Demonstrativ dorskhed: Brunsten lyder som en stresshjerne, der prøver at aftænke sig selv. Kald det mindfulness for mathrockere, kald det tankemylder-tamp: Aarhusianernes noiserock er på én gang knugende frustreret og frisættende.
Guitaren plukker en melodistump ud, mens trommerne ivrer for at komme igang. Bassen stemmer kværnende i, og nu skrumpler det afsted på alle de skæve slag i takten som en væltepeter gennem kantinen, der tørner ind i alting, kald dog på vagterne, gør noget nogen. Så stopper den op: Et opadgående riff i dobbelt tempo med trommerne i dobbelt-dobbelt tempo af dét, en mumlen mellem eksplosionerne som en ensom beruser ved busstoppestedet. Med alt ødelagt forandrer det sig igen til en primitiv thrash metal, der falder over sine egne ben, som om sangen ikke var forberedt på, at det var den vej, den skulle: Ned ad bakke, helt i stykker.
Altså: Brunsten lyder i bund og grund ad helvede til, men de gør det på en måde, det er let at relatere til. Det er en rasen uden objekt, en frustration uden en enkelt direkte årsag, men med tusinde mulige årsager, en massiv tyngde på det spinklest mulige grundlag. Det er musik, der gør sig dummere, end den i virkeligheden er, for ikke at skulle stå til ansvar for noget, den alligevel ikke kan være en løsning på. Den er der bare, så kom af vejen eller trøst dig selv med, at det i det mindste er hurtigt overstået. 19 minutter varer ‘Ethyl’, Brunstens andet album, åbneren ‘Bait’, som er beskrevet ovenfor, når på godt to minutter at bygge op, spænde an, bygge endnu mere op og spænde endnu mere, inden den slipper det hele løs som en metalspiral, der bliver vundet helt stramt, inden den får lov at rasere værkstedet.
Brunsten lyder i bund og grund ad helvede til, men de gør det på en måde, det er let at relatere til.
Den vekselvirkning fortsætter gennem resten af pladen: Brunsten lyder, som om de oprigtigt gerne vil rocke igennem, bare give den ukompliceret gas, men der kommer hele tiden noget i vejen: Et C-stykke klippet og synkoperet til kantet ukendelighed som i ‘Downfall’. En lige-ud-ad-landevejen 4/4-rocker som ‘Highrise’, der bliver afsporet med en langstrakt trommehvirvel og finder aldrig helt sig selv igen, før den ramler ind i en slags omkvæd og slutter af bar forbløffelse over, hvad der lige skete. ‘Spectacle’ med sine konstante tempo- og taktartskift, tyvstarter og riffs nødtørftigt holdt sammen af et løfte om en forløsning, der aldrig kommer. Den afsluttende ‘Gamechanger’ svalende melodisk og næsten konsistent, og så lukker det hele bare. Ingen reel forløsning, men det var der heller ingen, der havde lovet dig.
Brunsten er en hyldest til 90’ernes noiserockscene omkring pladeselskabet Amphetamine Reptile og bands som The Jesus Lizard, Guzzard og Shellac. Forsanger og bassist Andrew Dorman kender jeg kun rigtig fra de dronemetalliske SOL, mens Per Silkjær har slået hårdt på tromme i bl.a. Fossils og doomtrioen Double Space, og guitarist Anders Thode har spillet i alle aarhusianske hardcore- og punkbands, senest Båndet. Det er med andre ord granvoksne mænd, der spiller alternativ rock fra deres teenageår. Og det kan godt være, at stresshjernen har bedre af at gå ture i skoven eller høre moderne klassisk eller noget. Den har også bare brug for at mærke, at den ikke er alene med sin frustration over, hvor unødigt kompliceret det hele er. For nu at parafrasere Avril Lavigne.
