Da SYL udgav de to første numre (‘giv op’ og ‘sang 1’) tilbage i 2021, var jeg solgt. Særligt vokalen gjorde noget helt særligt for mig. Dog skulle det vise sig, at den helt særprægede lyd kom fra en decideret mishandling af forsangerens stemmebånd, der skulle koste ham al lyd i en periode. Da bandet vendte tilbage med debuten ‘Alt Godt’, var det med en anden tilgang til sangen. Den var stadig god, men den ramte mig ikke på helt samme måde. Måske 80 %.
Det er jo naturligvis både tåbeligt, selvisk og omsonst at håbe på, at andre gør noget, der er dårligt for dem selv, blot for ens egen nydelse, så jeg afskrev det, og nøjedes med at lytte til første EP, når jeg var til præcis den slags Benjamin Clemens.
Men som med alt andet i dette band, er også forsangeren og teknikken under konstant udvikling, og på denne EP, der måske faktisk er deres mest kunstnerisk ambitiøse udspil til dato – det står uafgjort med ‘Omsorg’ – er vi faktisk tilbage til noget, der minder ret meget om, og som indvarsler en endnu mere for det spændende danske bands, der som altid går klædt i tøj spundet af sarteste nerveender.
Fra en dyb indånding, inden forsanger Clemens kaster sig ud i det hele – et herligt træk, i øvrigt, for at fremme autenticitet – er der fart over feltet. Hans sangteknik er lige så hektisk som den sindsstemning, ‘dit ord’ på kun halvandet minut fremmaner. Det er ideen om en dysfunktionel og afhængig relation kogt ned til sit allermest essentielle.
Og allerede her opdager vi, at denne EP repræsenterer det næste træk i SYLs udvikling. Hvor ‘alt godt’ var plaget og indadvendt – onde tunger ville sige navlepillende – er den her hidsig og langer ud; præcis som vi så det i videoen ‘igen’, hvor gæstesanger Jonathan Albrechtsen og Benjamin Clemens gav hinanden øretæver.
‘igen’ er et stærkt track. Albrechtsens vokal er perfekt som den hæslige indre stemme, de fleste af os kender kun alt for godt. Den og ‘stor dreng’ står som hidsige indspark, der meget i stil med Skt. Delarges ‘Lillespejl’, hvor Benjamin Clemens også er med på vokal, retter blikket indad og ser på alt det, vi fortæller os selv og alle de måder, man kan føle sig dårlig. Det er de stærkeste sange på en stærk EP, og det hektiske tempo trækker i den grad op. At Clemens giver den som growler i slutningen af ‘stor dreng’ er lige så overraskende, som det er glædeligt.
Lyrikken står også stærkt her, hvor den på den samfundsrevsende ‘rose’ er måske lidt for topical til at være rigtig god. Det er svært at navigere i, for på den ene side er det sejt at være kritisk, det er sejt at tage fat i de ting, der fungerer ringe i samfundet, og det er blandt andet Socialdemokratiet – i hvert fald ifølge SYL – men det er svært at forestille sig en sang, der handler så specifikt om Mette Frederiksen være langtidsholdbar. Thomas Burøs deltagelse er dog en gevaldig gevinst, som den altid er, uanset hvad, han er med i.
‘rose’ flankeres af den lige så aktuelle ‘kort strå’, der dog desværre nok kommer til at være aktuel i mange, mange år endnu. Her tages nemlig udgangspunkt i konflikten i Palæstina. Med en kort gennemgang af den historiske baggrund og den hverdag fuld af vold som palæstinenserne har levet under i 70 år og som er værre end nogensinde før lige nu, er det et hektisk råb om opmærksomhed på en sag, der nok fylder en del for mange unge, men som betragtes ganske enøjet af magthaverne.
Det afsluttende råb “frit land fra flod til kyst” er stærkt og får det til at løbe koldt ned af ryggen. Frustrationen og spændingen er tydelig i Clemens’ stemme, og på en eller anden måde får han gjort krigens rædsel ubehageligt nærværende.
SYL er dog andet og mere end blot Clemens og også her ses en særdeles stærk udvikling. Særligt guitaristerne Gustav Brønnum og Emil Adalsteinsson skal fremhæves. Det er satme en god guitartone, de har fået udviklet sig. ‘rose’ kan særligt fremhæves, men denne melodiske sektion er intet mindre end strålende, og det er vildt at høre, hvor dygtige de er blevet. Endeligt er det interessant at bemærke, hvor meget SYL har styr på sin sangskrivningsproces – også i historisk perspektiv. Her kan ‘arvæv’ bemærkes, i dens callback til det Ulver-inspirerede track ‘bjergtaget’ fra LP’en. Den dybe korsang kommer ud ad det blå, men som med alle de andre diskrepante elementer, formår SYL at trække dem ind og gøre dem så naturlige som at trække vejret.
“Vi gentager os selv igen”, synger de, men vi har stadig til gode at opleve det. Der er fuld udvikling på, hver gang.
