The boys are back in town og de vil hellere end gerne have dig med oppe foran, hvor der er slåskamp og gruppekram.
Du kender dem. De australske ballademagere blæste tværs over verdenshavene under corona, med deres karisma og solide visuelle udtryk, der gjorde at man havde lyst til at rocke Nike TNs og cargobukser. Men under den voldsparate overflade gemmer der sig en enorm kærlighed. Til hinanden, til deres miljø og til hardcore.
Speed spiller hardcore lige efter bogen, på grænsen til, at det er en godhjertet karikatur, og musikalsk skubber de ikke grænserne, men det behøver man trods alt heller ikke altid at gøre. Til gengæld så bringer de glæden tilbage i hardcore. Deres musikvideoer bugner af smilende mennesker, der pendulerer mellem at stå med armene om hinanden eller vise deres kærlighed til hinanden gennem en moshpit. Og det har verden sgu brug for.
Hvis man lavede en bouillon, bestående af hele Terrors diskografi og et skud Youth of Today, så ville du ende med Speed. Det er Gasolins ‘Det Bedste Til Mig Og Mine Venner‘ kombineret med Spice Girls ‘Wannabe’. Det handler om det smukke, i sammenhold og den selvvalgte familie. Om at overkomme udfordringer og om at være ægte overfor sig selv, uanset hvad, når man går med følelsen af at være marginaliseret og at det resterende samfund ikke har plads til en.
Siden deres EP, ‘Gang Called Speed‘ fra 2022, har bandet kigget hinanden i øjnene og spurgt sig selv “hold kæft, vi fik fart på, hva’? Hvordan får vi det her til næste niveau? Hvordan gør vi det her mere stank face-egnet?”.
Og så har de lyttet til Turnstile, Trapped Under Ice og Limp Bizkit.
Med deres debut har de skruet op for PMA-energien og er blevet mere groovy, hvilket giver dem et bredere appel, selvom at deres musik altid har været relativt tilgængelig, (poleret vil nogle nok mene), selv for folk der ikke er til den slags, da deres melodiøsitet og groove gør dem lytbare for udefrakommende, samtidig med at deres breakdowns holder fast i de mere traditionelle fans af genren.
‘ONLY ONE MODE’ åbner med potent hardcore, der ikke spilder tiden og sætter den soniske stemning for resten af pladen. Der er chugs galore på ‘DON’T NEED’ og ‘I MEAN IT’, mens det bliver lidt Turnstile-ish på ‘NO LOVE BUT FOR OUR OWN’.
Der er kommet mere dynamik på pladen, og de bruger blandt andet forsanger Jem Siows baggrund som klassisk fløjtenist på ‘THE FIRST TEST‘, som et lille break sammen med lidt scratch og en slappy bass. Lyder det som lidt nu-metal-gejl, der skal få alle til at bounce imens de råber deres kammerater i ansigtet? Ja. Men det er leveret med så meget autenticitet, personlighed og jovial energi. Og det er vel egentligt det, som hardcore handler om.
Jeg ved der er en masse haters, der vil mene at det gør Speed til “hardcore”, og ikke hardcore, men hvis ikke der sker noget nyt, så udvikler scenen sig aldrig og så er der ikke nogen grund til at spille musik og lave nye sange. Den mentalitet er kun med til at fastholde status quo, og det er sgu ikke særlig hardcore, dude.
Speed leverer knivskarpe cirkelspark lige efter NYHC-bogen, hvor alting handler om at, du har de bedste venner i verdenen og I er langt sejere end alle de andre vennegrupper. Og det er fint. Speed er som at se Terror spille i Fredericia – det er ikke innovativt, men det er en klassiker af en årsag. Især singlen på albummet, ‘THE FIRST TEST’, har en reel chance for at blive en fremtidig klassiker, der sætter ild i moshpitten.
Og inden alle jer med omvendte kasket, camo-shorts og crewtatoveringer kommer efter mig, så lad mig sige det på den mest diplomatiske måde: Jeg er vild med deres energi og den glæde de udstråler, især når man ser dem live, og det er svært ikke at holde af dem, når man ser dem spille eller lave interviews, da de har så meget karisma og attitude, at en københavner ville mene at de lige skulle skrue ned for charmen. De gør ikke noget forkert, men de gør heller ikke noget ekstraordinært godt. De spiller hardcore efter bogen, men de bliver aldrig rigtigt helt farlige.
Og ellers så må I jo finde mig, så vi kan snakke om det.
