Der findes en parallel til det her dumme normie-univers, hvor jeg på et tidspunkt flytter til Aarhus i stedet for et af de andre steder, jeg er flyttet til, og så hænger jeg ellers bare med alle de fede typer, jeg plejer at hænge med, når jeg besøger Aarhus fra det her univers, og drikke dåsebajere, for man drikker altid dåsebajere i Aarhus, tror jeg nok, og de lugter af prut, men hvis du ikke kan klare, kan du bare fise af, makker, men det gør jeg ikke, jeg bliver der, jeg drikker de dåseøl, jeg udstår fimsen, og jeg bliver bedstevenner med alle dem, jeg ellers kun er på hej med i det her univers, og når jeg bliver bortvist fra Sway, fordi jeg var alt for dåseølsstiv og dum og københavneragtig, selvom jeg overhovedet ikke er københavner, slap af, er det kun for et par weekender, så er det OK igen, jeg siger undskyld, makker, til bartenderen, og alle kunne alligevel godt se, at det slet ikke var mig rigtigt, for jeg er en meget federe fyr end det, og så krammer vi hjerteligt og lidt akavet.
Og en af dem, jeg hænger og krammer med, er Anders Thode, som jeg i det her univers vist kun har mødt, sådan, rigtigt et par gange i 00’erne, men som jeg alligevel godt synes, jeg kender på en måde, og han er verdens rareste fyr, en menneskelig cardigan, og derfor virker det endnu vildere, når han nogle gange råber i en mikrofon, den pæne mand, hvordan kan have så grimme ord i sin mund, og han har taget brillerne af, som om han vil slås, og det synes jeg er så elskeligt, så i det alternative univers bliver vi kærester og drikker dåsebajere i armlænke, som jeg forestiller mig er et parringsritual i Aarhus, hvor man altid har overtøj på, men alligevel får vi børn sammen med briller, og når jeg går rundt i Aarhus med barnevognen, peger folk på mig og hvisker, at ham der er kæreste med Anders Thode, jo, vidste du godt, at han havde spillet med Jay Reatard på en turné, altså ikke ham der, Anders, men ham der er helt klart OK, hvis Anders kan lide ham, og vi er lykkelige og bliver aldrig grimme, og når vi begge to får høje tindinger, griner vi af det, og så skriver Anders en sang om, hvor fucking grimt og latterligt alting er og bare skal dø, og jeg synes, den siger noget meget smukt om det Aarhus, som er vores Aarhus.
Båndet er et nyt Aarhus-band med gamle idéer. Anders Thode har vist nok spillet med alle mennesker, der nogensinde har lavet punkrock i Aarhus: Cola Freaks dengang, selvfølgelig, Snaredrum, aktuelt Brunsten, men så har han også sunget helt vildt arrigt og dumsmart i Rotter og Emenkaya, hvor Frederik Nybo Veile spillede trommer, ligesom han gjorde i Snaredrum og gør i dag i Smertegrænsens Toldere, hvor Jonas Fræer fra The Guv’nors spiller bas, så nu har de lavet en EP med syv sange i deres øver med Kristoffer Kjersgaard Nohrs, som Jacob Bredahl har mastered, fordi alle bands i Aarhus skal gennem ham, og det er en god ting, at de kan det. Anders synger og spiller bas, Frederik spiller guitar og synger med, og Jonas spiller trommer, fordi så alsidige er de nemlig.
Båndets første EP lyder ikke helt vildt langt væk fra noget, nogen af de tre har lavet før, og det er en god ting, at den ikke gør det. Hvis du tænker The Jesus Lizard og start-90’er-støjrock, Amphetamine Reptile i det hele taget, og så tænker Aarhus oveni, er du ret tæt på at tænke helt præcis, hvordan Båndet lyder, men det fede er jo, at du slet ikke behøver tænke, når du har Båndet på anlægget. Det, og så misser du også fede J Mascis-akkordgange i ‘Ud i sandet’ og ‘Krøbling’, og det har du virkelig overhovedet ikke lyst til.
‘EP24’ er en plade, der får mig til at savne det parallelunivers, hvor jeg flyttede til Aarhus. Det fede ved, at den findes, er, at jeg så bare kan forestille mig det, jo.
‘EP24’ er ude digitalt 8. marts 2024. Der kommer også et bånd på et tidspunkt, fordi, du ved, Båndet-bånd, get it?
