Foråret har for alvor ramt os, og er du ikke lagt ned af pollenallergi, er du sikkert den heldige indehaver af en af de lækre slags virus, som er flittig til at dele ud af snottede godter på tværs af landet. Men bare rolig, et par af årets varmeste dage nærmer sig, og både pollenallergi, snot og dårligt humør skal danses og slåsses væk, som var det hot yoga på et dårligt trip i semi-intime lokaler i Odense. ILTER har os.
Så hvorfor skal Ønskeøen betrædes til maj? Vi sender hele to skribenter afsted i år, og de begejstres fra hver deres vinkel. Dertil har vi talt med Casper Scharfe, en af bagmændene. Let’s go:
Jon: For mig er det ikke så meget de enkelte bands, der spiller et år på ILTER, jeg kommer for. Jeg kommer for viben. Ikke forstået sådan, at jeg bare er der for at hamre stifter ude i Vestergade i den lune forårsaften, mens åen klukker forbi, og jeg kan kloge mig med folk, jeg lige har mødt for første gang, som også er blevet ødelagte af hardcore på et tidspunkt, bekendte, jeg ikke har set i årevis, dem, man altid ser til den type koncerter, som der bare er alt for få af på Fyn, jo. Nogle er kommet for at spille, nogle for at danse, andre for at hænge, alle, fordi ILTER bare er så lejfig, jo.
Så OK, det er faktisk ret meget derfor, jeg kommer igen. Også når det ligger samtidig med A Colossal Weekend eller Support Our Scene, eller hvad sådan en festival ellers kan kollidere med i et tætpakket sommerhalvårsfestivalprogram.
Der er tænkt over den vibe. Den er der også talt ærbødigt om på tværs af platforme og medier, og fremhæves også af Casper Scharfe, som blandt andet peger på festivalens frivillige:
– Alle de frivillige er altid vildt glade og fulde af energi, fordi de glæder sig. Vi er så heldige, at vi stort set er kørt med det samme hold af frivillige gennem alle årene, så de ved efterhånden mere, end vi selv gør, om deres arbejde, og det er bare så rørende at opleve den kærlighed, de spreder ud over festivalen. Ligeledes er vores bartendere og personale generelt alle meget engagerede og glade, og det er vi så taknemmelige for.
Der er et sjovt clash mellem musikken, og rammerne som den præsenteres i. Jeg kan ikke helt forklare det, men det er som om, at vores gæster og bands bringer mere positiv energi til festivalen, fordi det er et atypisk venue for sådan en festival. Jeg synes altid der er gode vibes, når jeg er til hardcorekoncerter i Danmark, men der er bare en helt særlig vibe på ILTER.
Aino: Jeg skal afsted til min første omgang ILTER. Det er ikke fordi, det først er nu, jeg har hørt om det, jeg er bare den ene af to voksne, som begge gerne vil afsted, men som også har lavet børn sammen, og indtil nu har jeg ædelmodigt har ofret mig og sendt den anden part afsted. Jeg har hørt en masse godt om både koncept, publikum og modus operandi, men først og fremmest har ILTER lavet nogle sygt gode bookinger lige fra start, og også i år er der solide bud på plakaten. Jeg kan godt være overrasket over, at Teater Momentum stadig står trods de bands, der uden tvivl har gjort deres til at rive stedet fuldstændigt fra hinanden de tidligere år.
Scharfe er godt tilfreds med årets program, som han beskriver som varieret og alsidigt:
– Det har altid været vores vision at præsentere et bredt snit af, hvad der rører sig på den danske og udenlandske punk- og hardcorescene. Vi har af flere omgange fx prøvet at få Hexis forbi festivalen. Det har af forskellige årsager ikke kunne lade sig gøre, men i år skulle det være. Dem glæder jeg mig til at opleve igen. Derudover er jeg enormt glad for, at vi har fået amerikanske The Hirs Collective forbi. De har stået højt på min liste flere år i træk, så det er gigafedt, at de endelig kan komme forbi og rykke rundt på sagerne. Belgiske Ronker er et andet band, som jeg glæder mig til. Jeg synes, de lavede en af sidste års bedste hardcoreplader, som er virkelig medrivende og underholdende. Jeg er sikker på, at de ligeledes kommer til at skabe en kæmpe fest. Mexicanske Joliette har været forbi os helt tilbage i 2017 eller 2018, så det bliver et kærkomment gensyn med den mexicanske posthardcorebande! Jeg kunne blive ved, for jeg synes virkelig vi har fået lavet et godt program igen i år.
Jon: Men det er også for at sige, at det udslagsgivende for mig ikke er, om ILTER nu booker et eller andet helt vildt internationalt navn – det gør de så lidt i år med The Hirs Collective, som der også på Selvtægt har været buzz om – der trækker folk til fra udenbys. Jeg bliver ikke engang for alvor irriteret over det, når de – uundgåeligt – booker bands, jeg virkelig ikke gider se én gang til, så jeg er tvunget til at hamre flere stifter ude i Ny Vestergade, mens de spiller.
Aino: Der findes værre ting end at hamre stifter i en forårssolnedgang sammen med de nye venner, som ikke engang ved, at de bliver det endnu. Der findes også værre ting end at se live acts, man har været omkring før, og jeg ser frem til at se hvad eksempelvis Jakobe hiver op af deres Doc Martens denne gang, selvom Selvtægt efterhånden fremstår som de vildeste hype men i vores samlede mængde omtale af dem. Så er der et band som Foot to Face, som jeg sidst så da de hed The New Low (og i øvrigt lavede en ret fed band-t-shirt), nu tilbage med det oprindelige navn. Det bliver nok ikke lunkent. Det kommer heller ikke til at smerte mig at se Eyes, som har nyt album på trapperne, og singlerne so far kunne godt love anledning til så meget smadder, at man liiige husker at tælle tænderne på vej hjem efter en hyggelig tur i en venlig pit.
Jon: Det bliver kodylt i år at se Decorticate én gang til; deres bøst brutale fastcore giver altid gode knubs, når de rent faktisk spiller og ikke bare står og laver edgy standupcomedy om at være hårde typer. Det bliver herligt at danse til JJ & the A’s: Deres KBD punk er sjov og glad og hurtig og melodisk og dejlig.
Aino: Helt overordnet set er hverken punk eller hardcore mine hovedgenrer, og derfor har jeg ret stor fidus til at skulle se en masse fedt, jeg ikke kender i forvejen. Hvis man nogensinde skal blive klogere, bliver man fandme nødt til at lette røven og opsøge det, der endnu ikke er blevet en acquired taste. Jeg aner intet om belgiske Ronker, new zealandske Dartz eller norske Siste Sort, men jeg har høje forhåbninger.
Måske er en af grundene til, at ILTER faktisk er en succeshistorie, at den grundlæggende motivation bag at fortsætte med at stykke festivalen sammen er, at folkene bag synes det er sjovt. Hvis det først og fremmest er glæden ved at lave sådan en festival, som giver benzin på bålet, så er chancerne for et vellykket koncept større. Den umiddelbare publikumsfeedback er også positiv ifølge Scharfe, som bemærker, at publikum lader til at hygge sig. Der er en vis ydmyghed i, at det er dét man skriver sig bag øret, og det er klædeligt i et landskab, som ofte domineres af bundlinjer og bookere med stor købekraft. At de dertil har et ønske om at bygge scenen op, kan vi kun støtte op om hos Selvtægt.
– Vi har hele tiden haft et ønske om, at ILTER kunne inspirere flere i Odense til at begynde at spille punk og hardcore, da det ikke er genrer, som er særlig godt repræsenteret lokalt. Men der begynder at være flere og fede bands, som kommer ud af byen, som for eksempel Extended Suicide, Mite og Demersal, siger Casper Scharfe.
Så værsgo’. Det var anbefalingen, du ikke nødvendigvis vidste, du manglede, men som du bliver rigtig glad for, du lyttede til. Og fordi du naturligvis ønsker, at pragtfulde initiativer som dette også findes i fremtiden, er du en god kammerat og køber en billet allerede nu i erkendelsen af, at arrangørerne er afhængige af forsalg fordi det er svært at lave en festival, hvor man regner med at tjene pengene i døren.
– Derfor er det en kæmpe hjælp, at folk køber billetten på forhånd. I år går salget mere trægt. Hvorfor ved vi ikke. Måske mangler der et hovednavn? Måske er det bare helt tilfældigt? Man prøver nok altid at regne ud, hvorfor et billetsalg svigter, og ofte er der ikke bare én forklaring, men mange. Så hvis man er glad for ILTER, eller ikke kender ILTER, men er til punk og hardcore, så skal man købe billet nu, for ellers kan vi ikke få det til at løbe rundt, og så er der nok ikke mere ILTER. Dét ville være virkelig, virkelig kedeligt, men helt fair, hvis folk ikke gider festivalen mere.
Jon: Jeg glæder mig bare også til at høre de bands, jeg ikke kendte i forvejen. Dem, de tre mænd i bookinggruppen har udvalgt med et velkomment blik for andet end mandemænd. For alt det, hardcore kan være. For at få os til at danse, slås, grine og være vildt bistre. Jeg glæder mig til at blive positivt overrasket af de bands, jeg havde afskrevet, og bekræftet i min dybe indsigt af dem, der stadigvæk er røv. Jeg glæder mig til viben, vi ses på fortovet!
