der sgu ikke nogen tvivl om hvor man har dem henne. Jeg er en simpel mand fra den nedre middelklasse, så selvfølgelig kan jeg godt lide “proletar-core” – et soundtrack til opstand, brændende multinationale virksomheder og knuste ruder hos politistationen. Systemet er her ikke for din skyld, og de skyldige har navne og adresser.
Med det sagt, så falder lidt af lyrikken lidt hen over dørtærsklen og bliver en snert kluntet nogle steder, f.eks. på ‘The Spikes Under The Bridge’, der har Zak Vargas fra Elysia med ombord. Selv om jeg er hamrende enig i det sagte, så lyder “concrete of evil” bare ikke særlig sejt. Til gengæld så er breakdownet lige bagefter groovy nok til at selv dem med korslagte arme vil stå og svinge med.
Tematisk er det lige ud af Zack De La Rocha-håndbogen – kapitalisme, antihjemløshed, politivold og den militære industri, her er det bare skrevet af en efterskoleelev, der har hørt Body Count, og som gerne vil være sikker på at du forstår det hele. Teksterne er ret udpenslede og der er ikke meget plads til at analysere dem i engelskundervisningen, men de er til gengæld effektive til at skabe billeder for det indre øje, som når det sisyfosiske i, at vi arbejder os selv ihjel på ‘Dying Alive’, bliver malet med linjen, “Russian roulette with six fucking bullets, they put your finger on the trigger and make you pull it”. Hvis jeg skal fremhæve en anden positiv tekst(og det bør man), så er et af højdepunkterne, ‘No Reform (New Age Slave Patrol), yderst effektiv, når det kommer til at forklare præcis hvad ACAB står for.
Knapt halvdelen af pladen har gæsteoptrædener, hvilket jeg generelt synes, at der bør være mere af på hardcoreplader, men i dette tilfælde kunne nogle af dem godt have været blevet hjemme. Todd Jones fra Nails kommer med en “jeg råber, men i virkeligheden hvisker jeg”-vokal. Jesse Leach fra Killswitch Engage får selskab af noget gothic synth, og hvis man er til den slags, skal man bare tage for sig af retterne. Sex Prisoners’ Kevin Kennedy er med på et anti-keyboard warriors-anthem, og det fungerer ligeså godt som du tror. Dwid Hellion fra Integrity får groovet sig ind på sidste nummer på den bedste “jeg synger kun Ace of Spades, når der er karaoke nede på den lokale”-måde.
Terminal Nation er lyden af et cirkelspark i brystet på en kampklædt urobetjent og har samme sofistikation som en molotovcocktail, når det kommer til at fjerne ukrudt. Det er slagordscore, der giver lyst til at svinge med knyttet næver og breakdownsene skal nok sætte gang i fysisk afstraffelse til dem, der står nærmest.
