På redaktionen er vi flere, der værdsætter belgiske AMENRA. Så når bandet udgiver hele to EP’er på samme tid giver det god mening at sætte to skribenter stævne i samtale en tidlig morgen den 1. april.
Aino: Hvad gør Amenra for dig?
Lucas: Amenra er, for mig, en ud-af-kroppen-oplevelse. Både at lytte til, men i sandhed også at opleve dem live. Det er et samspil mellem to yderpunkter i musikken; det sarte og det dystre, som passer vildt godt sammen. Jeg har i øvrigt kun fået én kop kaffe, så min hjerne skal lige i gang.
Aino: Jeg er vildt enig, selvom jeg ikke selv har haft fornøjelsen af at se dem live. Det er dualiteten, der er den drivende præmis, og også hvad der gør dem konstant relevante. Hvornår begyndte du at lytte til dem?
Lucas: Hm, jeg begyndte at lytte til dem under coronapandemien. Jeg kan ikke huske præcis hvornår, men det passede sgu meget godt med det state of mind jeg selv var i på daværende tidspunkt. Så begyndte jeg at dyrke dem lidt mere, da de blev annonceret til Roskilde i 22, men efterfølgende aflyste. Hvad med dig? Har du en favoritplade?
Aino: Jeg har ikke været first mover her, men fandt dem omkring 2012, hvor de udgav ‘Mass V’, som var en af de lytteoplevelser, som fik min hjerne til at eksplodere en lille smule. Jeg vidste ikke, jeg savnede den form for doomede, langsomme og opbyggelige tyngde, krydret med den vanvittige emotive udgydelse, vokalen udgør. Colins afsindige skrig piller ved alle de rigtige nerver. Nu om stunder er der dage, hvor jeg tænker, at det at lytte til det afholder mig fra at skrige på samme måde. Det er også ‘Mass V’, som står højest på min liste. Af den simple årsag, at den åbnes med “Dearborn and Buried”, som er den måske bedste sang, de har lavet.
Det kunne da være sjovt, hvis de så blev booket på årets Roskilde.
Lucas: En midnatskoncert på Gloria med dem. Så skal jeg ikke bede om mere.
‘Mass V’ er også en vild plade. Jeg tror, ‘Mass IV’ kommer først for mig, selvom den måske også er det “nemme” valg.
Jeg kan huske da jeg så dem i Store Vega for et par år siden, hvor jeg fulgtes med en ven. På vejen hjem nynnede vi nærmest spontant og simultant melodien fra ‘A Solitary Reign’ samtidig.
Colins vokal er også helt unik. Han var en stor inspiration for min egen vokal, da jeg, i en kort periode, lavede vokal i et black metal band.
Foto: @afcortes
Aino: Men hvad mener du så om ‘With Fang and Claw’?
Lucas: Det er svært at sætte en finger på, hvad ‘With Fang and Claw’ præcis gør. Det både lyder, og føles, som en fortsættelse af de ting Amenra gør bedst, og egentlig har gjort de sidste 20+ år. Den har den særegne Amenra-lyd, som ingen andre bands rigtigt har. Nu har du lyttet til ‘De Toorn’, som egentlig er den jeg selv har lyttet mest til.
Hvordan adskiller den sig fra fx ‘Mass V’?
Aino: Din beskrivelse gælder også for ‘De Toorn’, som så i øvrigt fortsætter, hvad de startede på ‘De Doorn’ fra 2021. De er dog usandsynligt lidt bange for at gøre præcis hvad de ønsker på den EP, og ‘Heden’ får lov at køre i NI ET HALVT MINUT før der rigtig bliver sat strøm til og tilføjet tyngde.
Det kræver en ordentlig røvfuld allerede etableret etos som band at smide sådan noget efter sine lyttere. Den samme form for opbyggelighed finder du også på eksempelvis ‘Mass V’, men ikke i nærheden af de ekstremer.
Lucas: Det bed jeg også selv mærke i. Jeg prøvede først at lytte til den, da jeg stod og ventede på en bus. Det gik lidt for langsomt til at være god ventemusik. Den passer noget bedre, når man giver sig selv tid til at fordybe sig i den. Det gælder sådan set for begge EP’er.
Aino: Ja, det er nok ikke helt forkert. Jeg er dog også begejstret for den indadvendthed som er forbundet med den stilfærdige, soundscape-inspirerede “intro” (hvis man kan kalde den det), for det giver anledning til introspektion. Jeg vil jo hævde, at man sagtens kan danse til Amenra, men måske ikke lige så meget dette nummer.
Lucas: Nu har jeg faktisk selv gået til dans engang – og jeg ville snildt kunne køre en vals til Amenra. Hvad synes du egentlig om formatet med to EP’er?
Aino: Det prøver vi af ved lejlighed.
Juryen er stadig ude her. På den ene side synes jeg, det lugter af en doven tilgang til markedsføring og eksponering – at der så er to plader, der kan sælges, og at magasiner måske vil beskæftige sig med de to EP’er særskilt. På den anden side respekterer jeg den kunstneriske integritet, der er forbundet med at insistere på, at de tematisk er så forskellige, at de skal fremstå som to særskilte værker. Hvad skiller sig ud på ‘With Fang and Claw’?
Lucas: Længden er værd at bide mærke i. ‘With Fang and Claw’ er betragteligt kortere end ‘De Toorn’. Faktisk halvdelen af spilletiden. Her giver de dog ikke rigtig mulighed for, at lytteren kan dvæle så meget ved musikken. Lyden er noget hårdere end på ‘De Toorn’, men stadig umiskendeligt Amenra.
Aino: Retfærdiggør det to skiver?
Lucas: Jeg er også selv i tvivl. Jeg tror selv, at jeg fik smidt en skarp bemærkning om, at man kan sælge to plader, afsted i Selvtægt-tråden, da magasinkoordinatoren foreslog en artikel om dem. Jeg synes dog, at det stadig giver rigtig god mening, når man rent faktisk får lyttet til dem. Jeg kunne måske godt have ønsket mig lidt mere længde på ‘De Toorn’.
12 minutter er, for mig, lige til den korte side, når man vil kalde det for en EP.
Det er faktisk et svært spørgsmål. Umiddelbart tror jeg, at jeg hælder til et nej. Selvom de to EP’er afviger fra hinanden, så synes jeg stadig at de begge er så umiskendeligt Amenra, at de sagtens kunne have delt plade.
For, let’s face it, der ER ikke stor forskel på de ting, Amenra udgiver. De har til gengæld den fordel, at det ofte bare er godt.
Aino: Lytter du egentlig til lyrikken?
Lucas: Som udgangspunkt, nej. I hvert fald ikke i de stykker, hvor Colin skriger. Jeg har primært gjort det på ‘Mass IV’, dog fordi jeg har den på vinyl, og kan læse med i teksthæftet. Jeg tror næsten, at jeg føler at musikken er så dyster, at jeg kan forestille mig teksten, uden egentlig at lytte til den eller læse den.
Dit spørgsmål peger lidt på, at du selv følger med i teksten. Har du i så fald en yndlingstekst?
Aino: Det gør jeg faktisk ikke, og det er et aktivt valg. Når nu det rent faktisk fremføres på flamsk kræver det aktivt af mig, at jeg opsøger oversættelse hvis jeg skal kunne forstå det, og jeg nyder egentlig, at her er tale om musik, som er så emotiv, at det formår at formidle sit indhold til mig uden jeg forstår tekstsiden. Intuitivt begriber jeg, at det er eksistentialistisk i sin natur, at det handler om mening, intethed, lys og mørke.
Lucas: Det giver rigtig fin mening.
Jeg tror også, at hvis man ikke kan værdsætte Amenra, uden at kunne følge med i hvad Colin enten hvisker eller skriger, så vil man næppe værdsætte dem, hvis man kunne forstå ham alligevel.
Det emotive udtryk ER Amenra.
Aino: Lige nøjagtigt. Så mangler vi egentlig bare en midnatskoncert med dem på dansk jord for at afprøve tesen. Måske på årets Roskilde.
Edit: En time efter samtalen var færdig annoncerede Roskilde Festival, at Amenra skal spille på festivalen i år.
