Ashbringer hælder en masse følelser og stilarter i deres nyeste album, men får mest af alt manglende sammenhængskraft ud af det
Med til denne anmeldelse hører en advarsel: når du sætter albummet på, så vær lige klar helt fra start, og undlad muligvis at have lyden skruet op på max i hørebøfferne, for åbningsnummeret ‘Rain’ losser dig lige i øregangen med fuld smadder på alle parametre. Eller sørg i det mindste for, at der ikke er fremmede i din umiddelbare nærhed, som uvægerligt vil blive forskrækkede over dit tilsyndeladende vilkårlige smertesudbrud. Det er sjældent elegant at virke cool mens man krymper sig og tjekker øregangene for spontant opstået blødning.
Med ‘We Came Here to Grieve’ bevæger Ashbringer sig videre fra ‘Absolution’, som var mere atmo end det var black, men velfungerende ikke desto mindre. De roses andre steder for et eksperimentelt take på pladen, og det er den venlige tolkning. Pladen læner sig flere steder tungt opad americanainspireret rock, og indimellem føles nogle af numrene som om, de kunne have været soundtrack til en af American Pie-filmene. Det gælder særligt på de numre, hvor forsanger Nick Stanger helt eller delvist dropper at growle, og i stedet kører en ren vokal.
Stangers growl er følelsesladet på den viscerale måde, men det samme kan ikke siges om den rene vokal. Når det er bedst, er det rimeligt, men grænsende til ligegyldigt, når det er værst er det decideret ringe. Et eksempel høres på ‘Unsaid’, hvor det lyder som om, det hver gang kommer bag på Stanger, at det er nu, omkvædet med rensang begynder, og han kvitterer med at synge falsk når han falder ind. Samtidig fremhæver produktionen det yderligere, for vokalen er mixet helt frem i lydbilledet. Kritikken af mixet gælder for hele pladen. Vokalen er generelt skubbet alt for langt frem, hvor den ikke burde være det, og når man samtidig har et problem med kvaliteten af den, bliver det umuligt at distrahere sig fra det. Pladen er mixet af ikke mindre end tre forskellige bandmedlemmer, Stanger har taget sig af de første fire numre, bassist Nathan Wallestad de følgende fire og trommer Any Meyer de sidste to. Det skulle de nok have ladet være med.
På ‘Rift’ får vi et interlude, som viser noget, bandet gør særdeles dygtigt. Her leges med især elektroniske elementer, og resultatet er et veritabelt soundscape, som føles alt for kort med sine knapt to minutter. Længere henne på pladen kommer ‘Far’, også et interlude, men alt andet end stille og ambient. Her eksperimenterer bandet instrumentelt, og trods manglende opbygning som egentligt nummer indeholder det en helvedes masse følelser. Stanger giver los i et brølende growl, og man mærker noget. Fælles for begge disse mellemspil er, at de føles som om, man netop har været vidne til noget vedkommende, og at man på en måde ikke rigtig bliver færdig med at høre dem.
‘Gazed’ er pladens langsommelige, banjospillende joker. Den tøffer hyggeligt afsted, sådan lidt i mol med et stille guitarriff, forholdsvist banal lyrik om at føle mening, formuleret gennem en udtrådt kliché som “this feels like shelter in the rain”. Lige indtil den, cirka to minutter inde i nummeret, så ikke tøffer længere, men pludselig sætter strøm til, tilføjer blast beats, lader vokalen gå over i growl og pludselig føles relevant. Som om, de har noget ægte på hjerte. Det varer dog kun et halvt minuts tid før vi igen skal trækkes igennem samme rensangs(tor)tur, og således veksler nummeret frem og tilbage resten af sine knap seks minutter. Det opsummerer på en måde pladen i sin måde at kun føles delvist relevant på. Der er som udgangspunkt ikke noget i vejen med at være eksperimentel i sin tilgang til sin musik, det er enhver kunstners prærogativ. Jeg tvivler egentlig heller ikke på, at der er hældt en masse følelser i tilvejebringelsen af albummet. Men Ashbringer lykkes ikke med at fremstå sammenhængende på ‘We Came Here to Grieve’, og i virkeligheden ville det nok være mest klædeligt for bandet at vælge færre retninger at forsøge at gå i samtidig.
